Foto: Morten Hermansen · Se flere billeder i galleriet

Sunn O)))

Konservatoriets koncertsal (Radiohuset), Frederiksberg

11. september 2023

• Headliner: Sunn O)))
• Support: Kali Malone

Støj, kirkeorgel og kedsomhed

Amerikanske Sunn O))), der fejrer 25-årsjubilæum her i 2023, er lige dele berømt og berygtet for at sprænge rammerne for, hvad metalgenren og måske ikke mindst dens tilhængere kan rumme. Inden vi fik lov til at se, hvilke dronede udgydelser amerikanerne havde forberedt til os denne gang, skulle Konservatoriets Koncertsal (det, der engang hed Radiohusets Koncertsal) varmes op af Kali Malone. Hun ville angiveligt fremføre sin komposition The Sacrificial Code på salens berømte koncertorgel. Det er et værk, der er så langt og ikke mindst langsomt, at det får death-doomerne i Bell Witch til at fremstå som et manisk grindcore-orkester. Inden Malone åbnede ballet i Koncertsalen, kunne man således godt være lidt nervøs for både længden og holdbarheden af aftenens første optræden.

Kali Malone

En times gabende kedsomhed

Den frygt blev desværre bekræftet efter forholdsvis kort tid (det føltes dog som en evighed). Vi fik ’kun’ en times uddrag af værket, der ellers varer næsten det dobbelte, men det var mere end rigeligt. Der var stille i salen som til en klassisk koncert, så det eneste, de fremmødte metalhoveder kunne høre, var de ekstremt langsomt udviklende strofer fra det store orgel. Jovist lød det smukt, lyden fra orgelet var til tider magisk, men der skete nærmest ingenting den time, opførelsen varede. Da Kali Malone fik selskab af en kollega foran orgelet, blev man grebet af et håb om noget spændende, men det håb blev hurtigt slukket, for de ekstra hænder og fødder blev ikke rigtigt brugt til noget. Der manglede i voldsom grad noget til at afbryde de ensformige klange, men det kom aldrig.
 

Der er jo en grund til, at klassiske værker normalt bygges op i forskellige satser som allegro, adagio og scherzo. Det format tager lytteren med på en musikalsk rejse fyldt med forskellige stemninger, afveksling og dynamik. Malone havde desværre ikke mod til at tage os længere end til et gennemført apatisk begravelsesoptog, der decideret skreg på noget variation. Det var som nævnt til tider både smukt og stemningsfyldt, men efter 10-15 minutter blev man fuldstændig følelsesløs. Jeg har hørt mere interessant orgelmusik i jyske forsamlingshuse.

2/10

Sunn 0)))

Jawaer eller troldmænd?

Det kunne derfor kun blive bedre, da de to kutteklædte medlemmer af Sunn 0))), Stephen O’Malley og Greg Anderson, indtog scenen foran deres imponerende væg af forstærkere. Om ikke andet ville det her blive højt! Kutteklædte, som de var, fremstod de mest af alt som to jawaer, der havde fundet en alt, alt for stor bong ude i Tatooines ørken. Med få, men voldsomme anslag på deres rørforstærkede guitarer svøbte de den gamle koncertsal i forvrængede lydbilleder. Der var som forventet ingen rytmik, ingen genkendelige sangstrukturer og absolut ingen faste holdepunkter. Godt, man i det mindste havde armlæn at klamre sig til, mens man krampagtigt forsøgte ikke at blive trukket med ned i dybet. Voldsomme lydskulpturer blev formet, mens det minimalistiske lysshow med masser af røg understregede det simple udtryk.

Efter godt 70 minutters ensformighed kom Kali Malone igen på scenen, kutteklædt selvfølgelig. Hun satte sig, langsomt, hen til orgelet, og så gav det hele pludselig en del mere menig. Det blev aftenens smukkeste moment, da den massive larm fra guitaren blev afløst af orgelets lette toner. Da guitarerne pludselig strømmede indover os igen, blev det desværre ikke til den smukke symbiose mellem guitarstøj og kirkeorgel, som man kunnet have håbet på, for orgelet druknede fuldstændigt i støjen. Og selvom det givetvis strider mod bandets formålsparagraffer, så ville lidt elektroniske beats nu have gjort underværker, som var det dungeon synth på guitar. Sådan skulle det ikke være, men måske er de to amerikanere alligevel mere troldmænd end jawaer. De havde i imponerende grad styr på den massive feedback, og det er en anden form for ekvilibrisme, end metalscenen normalt beundrer, men herfra kipper vi nu med kutten. Objektivt set skete der ikke mere i Sunn O)))’s sæt end til opvarmningen, men forskellen var blandt andet, at hovednavnets optræden, helt bogstaveligt, kunne mærkes fysisk. Det endte med at blive en vildt fascinerende oplevelse, selvom det ikke er noget, man behøver at opleve mere end en gang.

6/10

Sætliste

Sætliste? Tager I pis på mig?