Hvor alt håb begynder
For de fleste danske metalbands er vejen til Copenhell både lang og velkendt. Først kommer de små klubber, siden måske et stop på Copenhell Metal Cruise eller When Copenhell Freezes Over, inden festivalens egentlige scener for alvor åbner sig. For Lightchapter har rejsen imidlertid set noget anderledes ud. Aarhusianerne stod torsdag middag direkte på Hades uden først at have gjort væsen af sig på Copenhells traditionelle talentplatforme. Det rejser unægteligt spørgsmålet: Hvad er det ved Lightchapter, der allerede har gjort bandet interessant nok til at stå på festivalens næststørste scene?
En del af svaret skal formentlig findes i bandets diskografi. Både debuten Time To Obey og sidste års Where All Hope Begins blev belønnet med otte kranier her på sitet, og særligt sidstnævnte demonstrerede et band, der havde fundet sin egen identitet i krydsfeltet mellem melodisk dødsmetal, progressive tendenser og stemningsmættede synthflader. Lightchapter er ganske vist stadig et ungt navn, men musikerne bag projektet har i årevis gjort sig bemærkede i den danske metalscenes undervegetation, og meget tyder på, at erfaringen har været med til at accelerere bandets udvikling.
Spørgsmålet var derfor ikke, om Lightchapter havde potentialet til at spille på Copenhell. Snarere, hvorvidt aarhusianerne kunne retfærdiggøre den tillid, festivalen allerede havde vist dem. For én ting er at imponere på album. Noget ganske andet er at bevise sit værd på betonen foran Hades.
Håb i heden
Et yderst sparsomt fremmøde havde fundet vej til Hades, da de første toner fra “Leading the Way” tordnede ud over gruset. På afstand kunne man sagtens forstå, hvorfor festivalen havde set noget i Lightchapter. Den progressive og lettere polerede lyd passede som fod i hose til det yngre segment, mens den sprøde, lettere core-insinuerende vokal gav musikken en moderne kant, der gjorde bookingen langt mere logisk i praksis, end den måske så ud på papiret. Førstehåndsindtrykket var dog også, at scenen var rigeligt stor til bandet på netop dette tidspunkt af dagen. Ikke fordi Lightchapter forsømte at fylde den ud, men fordi fremmødet foran dem var så beskedent, at Hades næsten kom til at virke som en alt for rummelig lejlighed til en housewarming, hvor halvdelen af gæsterne endnu ikke havde fundet adressen. Det ændrede imidlertid ikke ved, at bandet selv virkede tændte, fokuserede og oprigtigt glade for at stå der.
Det samme kunne man ikke helt sige om publikum. “Between You and My Hell” og “Dance with the Insane” blev leveret med masser af energi fra scenen, men ude på pladsen var der tydeligvis stadig tømmermænd, der skulle bankes ud af systemet. Den skånselsløse middagssol gjorde da også sit til at forvandle seancen til en helvedes hed oplevelse, og Lightchapters mere atmosfæriske sider måtte kæmpe hårdt mod både støv, varme og en koncentrationsevne, der blandt mange fremmødte endnu ikke havde forladt teltpladsen. Til gengæld var det netop i de tungere momenter, bandet for alvor begyndte at bide fra sig. “Little Death” kom med et dejligt tungt lydbillede og et skønt groove, og her blev det tydeligt, at Lightchapter ikke blot er dygtige på plade, men også har en fysisk fornemmelse for, hvordan deres materiale skal trykkes ud over en scenekant. Skrig, skrål, sporadiske frontspark og masser af attitude vidnede om et orkester, der ikke havde tænkt sig at lade et stillestående publikum definere debuten på Copenhell.
Under “What I Have Become” blev det dog også tydeligt, at Lightchapters lyd måske ikke havde de mest taknemmelige arbejdsbetingelser denne torsdag middag. De distancerede atmosfæriske lag, de progressive nuancer og de mere stemningsmættede synthflader fik én til at forestille sig, hvordan koncerten mon ville have taget sig ud på en grå og råkold vinterdag, hvor musikken kunne få lov at brede sig uden konstant konkurrence fra støv, sol og menneskelig dehydrering. “The Unholy Mass” og “Restore My Faith in Sanity” trak til gengæld igen koncerten i en mere direkte og slagkraftig retning. Kombinationen af dybe basanslag, melodisk dødsmetal, groovet core-klang og synths gav visse associationer til Mercenary, hvilket her skal forstås med størst mulig affektion. Bevares, forsangeren er ingen Mikkel Sandager, men det behøvede han sådan set heller ikke være. Den groovede blanding af død, core og melodi fungerede upåklageligt på egne præmisser, og da dagens første wall of death blev sat i gang, begyndte koncerten endelig at ligne mere end blot en god præstation foran for få mennesker. “Where All Hope Begins” blev kvitteret med fistpumps af den lettere melatoninbedøvede slags, inden “A Little Hate for Now” og “Revenge” fik presset de sidste kræfter ud af både band og publikum. Tælle til én, tælle til to, og på tre var der dømt dødsmur endnu en gang. Her måtte selv kameraføringen nærmest hoppe ind for at følge med.
Første kapitel er skrevet
Det blev aldrig det helt store brag på pladsen, men det kan næppe lægges Lightchapter til last. Tværtimod leverede aarhusianerne en højoktan, professionel og yderst kompetent koncert, der i lange stræk bekræftede, hvorfor de allerede nu er løftet direkte op på Hades. Omstændighederne var langt fra optimale. Fremmødet var beskedent, publikum var trægt, og heden gjorde det vanskeligt at give musikken den fulde opmærksomhed. Alligevel lykkedes det bandet at fremstå både sultne, velforberedte og langt mere interessante end mange andre navne, der har taget en mere traditionel vej gennem Copenhells fødekæde. Det her var ikke en koncert, der for alvor eksploderede i publikumsfeltet. Det var derimod en koncert, der plantede et frø. Så sandelig siger jeg eder: Lad dette blot tjene som det første kapitel i fortællingen om mit møde med Lightchapter. Næste gang må det dog gerne ske under forhold, hvor varme, støv og en konstant fyldt blære ikke tager så stor en bid af opmærksomheden.
Sætliste:
1. Leading the Way
2. Between You and My Hell
3. Dance with the Insane
4. Little Death
5. What I Have Become
6. The Unholy Mass
7. Restore My Faith in Sanity
8. Where All Hope Begins
9. A Little Hate for Now
10. Revenge
11. Home (outro)
