Wacken og dig!

WOA 2017

Wacken festival 2017 er snart i gang. Vi har lavet denne skrivelse om, hvorfor DU bør overveje at tage af sted!

Wacken Open Air er heavy-musikkens mekka. En uge i den nordtyske by Wacken sammen med tusinder og atter tusinder af metalentusiaster, som dyrker den musik, vi alle elsker. Hvad end du er til det sataniske black, det groteske death, det heroiske power eller det fællessyngende folk, så har Wacken stensikkert et band til dig!
 

”MEN”, siger du. Tiden, økonomien, marken som ikke pløjer sig selv, børnene skal passes, og ægtefællen skal tilfredsstilles. Alle disse ting skal sættes på hold i en uge i et telt omgivet af fremmede mennesker, og hvorfor? Jo, jeg er glad for, at du spørger! Her er Heavymetal.dk’s bud på, hvad der gør Wacken Open Air til noget helt særligt.

1: Stemningen

Dem, som har været i Disneyland, ved, hvordan man bliver opslugt af stemningen. Man bliver fuldstændig bedøvet af det komplette udtryk, som stedet giver, og det er på præcis samme måde med Wacken. Campingpladsen er fyldt med glade mennesker, der smiler, fester, drikker, synger og i enkelte tilfælde deler ud af disse glæder. Man er på ingen måde i tvivl, når man går forbi de mange lejre med bannere, flag og store mængder spiritus: Det er metalheads som du selv.

2: Uendelig øl!

Mængden af muligheder for at indkøbe alkoholiske drikke vil næsten ingen ende tage. Alt fra mjødboder til den berygtede Biergarten sælger drinks og spiritus af forskellige arter, og som noget nyt har Wacken indført enhver øldrikkende, headbangende metalheads drøm: BEER PIPELINE! Der er lagt rør i jorden, så øllet flyder op til barerne, hvilket giver dem mulighed for at skyde seks øl i sekundet af sted! Hvis du går derfra tørstig eller ædru, står det for egen regning!

3: Wackinger Village

Wackinger Village er et middelaldermarked, som ligger inde i koncertområdet. Armbrøstskydning? Klatrekonkurrencer? Øksekast? Smede, som laver dig dit eget sværd? Mjødboder? Autentiske vikingemadboder? En ægte drage? Kim Kardashian indsmurt i kokosolie? De to sidste er heldigvis (eller uheldigvis?) opspind, men resten er den skinbarlige sandhed! Udover disse herligheder tilbyder Wackinger Village også to scener: Wackinger Stage og Wasteland Stage. De mest gøglede og apokalyptiske bands spiller på disse scener, og lyden er så god her, at selvom et hovednavn spiller tæt ved, kan man tydeligt høre musikken uden gener fra andre steder. Det lykkedes bl.a. bandet FEUERSCHWANZ at overdøve Iron Maiden sidste år.

4: Wacken by

Selve Wacken by er en seværdighed i sig selv, som jeg vil anbefale enhver at spadsere igennem. Med sine små 1.800 indbyggere er det ikke en glorværdig storby, men det er bestemt heller ikke vigtigt. Byen har nemlig fuldstændig assimileret sig omkring Wacken Open Air. Enhver i byen er lykkelig over, at folk kommer dertil. Ældre folk fra plejehjem smører håndmadder, som de sælger, børn kører i sæbekassebiler og samler plastik og pantflasker, huse står til udlejning for festivalgæster, andre lejer bade ud – ja, selv bedemanden sælger vodka og snaps! Utallige madboder skyder op, og med de hyggelige små værtshuse rundt omkring er der bestemt god grund til at finde tid til en tur gennem byen!

5: MUSIKKEN

Selve musikken er jo omdrejningspunktet for, hvorfor vi samles. I år er der igen utroligt mange fede bands, som skal opleves.

Wacken har skabt det geniale initiativ WOA Battle. Bands fra hele verden spiller koncerter rundt omkring i deres hjemland for at vinde en eftertragtet plads på Wacken-festivalen. Her får de lov til at spille en koncert foran tusindvis af mennesker, imens de store talentspejdere holder øje med dem. Det er en genial mulighed for unge bands og en fed måde at komme frem på. Af danske deltagere kan nævnes Huldre, Aphyxion og Sunless Dawn. I år er der desværre ingen dansk deltagelse, men det vender heldigvis tilbage i 2018 (alle lande skal sidde over en gang imellem).

Har man været på Copenhell, vil man genkende flere af de store navne: Powerwolf, Europe og Architects. Derudover er der famøse legender som Alice Cooper, Megadeth og Accept, som alle bliver velbesøgte koncerter. Er man til det mindre hårde, kan jeg varmt anbefale Status Quo. Marilyn Manson, Tobias Sammets AVANTASIA og mægtige Amon Amarth er også garanter for en stærk koncert. Mayhem Spiller hele Mysteriis Dom Sathanas-albummet, og intet mindre end danske Volbeat er et af hovednavnene!
 

Come to the holy land. We have beer!

Jeg kan ikke understrege nok, hvor fedt det er at være på Wacken. Stemning i top, fede bands, alkohol i stride strømme og ikke mindst FÆLLESSKAB – det fællesskab, som vi alle værdsætter ved metalmusikken. Det sammenhold er man slet ikke i tvivl om stadig lever, når man står på Wacken-festivalen!

Og hey, hvis du læser den her artikel igennem, og vi ses på Wacken, så giver jeg sgu en bajer!

 

VI SES I WACKEN!

Tilføj kommentar