Årets Danske Håb 2022 - 1. pladsen

aadanskeh Årets danske håb

ÅRETS DANSKE HÅB 2022

1: GENOCIDE DOCTRINE - GENOCIDE DOCTRINE

Betyder størrelsen noget? Måske, måske ikke. Men når et band som Genocide Doctrine på årets ottende dag ikke skulle bruge mere end de 11 minutter, som deres debut-ep Genocide Doctrine varer, til at feje al modstand af banen, så hælder vi klart mod et nej. Ep’en var proppet med afskyelig nihilisme og fantastisk misantropi. Det er deathgrind, som vores anmelder mener: ”skriger langt væk af den simplistiske afsky fra Rotten Sound og Gadget. Men med et dundrende dødsmetalriff under armen og en bas, der knurrer som en Tiger-tank i tomgang, udvikler numrene sig til selvdestruktive stjernepsykopater, der kun har død, ødelæggelse og altudslettende krig i hovedet”. Så er man til den musikalske definition af kaos, så er Genocide Doctrine øverst på to-do listen. Trioen er i øjeblikket i studiet, og vi glæder os som små børn til jul til at se, hvad resultatet bliver.