Mosekonen er klar til sort bryg
Det spanske symfoniske power metal-band Dark Moor har gennem årene opbygget et ry for teknisk dygtighed og storladne kompositioner, og med deres seneste udgivelser i bagagen var forventningerne naturligt høje. Særligt efter deres nyere materiale, som efterhånden er over seks år gammelt, hvor de har forsøgt at forene klassisk symfonisk metal med et mere moderne udtryk, var der håb om en koncert, der både kunne tilfredsstille gamle fans og tiltrække nye. Det ville ikke være min første omvendelse til Epic Fest, så jeg var næsten sikker på at komme ud fra Kong Roars Hal som nyt medlem af Dark Moor-familien
En ujævn, men til tider medrivende koncertoplevelse
Koncerten viste sig hurtigt at være en blandet oplevelse. På den ene side var der tydelige øjeblikke, hvor Dark Moor ramte det niveau, man forventer af et band med deres erfaring. Især under nummeret ”The Chariot” fungerede guitarriffene fremragende: stramme, melodiske og med den rette tyngde.
Dog blev disse højdepunkter ofte undermineret af en generelt rodet koncertoplevelse. Lyden manglede bund, hvilket især gik ud over de tungere passager, hvor bassen og stortrommen burde have givet kraft og dybde. I stedet fremstod lydbilledet fladt og mudret, hvilket gjorde det svært at fornemme nuancerne i arrangementerne. Den energiske violinist Oscar Calvo var efter min mening det musikalske højdepunkt, som tilførte både visuel dynamik og variation. Frontfiguren Alfred Romero leverede en solid vokalpræstation, men selv hans indsats kunne ikke helt kompensere for de tekniske og strukturelle problemer, der prægede koncerten. Det er nok mest fair at sige, at alle medlemmer af Dark Moor så ud til at forsøge alt, hvad de kunne, og egentlig virkede til stede og engagerede, men lyden i modtagerenden forblev ringe koncerten igennem.
Liveoplevelsen var langtfra på topniveau
Alt i alt var Dark Moors koncert på Epic Fest 2026 en oplevelse med både styrker og tydelige svagheder. Bandet viste glimt af deres kunnen fra deres solide og varierede bagkatalog. Helhedsindtrykket led dog under en rodet afvikling og en lyd, der ganske enkelt ikke ydede bandet retfærdighed. Manglen på bund i lyden trak tæppet væk under mange af de tungere passager.
Derfor endte koncerten som en middelmådig oplevelse, der kunne have været langt bedre med en strammere eksekvering og bedre lydforhold. Dark Moor har stadig potentialet til at levere stærke liveoplevelser, men denne aften blev det kun til glimt af storhed. Karakteren lander derfor på fire kranier. Godkendt, men langtfra episk
