British invasion
Det var eftermiddag på Copenhells sidste dag, og klokken var nu officielt et par minutter i metalcore.
Det britiske band, Bury Tomorrow bærer en notorisk tung 00’er-lyd og et meget genkendeligt udtryk. I den store jungle af metalcoremusik er det sjældent, at man finder et band med så tydelig en identitet på plakaten. Hvad er det værste, der kan ske? Det er et spørgsmål, der ofte melder sig, når bands med så stærke kataloger skal bevise deres værde live. Og det spørgsmål var det netop tid til at finde svaret på nu!
Stærke som aldrig før!
Bandet var knap gået på scenen, før publikum havde trukket sig ud til en Wall of Death. Folk var i den grad klar til fest. Lørdagen havde været ulideligt varm, men kort før Bury Tomorrow gik på, fik alle fornøjelsen af skyer. Det er pudsigt, at netop det kunne være dagens største humørløfter, men sådan var det altså. Og det høje humør var kommet for at blive. Fra start til slut havde bandet et utroligt godt greb om publikum. Det var en fornøjelse at se, særligt fordi folk tidligere på dagen havde virket trætte og udmattede efter en lang festivaluge. Her så man publikum vågne op igen og tage den slutspurt, man altid håber på nær festivalens afslutning.
Lyden og mixet var stærkt, og det var en fornøjelse at opleve. Det hjalp også, at bandet spillede deres komplekse materiale med nærmest total præcision. Både “Choke” og “Cannibal” indeholder nogle markant udfordrende guitarpassager, men det havde Kristan Dawson ingen problemer med. Han var dagens MVP sammen med forsanger Daniel Winter-Bates, som leverede præcis det, rollen krævede. Han var aktiv, kaotisk og energisk på én og samme tid. Det kan ikke have været nemt i heden, så points for det.
Bury Tomorrow fik en time på Hades, og det lige tilpas till at gøre publikum mætte. Sættet leverede en god balance mellem nyt og gammelt materiale, men fungerede samlet som én helhed. Flowet blev aldrig brudt, og der opstod ingen døde punkter på sætlisten, som kunne få energien til at falde. Det var heller ikke, fordi bandet havde særligt meget visuelt med. De havde et forholdsvis lille banner - og det var stort set dét. Især med mere teatralsk musik kan det være svært at holde momentummet kørende uden et visuelt spektakel. Det havde Bury Tomorrow dog ingen problemer med. Winter-Bates kompenserede i stedet med stærke salgstaler, der fik folk længere ind i pitten - og det virkede. Pitten startede allerede i en imponerende størrelse, men voksede stødt under koncerten og fyldte til sidst stort set hele golden circle-området.
Metalkernen til alle vores hjerter
Bury Tomorrow sørgede for at holde festivalens momentum kørende. De leverede en nær perfekt koncert og havde så hårdt et greb om publikum, at stemningen var i top fra start til slut. Det var metalcore madness, når det er bedst. Lyden var stærk, og deres komplekse sangkonstruktioner blev leveret i fejlfri facon.
Copenhell 2026 havde allerede budt på rigeligt metalcore på programmet, og derfor frygtede jeg, at man kunne være blevet mæt inden Bury Tomorrow. Om man var det eller ej, så blev man i hvert fald sulten igen bagefter. Jeg stod med et analytisk blik og havde alligevel svært ved at finde meget at kritisere. Man kunne argumentere for, at scenedesignet var i den kedelige ende. Til gengæld havde de både pyro og techno-introer, som var med til at holde spændingen oppe, og det fungerede særdeles godt.
Koncerten blev også i høj grad båret af publikummets engagement. Der var konstante moshpits, crowdsurfere og djævlehorn i vejret. Bury Tomorrow viste fuldkommen, hvordan det skulle gøres.
