Suffocation og Cattle Decapitation - Pumpehuset - 22. marts 2016
Tyrants

Suffocation og Cattle Decapitation

Pumpehuset, København V

Godt du kom, tak for i aften!

Når man for en gangs skyld ikke indfinder sig på spillestedet det øjeblik dørene går op, er det selvfølgelig den aften der er to uannoncerede bands på plakaten. Det betød desværre jeg trådte ind i Pumpehuset det øjeblik forsangeren fra det første band råbte farvel og tak.. Men så kunne det da i det mindste ikke blive værre og til en forandring, blev koncerten afholdt i Pumpehusets store sal, så det var da et lille plaster på såret.
Man kan naturligvis ikke skrive en anmeldelse af et band man ikke har set, men jeg må tilstå jeg ikke føler jeg gik glip af så meget, i det jeg tidligere har anmeldt deres musik til en ikke helt god karakter. Jeg fik da også bekræftet min mistanke om en sløj omgang, da stort set alle jeg talte med, uafhængigt af hinanden bekræftede det jeg selv havde brokket mig over da jeg anmeldte deres seneste plade: vokalen var for ensformig. Men jeg skal ikke være hende der løber med (mere) sladder og hvis vi skal være helt ærlige, så havde ingen løftet et øjenbryn hvis de havde aflyst, for Infernal Tenebra som de kalder sig, er fra Kroatien og det faktum de stadig stiller op og spiller en koncert samme dag som en tragedie udspillede sig i deres hjemlands hovedstad, siger alting om deres dedikation og Deres udsendte anmelder er simpelthen for blødsøden til at stå for den slags.

(Disclaimer: Aftenens fotograf måtte desværre melde afbud i sidste øjeblik, os på redaktionen beklager meget.)

Exuviated (support)

Mørkeleg i Pumpehuset

Det næste band, Exuviated, fra Belgien men havde ikke meget at sige om tirsdagens hændelser. De var her for at spille musik, ikke for at snakke politik og musik blev der sateme også spillet. Som der er ved at være tradition for, var lyden helt ad helvede til, den var ofte skinger og så sejlede den frem og tilbage; først gik det ud over vokalen, så guitaren, så vokalen igen, men det afholdt dem ikke fra at spille god og solid dødsmetal. De var engagerede og formåede at ruske lidt op i et halvsløjt publikum ved at inddrage dem til fællesklap og taktfast skrålen og selvom de fremmødte stod lidt spredt, var der god stemning. Den bredte sig også op til scenen, for da lysmesteren faldt i søvn på sluk-for-det-hele-knappen i begyndelsen af bandets sidste nummer, tog de det i stiv arm og startede forfra med store brede smil. Det eneste jeg kan sætte en finger på der er tilskrevet deres egne mangler, er følelsen af de mistede pusten til sidst og ikke kunne følge med hinanden. Der blev misset et par takter her og der og jeg tænker de måske skulle holde sig til mere mid-tempo metal a la Amon Amarth, end det lidt mere hektiske og black inspirerede nummer de sluttede et ellers godt show af med.

7/10

Abiotic (support)

Gi’ den bas!

Næste levende billede var jeg dog lidt mere forberedt på, de Florida baserede Abiotic som jeg i første omgang følte var en smule malplacerede rent genremæssigt, et deathcore band på en old school dødsmetal bill? Det havde jeg dog ikke behøvet at spekulere så meget over, for fra første færd, var jeg overbevist. Vokalen sad lige i skabet og dear lord hvor jeg forelskede mig i bassen. Den var klar og tydelig og var ikke bare henvist til at lægge den uundværlige bund, næ nej. Den var hevet frem i rampelyset og instrueret i at gøre sit bedste – hvad den gjorde. Ca. halvvejs kastede bandet sig ud i et nummer der lod Alex Vazquez brillere med den mest gakkede og hæmningsløse basgang på denne side af Primus, der med sin næsten atonale og djentede lyd, tilføjede deres allerede teknisk overlegne take på genren, en ekstra dimension.

Progressivt kaos

Lyden var blevet en smule bedre, men desværre ikke nok til at forhindre Travis’ vokal i her og der at drukne i en guitar der paradoksalt nok også til tider var vanskelig at høre ordentligt. Ydermere måtte alle finde sig i at hans stemme nærmest forsvandt når han gik op i et højere pitch og det er fandme ærgerligt, for det mestrer han også til UG.
Der var mange flere mennesker nu og der blev også tid til lidt småsnak omkring terrorangrebet og bandet hyldede deres tour makkere for at stille op på trods af, måske oven i købet i trods. Der var et par skønhedsfejl her og der og hen imod slutningen synes jeg det blev lidt for kaotisk, på trods af deres ellers stilsikre og håndfaste take på den progressive deathcore.

