DETEKTOREN

Paul Mazurkiewicz i fortællehjørnet

Paul og Cecilie Paul og Cecilie

Interview med Paul Mazurkiewicz

Det var med hjertet oppe i halsen, jeg indfandt mig på spillestedet Vega, med min notesbog krampagtigt knuget i mine fugtige hænder. En observant tilskuer ville ikke have undgået at bemærke min ellers så udadtil rolige adfærd, blev afsløret af mine hvide knoer og neurotiske kæderygning. Grunden var såmænd at undertegnede havde raget det ærefulde erhverv til sig, at skulle interviewe selveste Paul Mazurkiewicz, trommeslageren i det berømte og for deres kontroversielle musik, berygtede band, Cannibal Corpse. Angsten skyldtes dog ikke nervøsiteten ved hvilken slags mand jeg skulle stå overfor, da rygtet siger han er et flinkt menneske. Nej, min tilstand skyldtes snarere det faktum jeg ikke havde den fjerneste ide om hvordan man som udsending kan spørge en kunstner om noget han ikke nødvendigvis har svaret på utallige gange de sidste 25+ år han har været aktiv og samtidig også kan stille relevante spørgsmål

Heldigvis smittede en del af hans tilbagelænede attitude af på mig og vi endte med at nå ikke bare de spørgsmål jeg havde siddet med til langt ud på natten og omformuleret om og om igen, der blev oven i købet tid til lidt off the-record snak om … Tommy Seebach…

Hvad driver jer som band?

”Kærligheden til musikken, den har drevet os i 28 år. Du ved, det er den profession du har valgt, det er dit job og vi er så heldige vi kan leve af det her, men jeg mener stadig det er den form for kunst vi har valgt, der driver os. Det og så det faktum vi har så stor succes med det. Det er noget du går og drømmer om når du lige er startet og så bliver det pludselig til virkelighed og det er oven i købet vildere end vi nogensinde havde forestillet os. Du har LYST til at blive ved med det, vi ville ikke gøre det her hvis vi ikke elskede det. Og hvis du ikke er passioneret omkring det, skinner det igennem.”

Hvor henter i inspiration fra?

”Vi prøver konstant at bevare lyden af CC, men hver gang skal den være en smule anderledes. Vi har nogle fantastiske sangskrivere i bandet og heldigvis er vi et team, i stedet for al skrivningen hviler på en enkelt mands skuldre. Vi finder inspirationen frem i os selv, både musikalsk og lyrisk. Du kan ikke tvinge det frem, men med 13 albums i ryggen, det er næsten en hvert andet år, skriver vi sådan set konstant. Vi har aldrig haft perioder hvor vi tænkte ”ej, nu gider jeg ikke skrive noget i fem år.” Vi er konstant i gang, har altid noget på tegnebrættet. Vi forsøger at udvikle os, men uden at give køb på hvad vi er.” Adspurgt om de arbejder på et nyt album svarer Paul nej, men de snakker allerede om det, han fortæller mig de tager ikke fri så længe ad gangen når de kommer hjem fra tour, de arbejder altid på at brygge noget sammen.

Hvordan vil du beskrive jeres rejse fra Eaten Back To Life op til A Skeletal Domain?

”Det har været en fantastisk rejse. Vi er forblevet hvem vi er, men vi er samtidig vokset som mennesker, som musikere, som band. Vi har haft en fantastisk tid, en fantastisk karriere. Jeg synes vi har været meget heldige at vi har fået den karriere vi har. Hvis du sammenligner den første med den sidste, vil du tydeligt kunne høre forskel, men du vil stadig kunne høre det er os. Vi er stadig os, bare bedre.”

Har du et yndlingsalbum blandt jeres egne?

