Fotos: Andreas Petersen/HMD Marketing · Se flere billeder i galleriet
ÆGTE Black Friday!
Det har jo lige været Thanksgiving, så lad os starte med at takke og rose vores allesammens ellers ofte meget udskældte DR for at lægge hus til to af de hotteste navne inden for dansk black metal lige nu: Solbrud og Orm. Og så endda på en Black Friday – hvad kunne være mere passende? Til Heavymetal.dk’s Night Of The Black Attack 2.0 på Forbrændingen i Albertslund i lørdags beviste begge grupper, at få black-bands gør det bedre end de to lige nu – ikke bare i Danmark, men også internationalt. Så højt er niveauet faktisk. Fredag aften spillede de to grupper så i forbindelse med deres ’Blōtmōnaþ Tour MMXVII’ i DR Byen, og vi tog turen til Amager og DR Koncerthusets mørke og intime Studie 3 for at se, om de to bands kunne leve op til deres magtdemonstrationer i lørdags. Og lad det være sagt med det samme, at det kunne de, men lokaliteterne kunne desværre ikke. Det vender vi tilbage til.
Blōtmōnaþ er i øvrigt et gammelt angelsaksisk ord for november, som i de hedenske tider var den måned, hvor man ofrede til guderne, groft sagt altså ’blodmåned’. Det passer meget fint med de temaer, begge bands beskæftiger sig med på deres respektive albumudgivelser her i 2017. Det er altså ikke, som i traditionel black, Satan og ondskab, vi hylder i selskab med Orm og Solbrud; det er snarere en tilbagevenden til gamle nordiske værdier og et mere naturalistisk verdensbillede. En verden, hvor menneskeheden lever i pagt med naturen og ikke driver rovdrift på den. Det er, som om begge grupper søger mod et nærvær med ur-naturen og vores vikingefortid, som 1.000 års kristendom trods alt ikke har kunnet udviske helt.
Orm og Solbrud gør det på hver deres måde, men det er fedt at se, at danske bands er med til at udvide de lidt snævre grænser for, hvad der traditionelt har været acceptabelt inden for black metal – både musikalsk og tematisk.
Orm
Orm gik på scenen til en lækker akustisk intro taget fra deres debutalbum, og så tordnede de ellers i gang med ”Blood of Your Blood” og den intense og yderst effektive dobbeltvokal fra de to guitarister, Theis Wilmer Poulsen og Simon Sonne Andersen. Desværre var der overraskende store problemer med lyden i DR’s Studie 3. Trommerne havde i de mere voldsomme passager en tendens til fuldstændigt at overdøve guitarerne, og det blev ikke bedre undervejs i sættet. Man savnede den fede lyd fra Forbrændingen og undrede sig over, at DR’s lydfolk og et moderne studie ikke kunne gøre det bedre. Klar til black metal for fuld skrue var de i hvert fald ikke. Måske de fremover skulle bruge Lasse Ballade fra Ballade Studios, der stod for den fede lyd på Forbrændingen i sidste weekend.
Lydproblemerne satte dog ikke en dæmper på Orms performance, der igen sad lige i skabet. De fleste af deres sange har både traditionelle black-elementer med blast beats, og hvad der ellers hører til, men der er også masser af doom- og groove-passager, som publikum med det samme reagerede positivt på. Det fungerede bare rigtigt godt. Ligesom på Forbrændingen spillede de også en ny sang – så ny, at den endnu ikke har fået en titel – og den lyder lidt mere proggy og visse steder lidt Mastodon-agtig. Det bliver på den baggrund spændende at se, hvad Orm har i vente til os på det næste album, der forhåbentlig udkommer engang mod slutningen af 2018.
Det er egentligt vanskeligt at fremhæve højdepunkter fra et virkeligt stærkt sæt, men især de to bedste skæringer fra debuten, ”Apotheosis” og afslutningsnummeret ”Temple of the Deaf”, sad lige i skabet.
Lydproblemerne og et lidt mindre motiveret publikum end på Forbrændingen gør, at vi ikke kommer helt op at ringe igen, men denne optræden fra bandet cementerede, at Orm er årets danske band for denne anmelder. Et fromt ønske kunne dog være, at de engang vil tage det pigekor, der fungerer så suverænt på deres debutalbum, med på scenen. Det ville være episk!
Solbrud
Efter en kort pause var det Solbruds tur. Black metal-genren generelt handler som bekendt sjældent om overfladiske ting som individuel lir og ”star quality”, og dette er endnu mere udtalt hos Solbrud. Når Solbrud spiller, træder individerne i baggrunden, og musikerne bliver nærmest selv til anonyme instrumenter for det intense og fuldstændigt kompromisløse udtryk. Her handler det om at synke ind i musikken. Verden omkring os forsvinder, og vi glemmer os selv, når vi træder ind i Solbruds ubønhørlige mur af afmagt og weltschmerz. Det er en imponerende bedrift, at Solbrud på én gang formår både at være så voldsomme og så inderlige.
Det fungerer måske ikke så godt live som på plade for Solbrud, men til gengæld var lyden blevet lidt bedre end under Orms sæt. Sætlisten var heller ikke helt så skarp som til Night Of The Black Attack 2.0 i lørdags, men især de to sange ”Forfald” og ”Besat af Mørke” fra én af dette års bedste metaludgivelser, Vemod, fungerede rigtigt godt. Derudover var ”Klippemennesket” fra Jærtegn igen både intens og gigantisk.
Den lange afslutning på ”Besat af Mørke”, hvor Solbrud jo bruger noget så banalt som en guitarsolo til at forstærke det sørgmodige udtryk, var præcis ligesom på pladen: fantastisk smuk, og den kunne være et spændende fingerpeg om, hvor Solbrud er på vej hen fremover.
Lidt mere malurt i bægeret skal der dog, og igen er det ikke bandets skyld. Lyden var som sagt forbedret under Solbruds sæt, men til gengæld fungerede scenen og belysningen overhovedet ikke. Man savnede for det første den stemningsfulde kombination af røg og vind fra Forbrændingen. For det andet var belysningen temmelig tam, og de underlige lyspaneler, som er en del af Studie 3’s interiør, virkede noget malplacerede. Et spændende eksperiment, men der skal ske en del forbedringer, hvis DR’s koncertsal skal fungere som et rigtigt black metal-sted.
Alt i alt vil denne anmelder dog vove den påstand, at Solbrud er den mest stemningsfulde musik, du kan opdrive på den danske rockscene i disse år. Hvis du er hurtig, kan du nå at se dem sammen med Orm og Shamash i aften på Elværket i Helsingør.
Det spillede de:
Orm:
Blood of Your blood
Serpent Mother
Ancient Echoes
Apotheosis
Ny sang - ingen titel
Temple of the Deaf
Solbrud:
Bortgang
Klippemennesket
Forfald
Besat af Mørke
Dødemandsbjerget
Kommentarer (1)
Kristian Kimer
Helt enig
Helt enig. Fantastiske koncerter på et dårligt venue - til blackmetal i hvert fald. Lyserødt lys? Come on. Men begge bands spiller afsindig godt, musikken er stemningsmættet til kogepunktet, og niveauet ér internationalt. Måske man næsten kan begynde at tale om en 3. bølge af blackmetal? Med udgangspunkt i lille DK. Det plejer jo at være "brødrene" i enten Sverige eller Norge, der sætter bølger i gang, så måske det er på tide? En bølge, hvor man befriende nok ikke behøves at bede til Satan og tage krigsmaske på for at være med, men hvor man bare kan nyde musikken for det fantastiske tæppe af lyd det er. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre mere fra både Orm og Solbrud.
KK