We need to talk

Det blev dog ikke det sidste jeg så til dem, for efter de havde takket af og snoet salen om deres kollektive lillefinger, rendte jeg ind i Travis i foyeren og selvom jeg endnu ikke ved hvem der charmede sig ind på hvem, fik jeg lov til at interviewe ham mens vi ventede på Suffocation, resultatet af det lille impromptu rendezvous kan du læse om længere nede.

8/10

Cattle Decapitation

Shit der er smæk på!

Jeg tager altid noter undervejs når jeg skal anmelde en koncert og forsøger dernæst at få mine kragetæer til at give mening og efter at have gennemgået tirsdagens skriblerier, står én ting klart. Cattle Decapitation tog mig i kraven og ruskede mig til der kun var korte og usammenhængende sætninger tilbage. Jeg citerer i flæng: ”SHIT DER ER SMÆK PÅ!” og ”KÆFT HAN KAN SKRIGE!” for ikke at glemme ”Strobo og død. What’s there not to like!?” Fra første færd dominerede den californiske kvartet alle fremmødte og der var sateme mange lige pludselig. Der var fyret godt op under publikum og begejstringen var til at tage og føle på, da aftenens anden Travis pludselig udbrød ”Would you believe it if I said you’re the best?” Svaret var et rungende BWAAAAAAH for selvom Pumpehuset var sidste stop på touren, var der ingen træthed at spore fra scenen, tværtimod virkede det som om glæden fra deres fans ansporede ensemblet til at give den endnu mere gas.

God lyd, god metal, god stemning

Lydmanden var i mellemtiden kommet til sig selv igen og der var pludselig hul igennem til deres helt igennem brutale musik. Jeg var overrasket over hvor godt det lød og det var en fornøjelse at opleve Travis’ onde stemme brage så klart igennem. Deres musik var en skønherlig blanding af old school og den mere tekniske død, ofte i samme nummer og jeg troede næsten ikke mine egne ører da der lige pludselig blev smidt lidt black ind i mixet. Jeg er mest fan af deres nyere musik, deres nyeste album kan jeg næsten ikke få armene ned over og efter at have oplevet dem live, kan jeg godt forstå hvorfor nogle mennesker vægrer sig ved metal, for det her er sateme en acquired taste, men det smager mig og jeg var ikke den eneste der havde en fest med deres musik, stort set alle jeg talte med den aften, var rørende enige om at det var en vellykket koncert.

9/10

Suffocation

Alfahannen brøler

Aftenens sidste navn var Suffocation, med Ricky Myers på vokal. Min første tanke var han lignede en blanding af Charles Manson og Rob Zombie og med den ledeste vokal i huset den aften, kan man godt forledes til at tro der blev kanaliseret lidt ondskab igennem ham. Der var absolut den bedste lyd man kan forestille sig, det er næsten som om det kun er når der bliver spillet dødsmetal at akustikken samarbejder med udstyret, for der var ingen slinger i valsen da det kom til at få det hele ud over scenekanten. Det er et top professionelt band vi fik besøg af, de spillede knivskarpt og hr. Meyers havde tilpas meget overskud til at tage sig af de tilbedende skarer der var klumpet sammen oppe foran scenekanten, der blev delt high fives ud til dem der ikke kylede sig selv og hinanden rundt i en moshpit der mest af alt lignede et kæmpe gruppekram – dog var der én uheldig ungersvend der, bogstaveligt talt, kastede sig ud i et forfejlet stagedive, men man må formode han slap nådigt fra det, for bandet spillede lystigt videre uden at misse et enkelt anslag.

Super, mere super, Suffocation

Festen var for alvor brudt ud nu, alle var opslugt af musikken og alt efter publikums reaktioner at dømme, var der ikke meget Suffocation kunne have gjort forkert. Der var ikke så meget snak fra scenen, mest en anerkendelse af at de fremmødtes begejstring faldt i god jord hos de optrædende. Jeg måtte efterhånden erkende der ikke var meget at skrive om her til sidst, for jo bedre det går, jo mindre er der at sige. Jeg måtte overgive mig betingelsesløst til deres fantastisk brutale metal der var knivskarpt fremført og uden at blinke, lagde de deres store næver om halsen på os og klemte til, så alle måtte hvæse onkel og slæbe deres trætte kroppe ud i den kolde forårsnat.

9/10

Interview med Travis Bartosek

Mens vi ventede på Suffocation, satte jeg mig ned med Abiotics Travis Bartosek til en bette snak om turisme, forskelle på fans og hvordan det er at være en fyr fra Californien der spiller i et band fra Florida. Som han i øvrigt synes er et forfærdeligt sted, på trods af de musikalske klenodier der opstod i den fugtige luft, men det har jeg lovet ikke at komme for meget ind på.

