NB! Der er ingen billeder, da management ikke ønskede fotografer til koncerten
Myter, masker og marketing
Allerede inden det britiske band havde spillet deres første koncert nogensinde sidste år på Download Festival i England, svirrede glosen ‘industry plant’ flittigt i krogene. Det massive marketingpush og en primetime-placering til en komplet ukendt maskeret kvintet skabte øjeblikkeligt røre. Sammenligningerne med landsmændene fra Sleep Token lå lige til højrebenet. Ikke mindst fordi de deler pladeselskab, og fordi debatten om hvorvidt musikken overhovedet er ‘metal’, rasede på fuldt blus. Begge bands er musikalske kamæleoner, der spiller genreflydende metalcore med lånte elementer fra den elektroniske verden.
Det hjalp bestemt ikke på attituden hos det konservative metalpublikum, da myten om bandets identitet hurtigt blev ‘busted’; det tidligere pop-rockband Busteds forsanger Charlie Simpson havde glemt at skjule sit karakteristiske armbånd – og hele sin familie på sidelinjen.
Hypen ramte også Danmark tidligere på året, hvor heavymetal.dk’s anmelder bestemt ikke var imponeret og kvitterede med skuffende tre ud af ti skaller til bandets danske debut. Spørgsmålet er nu, om de med et par spritnye singler og et fuldlængdealbum på vej kan omvende de danske fans? Er musikken for innovativ, eller er det præcis den form for fornyelse, der appellerer til at sænke gennemsnitsalderen på Copenhell? Det skulle testes i den bagende festivalhede.
Præcision, pop og tabt momentum under solen
Det var i hvert fald en varm omgang, da årets eneste statsoverhoved indtog Pandæmonium-scenen i bagende solskin foran hundredvis af nysgerrige og skeptiske festivaldeltagere. Kontrasten var slående: et minimalistisk scenedesign kun prydet af bandets logoer. Forsangeren, ‘The President’, bar lyserøde seler, matchende farven på korset på talerstolen – men var ellers klædt stramt i sort og hvidt. Ankomsten var en overlegen, langsom seance, der osede af høj selvtillid. Frontmanden fangede publikum med sublim crowd control fra første sekund; folk kendte tydeligvis åbningsnummeret “Fearless”.
Desværre led dynamikken undervejs. Allerede ti sekunder inde i andet nummer, “Dionysus”, døde den spæde pit ud, og under det tredje nummer, “DOOM LOOP”, kammede koncerten over i en lettere kedelig, poppet seance. Heldigvis var der momenter af ren teknisk overlegenhed. Særligt trommeslageren “Vice” skal fremhæves: Han gav kedlerne absolut tæsk og fremstod som det mest entusiastiske og spilleglade medlem på scenen.
Heldigvis tændtes ilden igen med "Destroy Me". Her var vi tilbage på sporet med et langt skrig og et tungt breakdown, der for alvor fangede de unge fans. Efter endnu en kort, præindspillet tale, fik vi det sidste altafgørende spark med "In the Name of the Father". Pitten kom endelig i sving, og der var lagt op til en finale, som absolut ikke svigtede. Publikum delte sig efter anvisning, folk strømmede til, og mens bandet stod afventende på scenen, eksploderede pladsen i en overraskende stor og uventet wall of death, genren taget i betragtning. Koncerten sluttede lige så koordineret, som den startede, hvor bandet forlod scenen uden et eneste ord eller tak til publikum.
Præsidentembedet står distancen, men fejlene koster
Stilistisk er PRESIDENT fuldstændig komplet, og deres branding sidder lige i skabet – det er et perfekt, poleret match til Copenhells visuelle identitet. Men der er også noget paradoksalt og næsten kriminelt over at føre et så mørkt, koreograferet teaterstykke ud i det skarpe, ubarmhjertige dagslys. Det unge publikum tog imod dem med åbne arme, og live leverede bandet varen med uhyggelig, maskinel præcision. Omvendt trak de poppede seancer og de unødvendige, langstrakte pauser gevaldigt ned i det samlede regnskab og brød den ellers gennemførte illusion. Det bliver dog for alvor spændende at se, om Amager Bios mørke, lukkede rammer kan løfte ritualet og give sangene det sidste ryk op i den tunge liga, når de kommer til Danmark igen til september.