Elder

Sidste gang Elder gæstede København, var til A Colossal Weekend i Vega tidligere på året. Her leverede de en absolut fremragende koncert, og fredag aften den 17.10. bragte de deres momentum videre til Amager Bio. Trods statussen som opvarmere var det en meget tætpakket sal, der stod klar til at tage imod de progressive stonerrockere fra Massachusetts, og der var da også flere, der havde valgt at iføre sig Elder-merchandise frem for aftenens hovednavn.

Entusiasmen for bandet er velfortjent, for det er en umådeligt velspillende kvartet. Drengene gik på scenen med blot et forsigtigt 'hej' til publikum, og fra det sekund hvor det første riff blev slået an, var ord overflødige. Deres næsten jam-agtige, guitarfokuserede og tonstunge toner flød behageligt som fløjl ind over publikum, godt hjulpet af fænomenal lyd fra Amager Bios Front of House. Der var knald på røgmaskinerne, og scenen blev hurtigt indhyllet i en tyk tåge, der kun var med til at skabe en stemning af introspektion i lydbølgerne. Trods god lyd på instrumenter var Nick Disalvos mikrofon en kende lav den første halvdel af koncerten. Måske han heller ikke kunne høre sig selv, for han faldt ofte skævt ind. Det tog dog ikke meget fra nydelsen, da vokal langt fra er fokus i Elders langtrækkende opbygninger af riffs og groove. 

Amerikanerne spillede generelt enormt godt. Der kom ofte små genistreger i trommespillet, og hvert klimaks leverede tilfredsstillende.

Det store fokus på guitarspil og soloer gav dog til sidst en lidt ensformig oplevelse, og man kunne hurtigt miste overblikket over, hvornår numre sluttede og begyndte. Med en spilletid på knap 40 minutter blev det kun til beskedne fire sange på Elders sætliste. Her på sitet var vi i 2020 meget begejstrede for albummet Omens, og det kan ikke nægtes, at Elder fortjener opmærksomhed, så vi håber, at vi snart får dem at se igen som hovednavn i København.

7/10

All Them Witches

Efter Elders serenader var publikum mere end klar til endelig at blive genforenet. Inden All Them Witches gik på, blæste Black Sabbath ud af scenens højtalere til publikums store fornøjelse, og der opstod hurtig spontan fællessang i den fyldte sal. Da intromusikken fadede ud, åbnede Nashville kvartetten med et stille riff, der ikke helt matchede den stemning, de lige havde bygget. Det var dog hurtigt glemt, for de rå og bluesinspirerede toner bar os hurtigt ind i All Them Witches’ helt eget lydunivers. 

From Paris to Berlin, from Nashville to Amager

Det første nummer, “Red Rocking Chair”, en ny sang fra deres kommende album, indeholdt nærmest hele pakken med bluesvokal, doom riffs og distortionvredet violin, alt hvad All Them Witches står for. Andet nummer, “Enemy of My Enemy”, åbnede kirken til messe i en samling af gospel og bluegrass der, sammen med ATW’s sædvanlige flair for tyngde og dybde i tonerne, blev til et mix i lydbilledet a la Zeal & Ardor møder Hozier. 

Herfra blev det ret utydeligt, hvad der var et nummer, og hvad der var jamsession, men det er ikke nødvendigvis en kritik. Det er nogle talentfulde herrer, der betjener instrumenterne i All Them Witches. Koncerten bar generelt præg af plads til jam og soloer, og alle fik en tur i spotlyset. Der var endda masser af albuerum til bassen i lydbilledet, og det giver altså bonuspoint, når bassen får lov at være mere end rytmestøtte, selvom den ikke fik en solo. Allan Van Cleave, keyboardist, violinist og generel altmuligmand, tog især opmærksomheden. Bag orgelet sad han, klædt som en hillbilly version af Nightwishs Toumas Holopanien, og gav solo på både synthesizer og en violin, der var så distorted, at lyden lagde sig et sted imellem Stratocaster og trækbasun. Om det er en god eller dårlig ting, lader vi være op til læseren.

Lyden var der ikke en finger at sætte på under det her sæt. Den var simpelthen formidabel. Den sædvanlige southern rocklyd fra All Themn Witches’ studieindspilninger var udskiftet med en langt tungere, mere doomed og progget lyd i deres setup, hvilket klædte alle sange umådeligt godt. Der var dog en smule knas med lyset, der ellers lod til at være programmeret til sætlisten, men ramte skævt en del af tiden, hvilket også var gældende under Elders koncert. Selve effekterne fejlede dog ikke noget, og langt hen ad vejen bidrog det til oplevelsen. 

Publikum var i særdeleshed taknemmelige for All Them Witches. Især forreste del af rækkerne kunne knap stå stille med hoppen, dansen og spontane mosh pits til musik, man eller slet ikke burde moshe til, men der var også en generel lyst til bevægelse blandt publikum længere væk fra scenen. 

De måske, måske ikke, planlagte soloer og jamsessioner blev dog et lidt for gentaget greb hen ad vejen, og ikke alle solospil var lige interessante. En time og 12 minutter inde i koncerten satte All Them Witches ild til Amager Bio med det, der blev aftenens yndlingsnummer for denne skribent, “Blood and Sand/Milk And Endless Waters”. Der var skruet helt op for synthesizeren, der virkelig svøbte de King Buffalo-agtige drømmende riffs ind i en helhed af ekstase. Nummeret gled til sidst hen i endnu en solorunde med en desværre lettere kedelig violinsolo, nu uden distortion, inden bandet stille gik fra scenen. Det var naturligvis den klassiske falske afslutning, og de kom hurtigt tilbage med ekstranummeret “Alabaster”. En sang, som vokalist og bassist Charles Michael Parks Jr. kaldte et dansenummer. Det var det ikke, men det ville publikum i fronten skide på, de dansede, som om det var den sidste sang i deres liv.

Er det allerede slut?

All Them Witches formåede at hylle alle ind i en drømmende tilstand af introspektion og vævende groove, hvor en koncertlængde på 1 time og 30 minutter føles kortere end opvarmningens 40. Det er en tilstand, denne skribent kun kan huske at have oplevet live med Tool. De amerikanske multitalenter i ATW har for tiden stærk vind i sejlene,og når nu de har bevist, at de nemt kan få udsolgt i Amager Bio, mon ikke så vi får lov at opleve dem i Danmark igen, inden der går seks år mere?

8/10