Julia Nikiforova / JN Lightning Photography
Julia Nikiforova / JN Lightning Photography · Se flere billeder i galleriet

Solbrud

Ungdomshuset, København NV

Det Sidste Sæt

Hvis man skal pege på bare én faktor bag den revival, som black metallen har oplevet i Danmark de sidste 5-10 år, må det være københavnske Solbrud. Der er selvfølgelig andre aktive grupper, der har holdt fanen højt for den sorte metal i længere tid, men Solbruds debut i 2012 satte en bevægelse i gang, som de senere år har leveret mængder af nye unge bands, der landet over giver deres bud på både moderne og old-school black metal. Så da Ole Luk for nogle måneder siden annoncerede sin afgang fra Solbrud for at koncentrere sig om sine andre projekter, var der nok nogle, der frygtede, at den bevægelse nu ville sygne hen. Efter weekendens Farewell To Ole-koncert i Ungdomshuset i København – der hvor det hele startede, og hvor Solbruds første inkarnation nu skulle afsluttes – kan Heavymetal.dks udsendte berette, at der er flere ting, som tyder på, at den frygt er overdrevet.

Glemsel

Julia Nikiforova / JN Lightning Photography

Den første årsag er, ganske passende, et af de bands, som Solbrud har været med til at inspirere, nemlig bysbørnene fra Glemsel, som havde fået det store privilegie at være support for Solbrud denne specielle aften. Som på sidste måneds Vendetta Fest er det nok rettidig omhu at gøre opmærksom på, at der eksisterer lidt familiære bånd mellem et Glemsel-medlem og denne skribent. Men vi prøver at holde os til en nogenlunde objektiv beskrivelse af, hvad der foregik, og hvordan Ungdomshuset tog imod det.

Det var hurtigt ret tydeligt, at dette var sidste stop på en lille nordisk turne, hvor Glemsel i den forgangne uge havde optrådt i Oslo, Göteborg, Stockholm og Aarhus. Det var nemlig et på en gang tight og overskudsagtigt band, der leverede sange primært fra deres aktuelle album Forfader, hvor atmosfære og aggression deles ud med både lige og rund hånd. Samtidig var der allerede godt fyldt op i salen – os der stod helt tilbage ved lydmandens pult (altid træfsikre Lasse Ballade i øvrigt), havde i hvert fald ikke meget plads. Med andre ord: Nyere bands på scenen kan også trække folk til! Og da de på én gang opløftende og melankolske toner til ”Ansigterne” løb ud, var det til stor anerkendelse fra Ungdomshusets tilskuere.

8/10

Solbrud

Julia Nikiforova / JN Lightning Photography

Nogle gange bliver koncerter til begivenheder, der er større end ’bare’ det, der lige foregår på scenen, og sådan en aften blev det her. Solbrud var klar, publikum var klar, og rammerne (læs: Ungdomshuset) var, i alt deres skramlede, uorganiserede og beskidte herlighed, perfekte. Så pyt med, at der var mere end propfyldt i salen, at køen til baren til tider var alenlang, at der ikke var servering i gården, og at den, der var ansvarlig for lyset i salen, vist gik tidligt hjem (det vender vi tilbage til i næste afsnit). Det gjorde alt sammen ingenting, for folk var kommet for at hylde den danske black-scenes konger, og samtidig tage afsked med Solbrud med et brag.

Et brag var så præcis, hvad vi fik, da Solbrud åbnede med mægtige ”Bortgang” fra debutalbummet, og vi blev druknet i stroboskoplys, så snart Troels bag gryderne satte fut i stortrommernes dobbeltpedaler. Efter ”Sortedøden” udbrød Ole oppe fra scenen: ’Er lysmanden faldet i søvn?’, og det var bestemt en oplagt tanke. For efter at have fungeret glimrende under ”Bortgang” og hele Glemsels sæt faktisk, var lysshowet pludselig nærmest ikke eksisterende. Men det var så også reelt det eneste minus under Solbrud’s sidste sæt med Ole Luk.

Den smukke ”Forfald” fra Vemod var for mig et af højdepunkterne, men det hele kulminerede på de to ekstranumre, ”Dødemandsbjerget” og ”Besat af Mørke”. Solbrud gav alt, hvad de havde, og fik ligeså meget tilbage fra et taknemmeligt publikum. Ikke uden en vis portion vemod fornemmede man, takkede Ole Luk til sidst for opbakningen. Det var ikke bare henvendt til salen, men også, tror jeg, til Tobias, Troels og Adrian. Samtidig gav han et fint shoutout til Solbruds nye forsanger, David Hernan. En æra er slut, men en ny kan hermed begynde.

Det her blev en af de aftener man vil huske længe.

10/10

All pictures by Julia Nikiforova / JN Lightning Photography

Sætlister

Solbrud

Bortgang

Sortedøden

Øde Lagt

Forfald

Klippemennesket

Afbed

Dødemandsbjerget

Besat af Mørke

 

Glemsel

Arv (bånd)

Savn

Det Gamle Må Vige

Brændt Levende

Ansigterne