Devin Townsend Project kommer til VoxHall

Devin Townsend Project kommer til VoxHall

Canadiske Devin Townsend er en sand legende inden for metalmusikken og hører da også til genrens største, mest alsidige og ekvilibristiske sangere ikke mindst med flair for progressiv rock.

Devin Townsend havde slået sine folder i alskens mindre kendte gymnasie-bands, da han i 1993 blev spottet af et pladeselskab og slet og ret blev headhuntet til at synge leadvokal på Steve Vais album “Sex & Religion" (1993).

To år senere debuterede han som solo-kunstner med “Heavy As A Really Heavy Thing" under pseudonymet Strapping Young Lad, der inden længe blev udvidet til at være et regulært band – i alt blev det til fem Strapping Young Lad-plader, inden gruppen gik i opløsning i 2007.

Sideløbende havde Townsend udgivet en lang række solo-album i eget navn, lige som det også blev til to udgivelser med The Devin Townsend Band, der blev en realitet i 2002, men akkurat lige som Strapping Young Lad blev sløjfet i 2007.

Siden skabte hovedpersonen nærværende Devin Townsend Project, der oprindeligt var tænkt som et koncept spundet om fire genremæssigt forskellige plader – imidlertid har Townsend valgt at holde liv i projektet, der således her i 2014 er aktuelle med album nummer seks, dobbeltalbummet “Z2″.