COPENHELL 2016: Cecilie anbefaler

Cecilie anbefaler Cecilie anbefaler

Copenhell er efterhånden ved at blive en big deal og med 20.000 metalglade mænd og kvinder i alle aldre, er der altid nogen at skåle og skråle med.

Siden de for første gang slog portene op i 2010 og til nu, har jeg ikke IKKE været at finde på pladsen – der er forbløffende barnevognsvenlig... Hvad enten det har været som frivillig eller almindelig betalende gæst, har jeg i seks år nu planlagt resten af min sommerferie efter Copenhell; for det er en oplevelse man ikke vil være foruden, uanset om programmet falder i ens smag eller ej.

Entombed A.D

På trods af tøsefnidder om retten til navnet og hvem der sagde hvad om nogens mor, så kan man ikke komme uden om Petrov er stemmen der er definitionen på svenskerdød. Han lyder stadig som en rundsav med tømmermænd og der er ikke givet køb på den næsten patenterede death ’n’ roll Entombed både med og uden A.D. er mestre i.

Dark Funeral:

Deres seneste udspil efterlod mig næsten mundlam og det eneste jeg kunne fremstamme da jeg blev spurgt hvad jeg synes om dem, var: Det er sådan black skal lyde. Siden jeg fik øjnene op for denne, den dag i dag, stadig udskældte genre tilbage i 1997, har de været et af de bands jeg er vendt tilbage til igen og igen.

Red Warszawa:

Har du nogensinde set dem live? Har du nogensinde HØRT dem? Uanset hvad du svarer til det første retoriske spørgsmål, er svaret på det efterfølgende givet. Red Warszawa er allemandseje og dansk metals svar på McDonalds. Det er bedst når du er stiv og du skammer dig altid lidt når lysten melder sig…

Black Sabbath:

Dit medlemskab af metalhovedernes fællesfront bliver inddraget hvis du ikke oplever det her. Uanset om man er til Sabbath eller ej, så er metallens grand old men ikke noget man bliver siddende i Biergarten til. Det er pensum, det er kanon (med kultur foran), der er mødepligt.

King Diamond:

Glem alt om Volbeat som vores største musiske eksportvare. King Diamond har regeret enevældigt i hen ved 30 år og har en trofast fanskare både herhjemme og ude i den store verden. Han optrådte sidst på Copenhell i 2013 og nu er det endelig blevet tid til at hive LOTR referencerne frem: Kongen vender tilbage.

 

Tilføj kommentar