Origin - 1000Fryd - 7. august 2018
Photos by Emilie Dybdal

Origin

1000Fryd, Aalborg

1000Fryd frygter ikke døden. Denne aften havde de inviteret amerikanske Origin og deres tunge teknikaliteter indenfor. Bandet har gang i en større verdensturné, hvor blandt andre The Black Dahlia Murder og Misery Index er med på udvalgte datoer. Desværre fik Danmark ingen af disse navne, men i stedet dukkede Chronicle op i Aalborg – og det er da heller ikke så ringe!

Chronicle

Chronicle

Med en forsinkelse på cirka 10 minutter trådte jyske Chronicle på scenen. Bandet har efterhånden spillet Nordjylland tyndt, og det er da også synligt, at de så småt har etableret sig en reel fanbase. Flere af de fremmødte bar bandets T-shirts, og en række af folk ventede foran scenekanten. Showet blev skudt i gang med ”Taxidermic Divinity”, og kvartetten udviste fra start en rigtig god energi. Det var tydeligt, at drengene havde glædet sig til at varme op for selveste Origin – og det kan man sagtens forstå! Desværre smittede energien ikke af på publikum, der under de første to numre var ganske stillestående. Da vi nåede ”The Law of Retribution”, begyndte folk dog at få varmen, og hovederne vippede løs. Kort efter så vi også aftenens første moshpit.

Trods startvanskeligheder leverede jyderne en rigtig fin indsats. Der blev talt til publikum, liret et par smarte kommentarer af og spillet ret solidt. Vokalen var sommetider en anelse besværet, men især guitar- og basarbejde var en fornøjelse at overvære. Guitarist Sebastian Skousgaard har en temmelig tilbagetrukken plads på scenen, men for dælen da, nogle lækre leads og soloer han fyrer af. Mere af det, tak!

Efter cirka 50 minutter fik vi sidste nummer ”Derelict”, men publikum ville have mere. Folket råbte ”ekstranummer”, men bandet måtte skuffe: ”Beklager, vi kan ikke spille længere!”. Med de ord kunne publikum gå til pause og se frem til aftenens hovednavn: Origin.

7/10

Origin

Origin

Klokken nærmede sig 22, og folk stimlede sammen foran scenen. Den ikoniske cigarkasse, vi kalder 1000Fryd, var godt fyldt, og temperaturen nåede faretruende højder. For pokker, det var varmt!

Uden nogen form for varsel satte Origin gang i deres båndede intro, og helvede brød løs. Væggene nærmest rystede af de tunge toner, og publikum stak næverne i vejret. Men hov, der manglede noget. Bassist Mike Flores var ikke til stede, da han – ifølge frontmand Jason Keyser – var blevet væk sammen med flybagagen. Dette var virkeligt ærgerligt: Flores’ basspil ser vanvittigt ud og er i sig selv en oplevelse at overvære. Nuvel. De tre resterende bandmedlemmer kompenserede for tabet med deres voldsomme energi og uhøjtidelige humor. Keyser vandrede manisk frem og tilbage på scenen, guitarist Paul Ryan spillede fantastisk, og trommeslager John Longstreth formåede sågar at splitte sine trommer ad! Få sekunder inde i nummeret ”Lethal Manipulation” stoppede musikken totalt, og Longstreth udtrykte et højlydt ”ups!”. Noget gik galt med trommerne, men det blev heldigvis hurtigt løst. Kvartetten, der i dag var en trio, startede nummeret forfra, og alt var atter godt.

Selvom showet var meget minimalistisk – tre mennesker, næsten intet lys og slet ingen pynt på scenen – blev det en stor succes. Keyser var ekstremt karismatisk, leverede nogle onde growls og fik hele salen med. Utallige moshpits blev sat i gang, en habil wall of death så dagens lys, og til sidst kravlede en flok mennesker op på ryggen af hinanden for at lave en menneskepyramide. Det var skørt!

Der er ingen tvivl om, at publikum havde en fest – men det tror jeg nu også, Origin havde. Sjældent har jeg set så svedigt et band! Den intense varme var dræbende, tempoet højt, og det tekniske niveau endnu højere. Guitarist Ryan og trommeslager Longstreth lød som to maskingeværer, og deres indsats var ganske imponerende. Til manges store overraskelse sluttede koncerten efter bare 45 minutter! Om bandet valgte at cutte et par numre på grund af den ulidelige varme, er ikke til at vide, men publikum hungrede i hvert fald efter mere. Det fik vi ikke – desværre.

8/10

Se det fulde billedgalleri her.

Tilføj kommentar