Hva’ fa’en…
Min fars første reaktion, da han hørte, at Primus kom på Northside, var meget passende: ”Fedt, man! Men hvad fanden skal de på Northside?” Det spørgsmål tror jeg også, store dele af publikum stillede sig selv. Der var i hvert fald ikke ret mange, som tog turen over til den blå scene, da klokken slog 16.30. Det kunne også være, at det massive regnvejr og det tidlige tidspunkt på en fredag spillede ind, men en stor del af publikum på pladsen vendte altså bare ryggen til. De fyrer, der stod på scenen var sgu for underlige. Hvis man så tænkte, at Primus ville tilpasse deres optræden til denne mainstream-festival, ja, så kender man altså ikke Primus.
Der blev ikke fedtet for publikum
Bandet lagde ud med deres efterhånden faste åbningsnummer ”Those Damn Blue-Collar Tweekers”, og her fik vi allerede en smagsprøve på, hvad vi havde i vente den næste time. To minutters bassolo, og så var vi ellers i gang. De var en underlig størrelse at se på, som de stod der. Guitaristen Larry LaLonde var meget mainstream klædt, og han kunne nemt have passet ind i et modeshow. Trommeslageren Tim Alexander var derimod iklædt smækbukser, kasket og solbriller, som en vaskeægte redneck, og så var der Mr. Claypool himself, iført sin sædvanlige bowlerhat og fancy jakke. Ved første blik skulle man tro, at de ikke havde koordineret deres tøjvalg, men det var snarere et udtryk for, at ingen regler gælder her. Præcis ligesom i Primus' musik. Vi fik derefter ”Wynona’s Big Brown Beaver” og tilhørende forklaring fra Les Claypool om, at nummeret i virkeligheden handler om Donald Trump. Selvfølgelig sagt med et glimt i øjet. Vi fik også ”Southbound Pachyderm” med elefanten, der hopper på trampolin, på skærmen i baggrunden. At beskrive hvad der skete på denne skærm igennem en Primus-koncert, er ganske enkelt en umulig opgave. Og selv hvis det lykkedes, ville modtageren næppe tro et ord. Sært skal det være.
Vi fik mere lir på bassen, denne gang med ryggen til publikum, og bandet havde tydeligvis ikke travlt med at fyre en masse numre af på kort tid. Faktisk fik vi kun ni numre på 60 minutter, da der var så meget jam og solo-lir fra Les Claypool og Larry LaLonde, og det var egentlig også helt okay. Det ville være underligt med andet fra Primus, men det sætter altså ikke gang i en fest foran sådan et hipsterpublikum i regnvejr.
Så lad gå
Primus har varieret deres sætliste meget på deres turné, så man kunne frygte, at de ville undlade nogle af de helt store hits, men vi fik trods alt ”Mr. Krinkle”, ”Too Many Puppies”, ”My Name Is Mud” og ”Jerry Was a Race Car Driver” til sidst, og så var der dømt hoppefest oppe foran. Primus leverede varen denne våde fredag eftermiddag. De var så afgjort malplacerede på denne festival, men det forhindrede dem ikke at spille en rigtig fin koncert med et fantastisk teknisk niveau. Det blev dog aldrig den helt store fest. Til dét var publikum ganske enkelt for uindviede og Primus for kompromisløse.
Sætliste
- Those Damn Blue-Collar Tweekers
- Wynona’s Big Brown Beaver
- Last Salmon Man
- Groundhound Dog’s
- Southbound Pachyderm
- Mr. Krinkle
- My Name is Mud
- Too Many Puppies
- Jerry Was a Race Car Driver