Er det første gang du er i Danmark?
Det er åbenbart et ømt punkt jeg rammer, for han ser pludselig helt hjemves ramt ud, han fortæller mig det er første gang han er i Europa og er intet mindre end 8000 km hjemmefra, men vi bliver ret hurtigt enige om det vist nok kan klassificeres som first world problems, at få lov til at rejse ud i verden og spille musik for folk.

Hvordan oplever du forskel på amerikanske og europæiske crowds?
Han ser tænksom ud et øjeblik og forklarer mig dernæst at amerikanske fans kommer op til en bagefter og roser en, en udtalelse der bliver fulgt til dørs med en stemmeføring der kunne gøre Pablo Fransisco grøn af misundelse, hvor os europæere er mere ærlige. I Europa er folk mere.. ”ja, du var okay.” Og så giver de feedback så du ved hvad du kan gøre bedre næste gang. Det er en smule grænseoverskridende, men cool nok. Og så er amerikanske fans er mere med på at give den gas, hvor europæiske fans er mere observerende, noget jeg må forklare ham som regel går over når vi har fået et par genstande indenbords, noget der gør sig gældende for størstedelen af danske publikummer.

Får du mange dumme spørgsmål?
”Ja, jeg er amerikaner, jeg får ikke andet.” Men ikke når det er musikrelateret, så slipper han. Han sidder og kigger lidt ud i luften og konstaterer så ”There are no stupid questions” hvortil jeg kun kan citere South Park: ”only stupid people”, noget han erklærer sig enig i med et rungende ”exactly!”.

Har i nogen planer om at komme tilbage til Danmark?
Til det svarer han bekræftende og fortæller mig det ikke nødvendigvis kun bliver på tour, men i ligeså høj grad som turist, for han synes her er meget smukt. Adspurgt om hvor længe han har været her, kigger han på sit ur og pruster teatralsk og informerer mig om der er gået ca. 14 timer siden han ankom til København. Jeg føler jeg må slå et slag for vores bette kongedømme og informerer ham om at selvom vi er små, kan man ikke se det hele på 14 timer. Men da jeg borer lidt i det, kan han fortælle mig han nu alligevel har set de vigtigste ting når man nu er her for at se sig omkring. Han har gået næsten 20 km, set Den Lille Havfrue, gloet på kirker og naturligvis rundet Christiania, så han er dækket godt ind, set fra et turistet synspunkt.

Tiden var ved at rinde ud da vi stadig manglede at se Suffocation, så jeg blev simpelthen nødt til at spørge ind til hvordan det er, når man nu er fra Florida, at skulle leve op til de standarder der nu en gang er sat af de forgængere man uvægerligt sammenlignet med og holdt op mod. Med en fast stemme der gjorde hvad den kunne for ikke at lyde dødeligt såret, måtte Travis informere mig om han i hvert fald ikke var fra Florida, men Californien – noget der absolut var med til at give ham følelsen af han havde noget at leve op til. Men heldigvis for ham og resten af bandet, har de ikke oplevet at blive mødt med indstillingen om at de ikke var godkendt fordi de ikke lyder som Death. Tværtimod er det oftere omvendt; netop fordi de er fra Florida, er de automatisk godkendt da både Cannibal og Death kommer fra de kanter. Som han selv udtrykker det, rider de videre på den nye bølge af dødsmetal og har derved mulighed for selv at sætte sit præg på musikscenen. Med kun få minutter tilbage før Suffocation gik på, var der kun én ting tilbage at tilføje fra Travis’ side: Et kærligt blblblblblbl til de danske fans.

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 53

Feeed koncert

Stort set enig i din opfattelse af koncerten. Jeg fik heller ikke set første band og kun et par numre af Exuviated, men jeg havde ikke opfattelsen af, at jeg gik glip af det store. Abiotic var OK og en positiv overraskelse.

Cattle Decapitation var sindssygt fede. God lyd, super performances, og virkelig ekstrem musik. Det mindede mig lidt om første gang jeg så Fear Factory, da de supporterede Cannibal Corpse på Tomb of the Mutilated turneen. Samme uforudsigelighed og vilde energi på scenen. Ingen tvivl om, at jeg skal se dem igen.

Suffocation leverede som sædvanlig et knusende brutalt og max tight show. De er bare kongerne af brutal og teknisk velspillet death metal. Det er ikke altid deres skiver kan holde min koncentration fanget hele vejen igennem, men live slår de ihjel.

Tilføj kommentar