Jeg får næsten ondt af ham da han bliver bedt om at vælge en favorit, for som han tydeligt giver udtryk for i både ord og kropssprog, er det ikke et nemt spørgsmål at svare på. ”Vi har 13 albums at vælge i mellem og jeg er glad for og stolt af dem alle sammen. Dog er den første, Eaten Back To Life, noget helt særligt, fordi det netop er vores første. Spændingen ved at indspille, begejstringen ved at holde sit første album i hænderne og tænke wow, den har jeg lavet den her. Jeg elsker lyden, hvor rå den er. Vi var et ungt og i den forstand, et sultent band og det synes jeg skinner igennem her.” Her kigger Paul sig selv ind i hovedet og remser op, nærmest for sig selv, hvilke albums han er specielt glad for. Som en lille public service, har jeg medtaget hans mumlen i skægget, hvis du skulle være nysgerrig efter hvad Paul selv ser som sine favoritter... ”The Bleeding fordi den er fantastisk, catchy og et album der virkelig ramte plet. Kill er fantastisk, Torture var stort, Skeletal Domains er os på toppen af vores game.”

”Vi forfalder aldrig til rutinen, vi forsøger altid at gøre vores allerbedste. Så længe vi er tro mod os selv og giver os 100 %, vil vores fans altid støtte os. Vi elsker vores fans og de er lige så dedikerede som os, det er en fantastisk følelse at være med til at bidrage til folks liv på den måde vi gør.” Som han så smukt formulerer det, var det kærligheden til et andet band der i sin tid var med til at støbe fundamentet for Cannibal. Jeg graver lidt i hvad der satte ham i gang personligt og han nærmest råber SLAYER! Det er naturligvis ikke det der grundlagde hans musikalske rejse, men det vender vi lige tilbage til. For da Paul var en bette knægt, var det KISS der banede vejen for bands som Judas Priest og Iron Maiden. Da han så blev lidt ældre og for første gang hørte Metallica, var han ikke synderligt begejstret. Det var for meget, det var for intenst, Metal Militia slog bunden ud af ham, men senere hen sneg det sig alligevel ind på ham og da Slayer så droppede Reign In Blood på verden, ramte det Paul lige der hvor det klør. ”Første gang jeg hørte Reign in Blood med Slayer og lyttede til Lombardo, vidste jeg at det der, det er sådan jeg vil spille.” Og dermed var kimen til Eaten Back To Life sået, i kølvandet på Lombardos tromme-ekvilibrisme.

Føler du I er forpligtede til, som en af grundstenene i ekstrem metal, at holde trit med den nye generation som bygger videre på hvad I var med til at skabe?

Her trækker han lidt på det, i modsætning til tidligere, hvor svarene er faldet nærmest prompte. ”Det er ikke noget vi tænker så meget over. Vi gør bare hvad vi gør og det er det vigtigste. Du kan ikke sige “Oh my god, jeg bliver nødt til at toppe den sidste plade! ” Du bliver bare nødt til at gøre det bedste du kan og håbe resten går I orden. Så nej, vi behøver ikke skulle overhale folk, bare blive ved med hvad vi gør. Vi er kommet så langt ud fra den made at tænke på, hvorfor skulle vi ændre på det? Vi har ikke noget vi skal bevise. De laver deres ting, vi laver vores. Og selvom det er imponerende, hvor mange bands vi har inspireret, både musikalsk og arbejdsmæssigt, føler vi ikke vi på nogen måde har noget vi skal leve op til. ” For første gang i interviewet kommer der lidt bevægelse i den op-ad-baren-nonchalant-henslængte mand. Det er tydeligt at det er noget har ligget ham på sinde og han virker nærmest lettet over at få afløb for det og det er det perfekte oplæg til mit næste spørgsmål, et spørgsmål jeg har været specielt spændt på at få svar på..

Er du fan af moderne metal?

