DETEKTOREN

Mindmare og Raunchy

Posten, Odense C

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se Raunchy denne aften, hvor jeg havde fået lokket en større flok venner med. Vi indfinder os i baren for at nyde en øl, inden aftenens første band, Mindmare, går på scenen.

Jeg havde forventet, at første band ville gå på præcis klokken 21, sådan som det plejer at foregå på Rytmeposten, men ikke i aften. Klokken sniger sig hen over halv ti, inden Mindmare indfinder sig på scenen og skyder aftenen i gang.

Under normale omstændigheder står Ricky Kærsner for lyden ved metalarrangementer, men uheldigvis er kloning endnu ikke så udbredt, at han kan befinde sig to steder på en gang. Det betyder, at lyden denne aften var ret dårlig, da Ricky selv stod på scenen med Mindmare. Som min gode ven og trofaste koncertkammerat Benjamin sagde, føltes lyden som "dengang ens mor surt vækkede en for at have sovet for længe. Lyden er forvrænget og tåget, men man kan mærke, at der ligger et vredesudbrud gemt i al støjen".

Da Mindmare endelig går på scenen får jeg et chok! Mindmares forsanger er enormt stor, ja, nærmest en kæmpe, der når han breder sine arme ud, ligner en, der kunne finde på at æde os alle. Mindmare leverede et godt set af fede numre, men grundet den dårlige lyd, var jeg ikke synderligt imponeret over Mindmare, da mange af elementerne i musikken forsvandt. Et vigtigt begreb som dynamik var komplet fraværende under Mindmares set, og gjorde det meget svært at høre om der rent faktisk befandt sig variation mellem deres ellers ekstremt hårde numre.

Mindmares musik er vel bedst beskrevet som røvsparkende heavy metal, med enkelte 2 Ton Predator-lignende passager, hvilket giver musikken et godt kick. Det lod dog ikke til, at Mindmares forsanger havde opfattet dette kick, for der var ikke et eneste tidspunkt, hvor det lykkedes denne gigant at headbange i takt til trommernes destruering af skind og metal.

Jeg begynder hurtigt at savne en solo fra Mindmares to yderst talentfulde guitarister og frygter, at det aldrig vil komme. Vi skal helt frem til tredje nummer på deres set-list, før der sker noget, men det skal dog siges, at de efterfølgende soloer var værd at vente på. Fucking sprøde soloer, hvor de to guitarister formår at komplementere hinanden og overtage en solo med stil og klasse.

Selvom jeg vil lade tvivlen komme Mindmare til gode i forbindelse med spørgsmålet om dynamik og lignende, skal det dog nævnes, at jeg ikke følte en ægte energi komme fra bandet. Deres sceneoptræden virkede på en måde en smule akavet, som om de ikke følte sig godt tilpas. Hvad det var, der præcist manglede, kan jeg ikke sætte en finger på, men det virker på mig som om, at Mindmare leder efter noget. Derimod sparkede de så meget røv med deres sidste nummer, thumbs up til Mindmare!

Efter Mindmares sidste nummer begynder tiden at gå langsomt. Jeg var meget spændt på Raunchys optræden og havde forinden koncerten fået at vide, at jeg ikke skulle glæde mig til Raunchy, for de stank live. Det skulle efter lang tids venten hurtigt vise sig at være en stor, fed løgn! Allerede 15 sekunder inde i deres set-list formår Raunchy at få mig til at kaste min spinkle krop ind blandt folkemængden og placere mig helt oppe i fronten.

Jeg kunne sikkert blive ved med at skrive om Raunchy og rose dem til skyerne, for deres koncert var rigtig, rigtig fed. Hvis jeg skulle have givet dem en karakter, ville den klart være 100 % metal! Raunchy lagde ud med en god intro og fik i løbet af deres set sneget nye såvel som gamle numre ind, deriblandt klassikere og numre fra deres kommende plade "Death Pop Romance" (som udkommer 20. februar 2006 gennem Lifeforce Records).

Groove, flow, dynamik, samspil, harmoni, melodi, alt dette er Raunchy indbegrebet af. De er uden tvivl talentfulde og så har de bare attituden med på scenen. Der leveres finger-shredding soloer, stille passager til dynamisk underbygning og en energi uden sidestykke. Forsanger, Kasper Thomsen, behøver ikke en gang sige noget til publikum for at få folket til kaste sig frem mod scenen og tilegne sig en øm nakke. Hans karisma er så utroligt, at han bare skal være der på scenen og giv sig fuldt ud sammen med resten af bandet.

Jeg bliver nødt til at rose Jeppe Christensen (keyboard) for hans formidable korsang. Han komplementerer Kasper til fulde og de giver tilsammen et fedt udtryk på sangsiden. Der er ganske enkelt intet negativt at sige om Raunchy. På trods af den dårlige lyd formåede de alligevel at få detaljerne og helhedsudtrykket med ud over scenekanten. Efter koncerten kom der også en strøm af mennesker hen til Kasper og sagde, at det var en fed koncert. Man kunne tydeligt høre, at Raunchy havde leveret varen og man kunne også fornemme en grufuld dunst af sved i luften, som resultatet af bandets såvel som publikums hårde anstrengelser.

Før denne aften var jeg bekendt med Raunchys musik og jeg har siden første gang jeg hørte dem, syntes, at de lavede noget fed musik, men denne aften fik de sig en ny fan. Jeg kan slet ikke vente til deres nye skive kommer. Tusind tak for en fed aften!

Tilføj kommentar