En yderst utaknemmelig opgave
Når et band aflyser kort før en festival, er der som regel to klare tabere: Den første er naturligvis publikum, der går glip af koncerten. Den anden er afløseren. For uanset kvaliteten af erstatningen vil en del af de fremmødte først og fremmest se det navn, de ikke fik. Nøjagtigt den udfordring stod Gatecreeper overfor torsdag eftermiddag, da arizonianerne blev kastet ind som en sen erstatning for publikumsmagneten Static-X.
På papiret lignede amerikanerne ellers et stensikkert valg. Siden seneste besøg på Refshaleøen i 2022, hvor bandet blev belønnet med otte kranier her på sitet, har Gatecreeper fortsat sin opstigning mod dødsmetallens øverste lag. Senest udløste Dark Superstition endnu en otteskalle, hvor bandet forsøgte at udvide sit udtryk med flere ’melodiske’ elementer og en sangskrivning, der strakte sig ud over genrens mere konventionelle motorsavsæstetik.
Netop den udvikling har imidlertid også delt vandene. Hvor nogle ser et band i fuld kunstnerisk udfoldelse, mener andre, at Gatecreeper har bevæget sig for langt væk fra de flossede rødder, der oprindeligt gjorde dem interessante. Spørgsmålet var derfor ikke blot, om amerikanerne kunne leve op til forventningerne. Det var også, hvorvidt de kunne vinde publikums gunst. Et publikum, der vel at mærke oprindeligt havde købt billet til noget helt andet.
Grus, groove og horn i siden
At dømme efter reaktionen på Bon Jovis “It’s My Life” som intro var publikum i hvert fald ikke mødt op for at sørge over Static-X. På trods af lidt knas i højttalerne brægede pladsen med, som om morgendagen allerede var blevet aflyst, og så var banen ligesom kridtet op. Da Gatecreeper først væltede ud over Hades, opstod der nærmest øjeblikkeligt circlepit foran scenen, og for en stund virkede det, som om dette kun kunne blive dumt, farligt og forhåbentlig en smule uansvarligt. Den slags skal man ikke kimse ad på en torsdag eftermiddag, hvor solen stadig havde tænkt sig at grille alt, der bevægede sig langsommere end en ølstafet. Mindre charmerende var de sædvanlige festivalturister, der tilsyneladende var mere optagede af selfies end musik, men med den lille mavebøvs ude af systemet var der heldigvis rigeligt at glæde sig over. Gatecreeper kom for at afstraffe, og det gjorde de med en skånselsløshed, der hurtigt fik støvet til at rejse sig fra jorden.
Det betød dog ikke, at alt fungerede gnidningsfrit. Den sparsomme vind var kærkommen for de menneskelige svedkondensatorer, men den gjorde ikke ligefrem underværker for et lydbillede, der i forvejen bevidst opererer i lejet mellem motorsav og mudderbad. Når Gatecreeper ramte bedst, var det netop i mødet mellem den grumsede bund, de mere groovy anslag og den lettere primitive korporlighed, der fik pitten til at vokse i takt med sættet. Men der var også øjeblikke, hvor det hele blev en anelse for monotont i sin brutale effektivitet. Det famøse båthorn, der tilsyneladende signalerede circlepit på bestilling, var på én gang ærkeamerikansk, ganske fjollet og irriterende velfungerende. Bevares, gimmicken vendte tilbage mere end én gang, men på den anden side af bølgebryderne lod det ikke til at genere nogen. Tværtimod. Crowdsurfing, flyvende ølkrus og en stadig vildere pit tegnede billedet af et publikum, der bestemt ikke stod med våde drømme om Static-X. De var kommet for Gatecreeper. Og Gatecreeper leverede præcis den slags kontrolleret kaos, de havde bestilt.
Midt i al afstraffelsen tjente “The Black Curtain” som et af sættets mest velkomne afbræk. Det magelige mellemtempo skilte sig markant ud fra mængden og mindede om, at bandets nyere, mere melodisk farvede materiale faktisk kan noget andet end blot at brage fremad med panden først. Det var også heromkring, koncerten begyndte at åbne for de små distraktioner, der kun findes på Copenhell. Et glimt af Stinus Lindgreen blandt publikum sendte tankerne et øjeblik mod festivalens fremtidige geografi, og under den gamle B&W-ulvs vagtsomme blik blev man mindet om, hvor stærkt stedet, støvet og stemningen egentlig hænger sammen. Tankerækken fik dog en brat afslutning, da pitten pludselig rykkede tillokkende tæt på. Skulle man? Skulle man ikke? Fornuften vandt, hjulpet godt på vej af en væskebalance, der truede med at tippe over. En særlig tak må derfor sendes til den barmhjertige samaritaner i lydteltet, der diskret reddede en anmelder fra at fordampe, før “Flamethrower” kunne få lov at futte sættet af.
Portluskerne tog vare på vikariatet
Hen mod slutningen stod det dog også klart, at 45 minutter nok havde været ganske passende. For selvom Gatecreeper spillede med autoritet, tyngde og en (indrømmet) ganske vanedannende groovet afstraffelse, begyndte skabelonen efterhånden at blive så tydelig, at fuldt fokus ikke længere føltes bydende nødvendigt. Det siger måske lige så meget om anmelderens varmeplagede tilstand som om bandets kvaliteter, for de forreste fremmødte fortsatte ufortrødent, som om hver ny omgang støv, skub og dødsmur var en gave fra Arizonas afsvedne ørkenstepper. “Flamethrower” fungerede derfor helt oplagt som sættets udgangsreplik, og med trøjeløse pushpits og primitiv stammementalitet i fuldt flor var det svært ikke at tænke, at hele seancen havde noget både latterligt og uimodståeligt over sig. “Only in America”, kunne man næsten fristes til at sige. Men også kun næsten. For på Hades blev det faktisk til noget, der gav mening. Gatecreeper vandt ikke nødvendigvis alle over, og der var passager, hvor ensformigheden truede med at æde intensiteten. Men de løste den utaknemmelige opgave med bravur, fik støvet til at lette og mindede Copenhell om, at en erstatning sagtens kan ende med at føles som langt mere end en gemen nødløsning.
