Hamborg ligger kun to timers kørsel fra Danmark, og når kongerne af sludge/grunge/doom – eller for himlens skyld bare rock’n’roll - The Melvins, springer Danmark over, var destination Hamborg en selvfølge. De her gutter grundlagde grunge. De var Kurt Cobains favoritter, han ’producerede’ (lå og sov heroinrusen ud henover mixerpulten) deres bedste sellert Houdini. Og sætter man Nirvanas debut på, høres The Melvins tydeligt i lyd og riffs. Så jep, Melvins er uomgængelige.
Redd Kross
Præcis på klokkeslæt stod Redd Kross på scenen. To guitarister, en bassist og en trommeslager, som virkede sært bekendt. Lur mig, om det ikke var The Melvins egen Dale Crover. Sandelig jo. Men hvad skulle trommesæt nummer to, der befandt sig i centrum af scenen? Det måtte være forbeholdt hovednavnet, der måtte antages at stille med to trommeslagere.
Det fire mand store Redd Kross var iført hvide jakkesæt, pænt dekoreret med hjemmestrikket mønster af rød, blå og gullige malerklatter. De fremstod visuelt som en samlet enhed, og deres første nummer cementerede hurtigt stilen: surfet rockabilly-heavy. Uagtet, at jeg aldrig har hørt bandet før, var åbneren ret bekendt, idet den var opbygget omkring en guitarfigur, der næsten var tyvstjålet fra det afsluttende jam i Sabbaths ”War Pigs”. Det siger sig selv, at der ikke var noget at klage over, og allerede efter det første kvarter måtte man ærefrygtigt spørge sig selv, om The Melvins mon kunne leve op til denne oplevelse?
Redd Kross har været aktive cirka lige så længe som The Melvins. Erfarne gutter, der forstod at få musik og show helt ud i salen. Det fungerede som en smurt maskine, når lange bluesinspirerede afslutninger blev taget en tand ekstra ud, og der var et par solide overraskelser som bassist Steven McDonalds leg med effektpedalen, der fik bassen til at lyde som et syreorgel. En sublim ingrediens i lydbilledet, der både sørgede for afveksling og understøttede sættets meget stringente stil. Men efter en halv time begyndte mætheden at sætte ind, for som novice udi Redd Kross var det svært at skelne sangene fra hinanden. Men et stærkt show uanset, og Redd Kross havde erfaring, energi og et musikalsk landskab, der passer perfekt til The Melvins ditto syrede rock’n’roll.
Præcis efter en time forlod Dale Crover og co. scenen for at overlade den til Dale Crover og co., som i udgangspunktet så ud til at komme på noget af en opgave.
The Melvins
Bombastisk i anden potens
The Melvins er ikke The Melvins for ingenting. Alene det, at pausemusikken mellem de to bands bestod af saxofonpumpet fusionsjazz, siger lidt om bandets mere gakkede og uforudsigelige tendenser. De havde dog klogelig valgt at droppe alle deres Monty Pythonske fjollerier og gav os en aften fuld af hårdtpumpet rock.
Som skrevet havde Redd Kross styr på garderoben, og det havde Melvins også. Buzz Osborne fór rundt i en lang sort jakke med store opslag og lignede Kaptajn Klo, mens Steven McDonald (jep, han spiller i begge bands) var iført hvidt fra top til tå. Denne gang uden malerpletter, men derimod med store lapper forestillende øjne fordelt på jakken. Så man godt efter, dannede øjet på overarmen et kranie sammen med brystlommens øje og overkanten på sidelommen, der agerede tænder. Trommeslagerne stillede op i hverdagstøj; at klæde de to ud havde også været overkill. Og ja, Melvins stillede op som kvartet som forudset med to trommeslagere, der hamrede showet i gang i ren simultan og elegant eksekveret perfektion. Slagtøjssektionen fik voldsom eksponering i lydbilledet, hvilket passede med, at den optog hele scenens midte. Hvad var da mere oplagt end at åbne koncerten med en tordnende trommeintro, fremført af to ekstremt dygtige musikere. Det var en aften for og med tordenguder.
Buzz Osborne fór fra side til side hele aftenen og kastede mageløse riff fra sig. Fyrre år gamle ting som ”It’s shoved” blev graciøst leveret. Han må jo have fået transplanteret ny nakke, for han headbangede som en yngre Jason Newsted, og Osborne er bestemt ingen årsunge. Steven McDonald lavede klassiske hop-med-guitar, der var som sagt gang i den overalt.
Geden red over nattehimlen
På trods af, at der sjældent passerer et kalenderår uden, at der er nyt fra Melvins, var der påfaldende få nyere numre i sættet. Det blev til en forkortet udgave af ”Working the Ditch” fra Tarantula Heart og ”Never Say You're Sorry” fra Bad Mood Rising. Og ja, mindst ligeså svedige som på plade, men alt i alt var der ikke meget nyt. Derimod blev der hevet klassikere frem, særligt fra Houdini, og ”Hag Me” var ond, ond, ond. Dale Crovers indledende dødbringende langsomme puls var så langsom, at medtrommeslager Coady måtte fokusere på ham for at være i takt, og sætlisten var åbenlyst sammensat, så de to trommeslagere hele tiden kunne imponere. De fleste sange startede derfor ikke med et riff, men med trommebulder - i stereo. Ganske som ”Night Goat”, der gav mulighed for, at Melvins kunne vise alle deres styrker. Konge riff, fantastiske råbekor og masser af støj. Og støj var der for meget af. Mindst ti minutters leg med feedback var ren sonisk terror, der ikke lod Lou Reeds Metal Machine Music meget efter. Det kunne de have lagt bag sig i øveren. Ellers var der sågu intet at bemærke.
More cowbell
Aftenen var rig på højdepunkter, ja, det var næsten ét stort orgastisk ridt, hvor Melvins fredag aften i Markthalle rent ud sagt var dødbringende. De førnævnte numre var klasse, men det syrede nedbræk i ”Evil New War God”, hvor der bliver spillet på forskellige koklokker, var gudsjammerligt fed. Og både på plade og på scenen er det et helt eminent nummer, der forener Black Sabbath med det fede fra Black Flag.
”Dét havde de prøvet før”, sagde en komplet overrumplet sidemand. Det havde de så sandelig. Efter den gennemhegling forstår jeg for alvor Kurt Cobains fascination af de her gutter. Nok rummer bagkataloget riff, der kan stå ved siden af Toni Iommis bedste, men at se gutterne på scenen, giver det helt andre dimensioner.