Atter en gang bliver der skuet indad og han nærmest mumler for sig selv han er blevet gammel og konservativ. Han kan ikke sætte sig ind i det nye(re) musik, men lytter i stedet til det han voksede op med og forklarer det ganske simpelt: ”It’s in my heart.” Så nej, moderne metal er ikke Pauls kop te. Han opsøger det ikke, ud fra den simple grund det ikke interesserer ham. I stedet er det bands som Steppenwolf og andet godt fra 60’erne og 70’erne, Iron Maiden og Judas Priest. Han kaster sig ud en fortælling, om den gang han opdagede et ”nyt” band for ligesom at formilde sin tidligere udtalelse om, at al moderne musik var nederen. Han beretter dernæst med et skævt grin, som om han knapt kan tro på det selv, om den gang han for første gang hørte Presidents of The United States of America i Morrisound og var solgt på stedet. Tilsyneladende er Presidents of… det eneste band, hvis karriere han stadig følger aktivt, for selvom han stadig lytter til det når han får stukket den nye Slayer eller Iron Maiden i hånden, så bliver det aldrig til mere. De har ikke dem samme betydning for ham længere og hans forhold til metal efterhånden er blevet nostalgisk, med egne ord er han ikke ”into it”, da musikken efterhånden er blevet soundtracket til den gang det inspirerede ham til at sætte sig på den lille stol.

Vi interviewede Corpsegrinder for en del år tilbage. Han blev på et tidspunkt spurgt hvad han fik tiden til at gå med når han ikke stod på scenen og det resulterede i et passioneret foredrag om World of Warcraft. Spiller han stadig?

Paul griner stort og svarer bekræftende. ”Ja, George spiller stadig, dog ikke så meget som han plejer, men han er stadig vild med at game”. Han ser f.eks. vanvittigt meget frem til filmen udkommer, men personligt er Paul bedøvende ligeglad, men afslører han selv er stor fan af Star Wars og at George glæder sig ligeså meget til Warcraft, som Paul glædede sig til The Force Awakens og også glæder sig til de kommende film i den nye trilogi.

Jeg var ikke sikker på om jeg skulle stille dig det følgende spørgsmål da jeg er ret sikker på du har hørt det her en million gange allerede, for jeg har set et interview med Alex og hans reaktion på det spørgsmål siger alt.. Men gjorde jeres optræden i Ace Ventura en forskel for jer?

Allerede mens jeg formulerer mig igennem et spørgsmål jeg på forhånd havde lovet mig selv jeg KUN ville stille hvis det gik godt, breder der sig et forståelsens smil hen over hans ansigt. Han ruller teatralsk med øjnene, stønner opgivende og smider hænderne i vejret. "Om det gjorde en forskel? Oh yeah, definitely!” Som han selv beskriver det, så var de et forholdsvist nyt band. Bevares, de havde været i gang et par år, det går okay, folk i miljøet er begyndt at lægge mere mærke til dem. Og så er de lige pludselig med i en mainstream film? Fra den ene dag til den anden, er der pludselig millioner af mennesker der ved hvem de er, præsidenten har sikkert OGSÅ set den, men det der var det vildeste ved det, var at så mange fans fik øjnene op for dødsmetal takket være den film. ”Og det er fandeme stort, de havde nok ikke opdaget os hvis det var for den film, eller også var der måske gået flere år før de gjorde.” Men når man siger Ace Ventura og publicity, må man vel også sige Bob Dole. For de få af jer der ikke ved hvad vi snakker om, så kom bandet under heftig beskydning i 1995 af en præsidentkandidat, der advokerede for at få bands som Cannibal Corpse forbudt, da de udgjorde en trussel mod al anstændighed. Men som med så meget andet der bliver stemplet som farligt, genererede det en massiv mængde opmærksomhed og den dag i dag, er Paul stadig glad for opmærksomheden, da det basalt set betød de nu var blevet allemandseje og sikkert aldrig var blevet SÅ kendte, hvis ikke det var fordi de havde chokeret de rigtige mennesker.

Jeg var efterhånden løbet tør for spørgsmål og da tiden snart gik samme vej, måtte jeg lige slutte af med at vise ham en, for nogen, klassiker; den efterhånden aldrende Apache / Hammersmashed Face mashup. Hvordan det gik, er dog ikke helt så vigtigt som hans reaktion på den originale musik, for Tommy Seebach (s overskæg) har nu en ny fan.

Tilføj kommentar