Gratis album fra Antidepressive Delivery

Gratis album fra Antidepressive Delivery

Det norske band Antidepressive Delivery (oprindeligt Anti-Depressive Delivery) debuterede i 2004 på Laser's Edge Records med albummet "Feel. Melt. Release. Escape", en skæv, original blanding af old school metal, grunge og 70'er-prog-lyd i stil med f.eks. Procol Harum.

Bandet gik herefter i opløsning, men dukkede op igen i 2008 med udgivelsen "Chain of Foods", hvor metal-aspekterne var kraftigt nedtonede til fordel for (en i øvrigt meget gennemført) progrock i stil med Flower Kings og Spock's Beard. Albummet blev oprindeligt lagt gratis ud på nettet, men da det franske Musea Records udsendte musikken på cd, blev det fjernet igen.

Efter eget udsagn er bandet imidlertid blevet trætte af, hvordan musikindustrien fungerer, og de har derfor valgt også at lægge deres nye album ud på nettet til gratis download på www.antidepressivedelivery.com. Senere på året udgiver de (formentlig selv) en vinyludgave, man kan købe gennem deres webshop.

Med tydelig ironi har nordmændene valgt at give den nye samling musik - som udelukkende består af nye numre - titlen "The Best of Antidepressive Delivery". Men kommercialisme skal man lede længe efter på albummet, der stilmæssigt ligger i forlængelse af "Chain of Foods".