Hollywood Vampires af Mark Stoumann, Metal A Day
Hollywood Vampires af Mark Stoumann, Metal A Day · Se flere billeder i galleriet

Hollywood Vampires

Tivoli, København V

En fredag aften dedikeret til rock, med oldgamle Alice Cooper i front for hvad der kan kaldes en Hollywood-supergruppe, endte med at få publikum til at forlade koncerten i god tid før slutningen. Tivoli bør helt klart revurdere antallet af mennesker, de lukker ind i haven, når der er koncert.

Hollywood Vampires af Mark Stoumann, Metal A Day

Det kunne have været så godt

Efter et par timers betænkning, havde jeg egentlig lovet mig selv, at denne anmeldelse ikke skulle ende i en svada om, hvor elendigt det hele har været. Men når det er en del af hele oplevelsen, så skal det berøres.

Jeg er normalt ikke en person, der brokker sig i en uendelighed. Bevares, jeg har været det tidligere i mit liv, men jeg har lært at tage tingene lidt mere med ophøjet ro og tålmodighed. Denne aften skulle helt klart vise sig at sætte min tålmodighed på prøve. Lad os starte fra en ende af: Tivoli er elendige til at vurdere hvor mange mennesker, der kan være på Plænen til sådan et arrangement. Der var ALT for mange mennesker samlet på et alt for lille sted. Når der så samtidig er elendige betingelser for at kunne høre noget af musikken, hvis man kommer lidt for langt tilbage, hjælper det heller ikke på oplevelsen.

Når man ender ude blandt træerne til højre for scenen, så kan man heller ikke se scenen, men må tage til takke med en lille skærm hængt op i et træ. Det er også fint, man kan bare finde et andet sted at stå. Nej, man kan ikke, for der er mennesker alle vegne. Mennesker med øl-ankre hævet over hovedet, som forsøgte at mase sig frem til den plads, de forlod for at hente øl. En positiv ting her var dog, når sådan en tippede lidt for meget, og en øl blev tabt ned af nakken på en intetanende publikummer og ”security” skulle forsøge at komme ind og stoppe klammeriet.

Nå. Moving on til det vi kom for.

Vampyrerne på scenen

Vampyr er vist en meget god betegnelse for en aldrende Alice Cooper, som snart ser så gammel ud, at selv Keith Richards undrer sig over, om Alice ved hvor ungdommens kilde er gemt henne. Læderet hang tykt på hans krop som altid, stemmen kunne man så ikke høre, medmindre man gik om bagved scenen, hvor lyden sjovt nok var ganske god. Så kunne man bare ikke se bandet. Tilbage til Cooper, som dog formåede at vandre stift rundt på scenen med sin stok, som jeg er bange for ikke blot er til pynt mere.

Joe Perry er egentlig blot ligegyldighed med en halvt røget cigaret i kæften, som vandrer lidt frem og tilbage, når han gider, og kvæder en halv tone i en mikrofon fra tid til anden. Han fremstår, som en der mener, han slet ikke hører til her, og samtidig er langt bedre til at spille guitar end selveste Dave Mustaine. Måske de to en dag bare skulle battle det ud mellem hinanden og få det overstået.

Men det er jo slet ikke ham folk vil se... eller, skulle jeg måske sige, pigerne. For det er jo ham med hatten og accenten. Selveste Johnny Depp. Og nåh ja, han kan da spille sin guitar og synge kan han vist også. Men med så meget andet denne aften gik det i stykker på grund af den manglende og intetsigende lave lyd, som så blev ødelagt endnu mere af pigeskrål og knevren fra publikum, som endnu engang beviste at det slet ikke var det rette sted for denne koncert.

Generelt var musikken kedelig og anonym, og man skulle virkelig anstrenge sig for at kunne følge med i, hvad der blev spillet hvornår, og hvem der egentlig skulle være i fokus. End ikke et sæt trommer kunne skabe stemning, og det endte sågar også med, at folk begyndte at udvandre stille og roligt. Når det så samtidig kun var coversange af kunstnere fra 70'erne, var det end ikke originalt, og gjorde det endnu mere uinteressant at forsøge at følge med.

Der var så mange ting galt

Det jeg ikke forstår er, hvorfor man vælger at smide et band som Hollywood Vampires på en scene, hvor man ved på forhånd, at halvdelen af publikum ikke får en chance for at opleve dem. Der var sågar gjort så store overvejelser omkring antallet af publikum, at man havde opsat en storskærm nede omkring søen, så folk kunne sidde der og se koncerten uden egentlig at kunne opleve eller høre den. For dem af os, der er vant til steder som Copenhell, når vi snakker udendørskoncerter, var lyden i Tivoli direkte pinlig. At det ligefrem kunne betale sig at stå bag scenen, frem for størstedelen af stederne foran, viser blot, at Tivoli slet ikke egner sig til denne former for koncert. Der skal fart på, der skal larm på. Det er sådan en rock-koncert skal være. Ikke stille og roligt med et glas rosé i hånden.

Alt i alt var det en kæmpe skuffelse for mig at opleve musikken på denne måde i Tivoli denne aften. Det er meget svært for mig at finde noget positivt at sige om det hele, når der er så mange ting, der taler imod. Det kunne man også fornemme i og med, at folk stille og roligt sivede væk og drog mod udgangen for at komme ud i natten, og måske finde andre fornøjelser. Jeg ender desværre kun på fire kranier for denne oplevelse, og det er lige så meget Tivolis skyld, som det er publikum, som det er den ligegyldighed bandet gik på scenen med.

4/10

Kommentarer (3)

UMUR

UMUR

Indlæg: 93

Kedelig koncert

Jeg er enig med anmeldelsen...det var en virkelig kedelig koncert med alt, alt for mange mennesker. Bandet virkede ikke specielt, som om de ønskede at være der, lyden var ikke særlig god, og man kunne ikke se scenen, derfra hvor jeg stod.

I øvrigt sjovt at høre, at anmelder flere gange så anløb til klammeri. Det siger noget om hvilket publikum der var mødt op. Det sker heldigvis sjældent når "rigtige" metal hoveder er samlet :-).

Klaus Hansen

Enig - alt for mange mennesker og utroligt ringe lyd

Det var ikke muligt at høre hvad Alice Cooper sang - og man kunne ikke høre, om han sang rent eller falsk. Hans mikrofon var alt for lav. Og det samme med Joe Perrys guitarsoli. Dem kunne man heller ikke høre, selv om han hev og sled gevaldigt i strengene.
Hvad man til gengæld kunne høre var den massive larm fra bas, trommer og tre overstyrede el-guitarer. Mega-ringe og fortvivlende dårlig lyd. Bandets lydmand var vist ikke til stede den aften.

mick hansen

hollywood vampires

Jeg er enig i at der var for mange mennesker, den skulle være holdt et større sted , men alle de mennesker, jeg har talt med inc. min søn på 13 der så Alice og Deep for første gang syntes at det var en speciel fed rock sommer aften og vi er meget glade for at de lagde tyren forbi KBH. Jeg så Alice i 1974 med "welcome to '''' i 3 Falke og ' Ja han er gammel , som god vin .