Nazareth - Folkets Hus - 4. oktober 2016

Nazareth

Folkets Hus, Struer

Officiel vurdering: 6/10

Et band med ballast

Nazareth var en del af metallens formative år i 70'erne. Dengang - inden heavy metal blev ekstremt. Dengang heavy metal var noget med masser af blues-inspiration og blev spillet af bands som Deep Purple, Thin Lizzy og Black Sabbath.

Og Nazareth har i særdeleshed været formativ for den (mere) moderne metal. Specielt er forsanger Dan McCaffertys indflydelse på Axl Rose tydelig. Guns N' Roses har heller aldrig lagt skjul på inspirationen og bl.a. lavet et cover af Nazareths hit ”Hair Of The Dog”. Efter sigende var det også Axl Roses store ønske, at Nazareth skulle spille til hans bryllup.

McCafferty, der har været forsanger siden starten i 1968, bekendtgjorde i 2013, at han ikke længere kunne holde til turné-livet grundet helbredsmæssige årsager. Han kunne dog godt deltage i indspilningen af deres nyeste album Rock 'N' Roll Telephone. Om eventuelle fremtidige albums vil have McCafferty på vokal er uvist.

Hvordan Nazareth ville fungere uden McCafferty var jeg derfor, inden koncerten, meget spændt på. Hans skarpe og skærende vokal er definerende for deres lyd. Hvorom alting er var det et Nazareth, med Carl Sentance i front, som vi blev præsenteret for en tirsdag aften i Folkets Hus i Struer. Carl Sentance er dog heller ikke nogen uerfaren herre, da han siden 70'erne har været involveret som sanger i forskellige rockede og metalliske projekter - blandt andet med Phil Campbell fra Motörhead og Geezer Butler fra Black Sabbath).

Fokus på dengang

Bandet gik på scenen og fik hurtigt sat gang i festen med affyringen af en tre-trins-raket bestående af ”Silver Dollar Forger”, ”Miss Misery” og ”Razamanaz”.  Sentance fik også hurtigt skabt en god relation til en gruppe dedikerede fans bestående af omkring ti østasiatiske kvinder, der stod forrest – bevæbnet med cirka dobbelt så mange mobiltelefoner. Disse udgjorde også lidt over halvdelen af pitten.

Lyden var, foran scenen, ret ringe, hvilket også kan være med til at forklare, at der var relativt tomt deroppe. Måske skal forklaringen også findes i det faktum, at bandet henvender sig til det type publikum, der helst står nede bagved med en fadøl og en vippende fod. Hvis man bevægede sig ned bag i salen, blev lyden meget bedre, og man kunne rent faktisk høre vokalen! Her var festen dog gået fuldstændig i stå blandt et tætpakket publikum.

Setlisten var en fin blanding af de vilde og de mere stille numre. Højdepunktet var, da de spillede tre i træk fra deres fantastiske album Hair Of The Dog: ”Beggars Day”, ”Changin' Times” og selvfølgelig ”Hair Of The Dog”. Derudover fik vi selvfølgelig balladerne ”Dream On” og ”Love Hurts”. Dog savnede jeg noget af deres tungeste materiale fra albummet No Mean City. Bemærkelsesværdigt er, at selisten bestod af kun ét nummer fra det nyeste album fra 2014, to fra 80'erne og hele 14 fra 70'erne. Der er vist ikke nogen tvivl om, hvad de selv mener er deres musikalske højdepunkt.

Samspillet mellem guitar, bas og trommer var tight, og de havde en god fornemmelse af hinanden. Vokalpræstationen var fin nok, men man manglede den skærende og raspende vokal, som man normalt forbinder med Nazerath.

All in all

Der er for denne anmelder ikke nogen tvivl om, at Dan McCafferty var savnet. Sentance manglede tydeligvis at blive mere tryg i materialet. Et faktum han også selv ekspliciterede, da han, ved opfordring til at spille et bestemt nummer, svarede ”I'm sorry. I don't know that one”. Desuden havde Sentance nogle næse-relaterede udfordringer, der kom til udtryk ved, at han fem gange i løbet af den lidt over 1½ time lange koncert forsvandt ud bag scenen og kom kort efter tilbage, gnubbende på sin næse og med et stadig mere og mere fjernt blik i øjnene. Om det skyldes en forkølelse i pludselig udbrud eller noget andet, kan man kun gisne om. Alt i alt var det et dejligt gensyn med en af metallens dinosaurer – men nostalgi og se-giraffen-faktoren var meget mere tungtvejende end musikalsk oplevelse.

Tilføj kommentar