Fordums kæmper vender hjem
De harniskklædte kæmper er vendt hjem udhvilede fra strid … men ikke for at hvile deres ben bag højens bautasten, som det lyder i et vers af “Der er et yndigt land”. Nej, for nok kom kæmpejætterne i Iotunn hjem fra en lang turne, men de skulle også videre. I foråret mødte jeg guitarist Jesper Gräs til et interview om blandt andet den dengang snart forestående koncert. Bandet havde på det tidspunkt udviklet sig fra en kolos på lerfødder til en standhaftig prog-mastodont både herhjemme og internationalt. Var de mon blevet så høje af berømmelse, at det var steget dem til hovedet? Havde himlens skyer deroppe på toppens tinde mon sat sig som vat i ørerne, eller kunne de bevare overblikket? Nu skulle det komme an på en prøve, når bandet denne aften spillede deres andet album, Kinship, fra ende til anden.
Solsortens proggede nattevise
Kinships tematik udforsker det store, filtrede garnnøgle af sammenviklede relationer, som snører os fast til den store sammenhæng. Den, der siger, at man fødes og dør alene, har aldrig været vidne til en fødsel. De har ikke bevidnet de mange gribende hænder eller navlestrengens anknytningspunkt. Det er netop dette bindingsforhold til både naturen og hinanden, som albummet beskriver gennem de lyriske tekster, der klang smukt gennem mørket denne aften. Albummet er til dels båret af dets sindrige tekstunivers, hvis poesi passede perfekt til nattens mulm. Desværre var det derfor også en vabel-inducerende hæmsko, at mikrofonlyden til tider haltede. Jeg er heldigvis ikke lige så døv som min sidekammerat, der påstod slet ikke at kunne høre forsanger Jón Aldará. Hans vokal er ellers noget for sig med både blødhed, dybde og kant. Når den gik igennem, kunne man ikke blive andet end betaget og lytte med hovedet på skrå, som når man hører årets første solsort synge solen i seng. Aldará er ornitolog, og det er således tydeligt, at fuglene har været glimrende sanglærere … de skulle bare have lært ham at kvidre højere. Bortset fra det spillede begge Gräs-brødrene virtuost, og generelt svingede alle bandmedlemmerne i resonans med hinanden. Min eneste anke er, at trommen til tider lød en anelse for meget som en tom dåse, der blev sønderslået med trommestikkerne. Selvom det var overlagt, blev det lidt for meget af det gode, når drengen med bliktrommen overtog lydbilledet. Heldigvis fyldte disse dåsetonsende sentenser ikke meget i det samlede hele, og generelt kan man kun være imponeret over trommespillet, særligt i blandingen mellem inspirationerne fra black metal og proggen.
Det var hypnotiserende at blive ført systematisk ind i Kinship-albummets univers, og det er uden tvivl et mesterværk. Særligt “Kinship Elegiac” og “Earth to Sky” stod frem som lysende perler på en lang snor spundet af spæde melodier. Selv det mest mesterlige storværk vil dog have mere upolerede elementer, som ikke skinner lige så kraftigt. Det er faren ved at spille et album fra ende til anden, at nogle sange falder mere fladt. Det gjaldt desværre eksempelvis “I Feel The Night”, som ellers er udsøgt i studieversionen. Live var det desværre en af de energibrønde, som stemningen nogle gange faldt i. Heldigvis blev den fisket op, da bandet genfandt deres vigør mod koncertens slutning. Som en anden Lassie reddede de energien op fra brøndens dyb og leverede den helt perfekte afsnutning på en lang, men også meditativ koncert med poetisk prog.
Fuldkommen uperfekthed
Ufuldkommenhed er ikke en revne i skønheden, men en del af den. Gennemspilningen af Kinship var ikke perfekt, men kæmperne formåede alligevel at skyde en sonisk pil direkte i hjertekulen. Det var en holistisk oplevelse af lyd, lys og ild, der spillede sammen. Det var nærmest en teaterforestilling, selvom replikkerne mellem sangene var få. Iotunn nød godt af, at Copenhell har sparet lidt på plakatens store navne, så der blev råd til mere pyroteknik, og gassens ramme lugt slog i næseborene, når flammehavets varmelussing ramte ansigtet. Publikum var mødt talstærkt op, og det er tydeligt, at Iotunn har masserne med sig. Det understøtter i sig selv Kinships pointe om verdensaltets sammenhængskraft. Det hele lugtede lidt af filosoffen Løgstrups interdependens-begreb, og det er lige efter min bog. Lad kun falde, hvad ej kan stå: Men kæmpejætten Iotunn behøver ikke at komme krybende, for trods skønhedsfejl føltes det alligevel fuldkomment.
