Hvordan topper man perfektion?
Det var det helt store spørgsmål her på Heavymetal.dk, da Iron Maiden indtog Helvíti som onsdagens altdominerende hovednavn på Copenhell 2026. Det er nemlig kun et år siden, at vi her på siden kastede de maksimale 10/10 kranier efter briterne, da Dickinsons disciple transformerede Royal Arena til en 'samspilsparat, syngende armé' med netop Run For Your Lives, bandets 50-års jubilæumsshow. Sætlisten til onsdagens brag var noget nær identisk og den stramt koreograferede 80'er-staffage skåret over nøjagtig samme læst. Men hvor arenaen i Ørestad dannede ramme om en krystalklar og kontrolleret indendørs magtdemonstration, ventede der nu 39.000 solstraffede humleriddere under åben himmel på Refshaleøen. Forventningerne var tårnhøje, men også præget af spænding: Ville genhøret med deep cuts som "Murders in the Rue Morgue" og "Phantom of the Opera" føles som en flad, forudsigelig copy-paste, eller formåede festivalens rå industricharme at puste nyt liv i en af metallens måske allerstørste institutioner?
På behørig afstand af perfektionen
Stort set alt hvad der kunne kravle, hinke, halte og vralte, syntes at have indfundet sig foran Helvíti, da det velkendte parisertableau rullede over de tre massive skærme, og "Murders in the Rue Morgue" satte gang i endnu et kapitel af Iron Maidens jubilæumsrejse. Undertegnede rundede selv fyrre somre i maj og har efterhånden set Dickinsons udvalgte en del gange. Anderledes var tilfældet for min unge kollega, der ikke alene bar sin studenterhue til lejligheden, men også havde sin første Maiden-koncert til gode. Vi var trukket en anelse bagud, da den unge mand og hans studenterkammerater havde ønsket en plads på bakken. Det viste sig naturligvis at være omtrent lige så realistisk som at finde billig fadøl på festivalpladsen, og derfor måtte vi tage til takke med en mere tilbagetrukket placering. Herfra var lyden desværre en kende mere mudret, end den havde været tidligere på aftenen under Alice Cooper, og intensiteten fra Royal Arena blev hurtigt erstattet af den klassiske summen, der opstår, når titusindvis af mennesker samles til et udendørs arrangement af denne kaliber.
’Er det dét her, alle taler om?’ lød det allerede under "Killers" fra min unge følgesvend, og selvom det skar en smule i den indre battlevest, var spørgsmålet ikke helt urimeligt. For bagerst på pladsen var det tydeligt, at Maidens stramt koreograferede jubilæumsshow ikke nødvendigvis fungerede med samme kirurgiske kraft i Reffens spraglede og lettere sprødstegte rammer. Foran scenen var billedet givetvis et andet. Her stod Tordenskjolds trofaste soldater i velkendt formation, og for dem er "Wrathchild", "Phantom of the Opera" og "The Number of the Beast" ikke dybe udgravninger, men en central del af pensum. For os andre var overraskelsesmomentet dog til at overse. Bevares, "The Number of the Beast" er stadig noget særligt, og da min unge ven erklærede det bandets bedste nummer, måtte man blot overbærende tilføje, at det i hvert fald er et af de mest kendte. Om det var første, fjerde eller fjortende gang, lod dog til at være underordnet for masserne omkring os, og netop dér blev det vanskeligt ikke at lade sig rive en smule med.
Der var også øjeblikke, hvor Maiden stadig ramte med fuld styrke. "Powerslave" og "2 Minutes to Midnight" fungerede upåklageligt, og når man besidder en sangskat af den kaliber, skal der sjældent mere end et hurtigt greb i bagkataloget til at vinde publikum tilbage. Men der var også passager, hvor koncerten begyndte at glide. "Infinite Dreams" var på papiret en attraktion efter årtiers fravær fra sætlisten, men i praksis var det også her, opmærksomheden for første gang begyndte at flakke rundt omkring os. "Rime of the Ancient Mariner" er fortsat et legendarisk epos, men under åben himmel blandt havmåger, snak og bevinget kryb kom tankerne et øjeblik faretruende tæt på en meget lang historie om, hvad man ikke skal gøre, hvis en fugl skider på én. Da "The Trooper" og "Hallowed Be Thy Name" senere ramte, var det med den forventelige tyngde, men også med en snigende fornemmelse af, at en time med de 10-12 mest slagfaste numre måske havde været et mere effektivt festivalformat. Mens de forreste stadig havde festen, begyndte de bagerste rækker langsomt at tynde ud, og efterhånden føltes de sidste 25 minutter længere, end de burde. Ikke mindst for en anmelder, der ikke havde nået at fouragere før togtet.
En magtdemonstration uden chokbølger
Med trommeslagerens svedbånd og stikker kastet mod publikum, scenelyset slukket og den vante dramaturgi intakt var der næppe mange, der blev overraskede over ekstranumrene. "Aces High" kom. "Fear of the Dark" kom. "Wasted Years" kom. Quelle surprise (!). Til gengæld viste "Fear of the Dark" også, hvorfor Maiden stadig er Maiden, for fællessangen på bakken var et af de magiske øjeblikke, hvor afstanden til scenen pludselig betød mindre, og hvor festivalformatet faktisk arbejdede i bandets favør. Det var stort, professionelt og leveret med en rutine, de fleste andre bands kun kan drømme om. Men det var også en koncert, der i alt for høj grad bekræftede det, vi allerede vidste: Royal Arena-koncerten sidste år føltes som en begivenhed. Copenhell-koncerten føltes mere som en stærk genudsendelse under vanskeligere forhold. Der var intet pinligt ved den, og det var formentlig de færreste, der gik decideret skuffede derfra. Men hvor perfektionen i Ørestad løftede rummet, blev den på Refshaleøen indimellem hængende lettere uforløst i luften. Iron Maiden behøver ikke bevise noget mere. Det gjorde de heller ikke. De leverede en solid, storslået og lejlighedsvis medrivende koncert. Bare ikke en, der toppede perfektionen.
Sætliste:
Intro: Doctor Doctor / The Ides of March
1. Murders in the Rue Morgue
2. Wrathchild
3. Killers
4. Phantom of the Opera
5. The Number of the Beast
6. Infinite Dreams
7. Powerslave
8. 2 Minutes to Midnight
9. Rime of the Ancient Mariner
10. Run to the Hills
11. Seventh Son of a Seventh Son
12. The Trooper
13. Hallowed Be Thy Name
14. Iron Maiden
Encore:
15. Aces High
16. Fear of the Dark
17. Wasted Years
