DETEKTOREN
The Sword - Lille Vega - 29. august 2015
The Sword

The Sword

Lille Vega, København V

Officiel vurdering: 7/10

The Sword

Det var en skuffelse af de større, da undertegnede hørte nyeste album High Country fra amerikanske The Sword. Som man også kan læse andetsteds her på siden i anmeldelsen af omtalte skive, så er nyeste samling numre fra de ellers så habile stoner-rockere en kedelig, ensformig og alt for afdæmpet omgang retro-rock. Derfor skulle det blive en spændende aften i Lille Vega på august måneds sidste lækre lørdag. En sløj start - et brag af en slutning! Svenske Black Temple stod for aftenens opvarmning. De skal ikke anmeldes her, men jeg kan da roligt konstatere, at jeg glæder mig til at anmelde deres nyeste skive It All Ends her på siden i nærmeste fremtid. Men nok om dem.

Efter 40 minutters gedigen og hårdtslående hard rock var det blevet tid til at se aftenens hovednavn. “The Dreamthieves” og “High Country”, taget fra gruppens nyeste album, var numrene, der sparkede The Sword igang. Eller rettere, der var ikke ret meget der blev sparket igang, da det var et ualmindeligt tamt band, vi var vidner til de første tyve minutters tid. Om det var den ringe lyd på forsanger John D. Cronise, der hylede bandet ud af den, må stå hen i det uvisse, men det virkede som om, det kun var trommeslager Santiago Vela, der var bare en anelse tændt i modsætning til hans kollegaers arrogante ugidelighed. Primært bestående af bandets nye og mere afdæmpede numre var koncertens første halvdel en oplevelse med kun få højdepunkter og et temmelig stillestående band, men så skete der heldigvis noget. Publikum, der tålmodigt havde prøvet at fyre op under texanerne i ret så lang tid, kunne (endelig) bryde ud i jubel og vildskab, da bandet startede introen til "Dying Earth” fra deres forrige skive Apocryphon.

Langt om længe kom der gang i den, og det var som om energien og glæden fra publikum smittede bandet i en sådan grad, at de pludselig huskede, hvor fede de egentlig er på en scene. Kombineret med en setliste, der fra da af stort set kun indeholdt bandets ældre og mere hårdtslående musik, var resten af koncerten en ren fest og et sandt triumftog for The Sword, der pludselig havde genfundet spilleglæden. Lyden var også blevet fikset for længst, og da koncerten var slut efter formidable udgaver af “Suffer No Fools” og “Arrows in the Dark", havde man alligevel en fornemmelse af tilfredshed trods den tamme start.

7/10

Why So Serious?

Præcis som da jeg forfattede anmeldelsen af nyeste skive, High Country, stod jeg efter koncerten tilbage med ét stort spørgsmål: Hvorfor det store skifte til noget stille og rent frem for det gode gamle hårde og beskidte? Og derudover: Var det et bevidst træk fra bandets side at fyre alt det kedelige og ikke så publikumsvenlige af først og dermed bare få det overstået? Det er i hvert fald min opfattelse. Vi fik fed, fed tråd samt alle de potente riffs, som vi ved, The Sword er garanter for, men den sløje start trækker ned på karakteren. Jeg er en anelse flink og slynger syv kranier efter The Sword.

Tilføj kommentar