Forventningerne til festivalens mest ekstreme rave
Når det japanske Violent Magic Orchestra indtager Copenhell, er det med udsigt til en af festivalens mest usædvanlige og genreprovokerende koncerter. Kvartetten har på få år opbygget et ry som et af de mest kompromisløse livebands i krydsfeltet mellem black metal, industrial techno, gabber og audiovisuel performancekunst. Deres seneste udgivelser har videreudviklet det univers, der allerede fra start viste et band, som nægter at vælge mellem klubkulturens ekstase og black metallens mørke.
Jeg tager godt imod kunstnere, der udfordrer metalgenrens grænser, og på netop Gehenna har jeg ofte fået store overraskelser fra mindre kunstnere eller bands, der bare lød for sære, og derfor virkede Violent Magic Orchestra som et oplagt match. Både hvad angår indhold og tidspunkt på festivalen.
En apokalyptisk ravefest med få svage øjeblikke
Violent Magic Orchestra leverede præcis den slags koncert, som mange havde håbet på. Fra første minut blev publikum kastet ind i et dystopisk univers, hvor elektroniske beats på den hurtige side af 170 bpm kolliderede med black metal-riffs og industrielle støjflader.
På scenen var Zastar centrum for opmærksomheden, og hendes skrig og growls skar gennem lydbilledet, mens resten af bandet opretholdt den mekaniske præcision, der er afgørende for gruppens musik. Samtidig var den visuelle side igen et afgørende element, som Zastar er fremmeste eksponent for. Hun er her, der og allevegne, mens de andre medlemmer af gruppen er mere stillestående.
Den forreste del af publikum gik pænt meget amok, og uden at have den store rave-erfaring vil jeg tro, at også publikums optræden var et godt mix af rave-dans og black metal-mosheri. Ganske fin performance af den dedikerede del af publikum.
Det konstante høje intensitetsniveau gjorde oplevelsen en smule monoton for dem, der savner dynamiske pauser, men for størstedelen af publikum virkede det snarere som en del af konceptet end som en egentlig svaghed.
Det var en fed og utrolig lang oplevelse
Violent Magic Orchestra beviste, hvorfor de er blandt de mest interessante navne i den ekstreme undergrund lige nu. Koncerten var ikke nødvendigvis den mest tilgængelige oplevelse på Copenhell, men den var uden tvivl en af de mest originale. Bandet formåede at skabe et rum, hvor rave-kultur, performancekunst og black metal smeltede sammen til noget, der føltes både fremmedartet og overraskende naturligt. Jeg havde straks fornemmelsen af at blive suget ind i et særligt univers. Der var jeg så i fem minutter i stor fryd, indtil min hjerne og krop fortalte mig, at det jo faktisk er technomusik. Rave er stadig rave, selvom det er kombineret med black metal. Jeg magtede det ikke i længden.
Mange kom sandsynligvis af nysgerrighed, men blev hængende, fordi energien var umulig at ignorere, men der var også mange, der passerede gennem skoven ved Gehenna og forsvandt ud i natten efter få minutter. Det ville også have passet mig fint.
De formåede meget at det, jeg forventede, og det er en kvalitet i sig selv. Men det virker som en konceptualisering, hvor det genreoverskridende bliver en begrænsning og noget ensformigt fremfor at være frisættende, hvilket fører til en ret ubehagelig og klaustrofobisk følelse, når den indledende fryd er fordampet.
