Nørdernes nationalsang
Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester er ikke længere et kuriøst eksperiment på Copenhell. Det var tredje gang, Troldspejlets grand old man gæstede festivalen med orkester i ryggen, og hvor idéen i 2018 stadig lignede en sær booking mellem fadbamser, blastbeats og battleveste, er den efterhånden blevet en del af festivalens egen selvforståelse. For Copenhell er som bekendt andet og mere end bare metal. Det er også rollespil, sci-fi, fantasy, computerspil, tegneserier, film og alt det andet nørdede arvegods, som mange af genrens fans slæbte med sig, længe før de købte deres første band t-shirt. Derfor var spørgsmålet fredag eftermiddag på Helvíti heller ikke længere, om Stegelmann hørte hjemme på festivalen. Det gjorde han tydeligvis. Spørgsmålet var snarere, om formatet kunne løfte sig fra hyggelig genkendelse til en frisk koncertoplevelse.
Heltekvad og hedeslag
Mens vi ventede, fik orkesterets instrumentgrupper lov at hilse kort på publikum én efter én. Et enkelt greb, men også en fin påmindelse om, at vi ikke blot stod foran endnu et band, der skulle tælle for og trykke på distortionpedalen. Her var Helvíti for en stund omdannet til symfonisk legeplads, og Stegelmann indtog rollen som den begejstrede rejseguide gennem heltemusikkens kollektive hukommelse. Dagens tema kredsede om helte og temaerne bag dem, og efter en klassisk indledning med Wagner var John Williams naturligvis umulig at komme uden om. Temaet fra Superman anno 1978 sendte en sagte brise over pladsen, som om kappen selv flagrede gennem middagsheden, og straks var rammen sat: det her handlede ikke om tyngde i traditionel forstand, men om den slags melodier, der kan fremkalde et helt livs billeder på få sekunder.
Det stærkeste indslag kom imidlertid ikke fra den illegale immigrant fra Krypton, men fra ørkenen. Mad Max: Fury Road ramte Copenhells beton med næsten komisk timing. I den bagende sol, midt i et gammelt havne- og industriområde, føltes musikken som skabt til stedet: støvet, desperat, storladent og med benzin i blodet. Det var her, koncerten for alvor blev mere end nostalgi. Her voksede materialet i mødet med omgivelserne. Senere fulgte både Star Wars, Griegs “I Dovregubbens hal”, Teenage Mutant Ninja Turtles og Rick and Morty, og selv om nogle indslag fungerede bedre end andre, var Stegelmanns formidling hele tiden båret af oprigtig begejstring fremfor ironisk distance. Han gjorde ikke grin med stoffet. Han tog det alvorligt nok til, at vi andre kunne tillade os at gøre det samme.
Spilafdelingen med blandt andet F-Zero, Castlevania, Sonic the Hedgehog, Street Fighter II og Super Mario Bros. var koncertens mest udtalte nørdeafsnit. Her blev det tydeligt, hvor meget de japanske spilkomponister faktisk formåede at presse ud af begrænsede tekniske rammer, men også at nogle temaer fungerede bedre som genkendelsesraketter end som symfoniske højdepunkter. Til gengæld fik Ghostbusters sættets største unisone udbrud fra pladsen, og da Indiana Jones siden banede vej for Jerry Goldsmiths Gremlins-tema, var vi fremme ved det uundgåelige punktum. For blandt kendere er netop den melodi uløseligt forbundet med Troldspejlet, og derfor kunne finalen næsten ikke være anderledes. Det var ikke nødvendigvis koncertens mest imponerende musikalske øjeblik, men det var det eneste rigtige. En hel plads, der i ét nu forstod præcis, hvorfor vi stod der … igen-igen!
Traditionens triumf
Der var indslag, som fungerede bedre end andre, og enkelte temaer levede mere af genkendelsen end af selve den symfoniske bearbejdning. Alligevel var helheden svær at modstå. Aarhus Symfoniorkester spillede under Peter Ettrup Larsens ledelse med overskud og præcision, mens Stegelmann bandt det hele sammen med den særlige blanding af folkelig formidling og nørdet ildhu, der har gjort ham til kulturinstitution. Koncerten var hverken tung, ond eller farlig, men den ramte noget centralt i Copenhells DNA: den fælles bagage af film, spil og fantasiverdener, som ofte ligger lige under overfladen. Derfor føltes det ikke som et pusterum fra festivalen, men som et helt naturligt pulsslag i betonjunglens bankende rytme.
Sætliste:
Wagner ouverture
1. Superman (hovedtema, 1978)
2. Tintin (animeret hovedtema, 1991)
3. Mad Max: Fury Road (hovedtema, 2015)
4. Star Wars: A New Hope (Medaljeceremoni + rulletekster, 1977)
5. I Dovregubbens hall (Edvard Grieg, 1875)
6. Teenage Mutant Ninja Turtles (animeret hovedtema, 1987)
7. Rick and Morty (animeret hovedtema, 2012)
8. Spillekonsol Medley:
F-Zero /Castlevania / Sonic the Hedgehog / Street Fighter II / Super Mario Bros.
9. Ghostbusters (hovedtema, 1984)
10 Indiana Jones (hovedtema, 1984)
11. Gremlins (hovedtema, 1984) / Troldspejlet (hovedtema, 1989)
