Mere dugga-dugga, mindre dakke-dakke

Adidasbukser, regnskov og Mokai: Det er det, de fleste kender Randers for. Men noget andet ulmer i den jyske muld: I et mørkt øvelokale mødes fire gnavne, gamle mænd og spiller “killer fucking thrash”. Det danske thrashmetalband Hellmaze har for nyligt udgivet to singler og er klar med deres første fuldlængdealbum til januar næste år. Selvom de kalder sig selv slidte og sure, virker de meget imødekommende, da jeg møder dem til et interview om bandets fortid og fremtid. Før, vi begiver os ud i den Helvedes kornmark, som Hellmaze synger om på singlen “Hell and a Maze”, skal vi høre, hvordan det første korn til metalmajsen spirede frem fra Randersegnens golde jord - og om Hellmaze selv ved, hvilket band, de egentlig spiller i. 

Forsanger og guitarist Rafal ‘Stoffer’ Malewski fortæller:

“Jeg ved ikke, hvordan bandet egentlig startede ud. Vi har jo spillet sammen, siden vi var knejter, puha, nok siden vi var 13-14 år gamle med lidt pauser og forskellige projekter. Og Simon (Lindberg Nyholm, red.), vores nyeste bassist, han kom også med dengang tilbage i sen-90'erne. For længe, længe siden, kom Simon med i det gamle band, Lost Confession. Og så splittede det op omkring 2010.”

Guitarist Gajos: “Mig og Stoffer mødtes så til en Hatesphere-koncert ca. i 2018 i Randers, tror jeg det var. Og blev enige om, at vi skulle lave noget sammen igen. Og så blev det til Lost Confession.”

Stoffer: “Nej. Hellmaze. Hellmaze, det er det band, du er i nu. ”

Gajos: “Nå ja. Og så, hvornår var det, at vi startede? Omkring 19, tror jeg. Simon var meget ydmyg om at komme med i bandet, for når vi laver koncerter og sådan, så laver vi altid nogle dumme videoer til dem. Altså nogle er dummere end andre, og vi har jo også lidt intentioner om at lave en dum julesang. Og Simon har nok ikke været vant til at være så useriøs. Men vi har jo fået trukket ham ned på vores niveau, og nu stiller han sgu op til videoer helt frivilligt.” 

“Frivilligt” gentager Simon Lindberh Nyholm med citationstegn.

Bandets trommeslager, TT, har dog måtte lave en mindre genremæssig uvending. Som han fortæller: 

“På det tidspunkt, da I begyndte at spille i Lost Confession, der var jeg nok lige begyndt at lære at spille rock-1. Jeg var ellers god til jazz, men det holdt jeg hurtigt op med. Jeg kan da have nogle jazzede uheld, men det er så noget andet.”

Selvom jazzen er blevet thrashet til fordel for killer-fucking-thrash, føler ingen i Hellmaze dog, at de er bundet af genrens konventioner, men giver plads til hinanden i bandet. Gajos fortæller om deres indbyrdes samarbejde: 

“Mange ideer til riffs kommer fra Stoffer og jeg. Stoffer, han er vores mor. Det er ham, der sørger for, at det hele kører, og at vi husker at tage en hovedpude med, når vi skal på tour. Jeg står meget for booking og PR. Ellers er det i virkeligheden et meget fælles projekt, hvor vi mødes en gang om ugen, og når vi ikke mødes, så skriver vi sammen. Vi bor ikke superlangt fra hinanden, så vi ser hinanden ret tit og snakker om tingene og bliver enige. Vi forsøger at have sådan en positiv tilgang til det, så der ikke er noget, der er kasseret i forvejen, bare fordi man tænker, at man ikke lige kan føle, at det passer ind. Jeg har lært den tilgang med tiden, fordi jeg kan huske de gamle bands, hvor der har været meget af det her, mit og mig og ’ej, det der, det synes jeg ikke lyder godt’. Vi er blevet gamle og lidt sure, tror jeg. Altså hvis der er nogen, der laver et riff, så er der ikke nogen grund til at kaste det ud med det samme. Man kan lige så godt prøve det af først.”

Stoffer: “Når man er i et band, så skal man lave den musik, som man godt kan lide, og for os er det killer fucking thrash. Det kan godt blive lidt melodisk, og der kan godt komme nogle breakdowns til, og der kan også være noget med lidt dødsmetal over det, eller nogle andre elementer, men mon ikke det går. Du kan pakke alt ind i noget dugga-dugga, og så går det.” 

Nyholm: “Ja, mindre dakke-dakke, mere dugga-dugga.” 

Bottle up your feelings and drink them

Sammenhængen i bandet er også blevet sat en del på prøve under deres mange koncerter og en enkelt turné til Polen, hvor de både måtte håndtere hinandens fodsved i en overfyldt bil, tømmermænd, stress og sorg. Gajos fortæller: 

“Vi har jo været på nogle ture til Tyskland og Polen, og det er jo bare en 4-personbil, tagboks på taget til guitar, bagagen i en bylt, og så sidder vi på motorvejene i flere dage. Det kan vi sagtens, det kan vi rigtigt godt lide, det er skidehyggeligt.”

Stoffer: “Vores ultimative drengetur var forrige sommerferie, hvor vi kom til en polsk festival. Det var sådan ret sent, at vi blev booket til det. Så vi kunne simpelthen ikke nå at skaffe nogen jobs på vejen derned. Og så var det sådan lidt, skal man køre 13-14.000 km, spille 45 minutter og køre hjem igen, eller skal man gøre noget andet? Så vi valgte simpelthen at køre torsdag morgen og havde en overnatning på den anden side af grænsen til Polen og havde en rigtig god aften med en masse øller. Det kan godt være, at det gav underskud i kassen, men det var igen bare en oplevelse for livet.”

Tragedien punkterede dog den drengerøvede stemning af bilferiehygge på en anden tour, hvilket satte sit præg på koncertens sætliste. 

Stoffer: “En af vores sange, der er inspireret af hverdagen, det er for eksempel “Killing Time”. “Killing Time” er inspireret af, at jeg havde observeret vores fædre, og hvordan de opfører sig. Altså det her med, hvor de nu efterhånden er blevet pensionister, og deres krop er begyndt at løbe tør, hvor de bare sådan, killing time before time kills me. Og så er vi i Tyskland på tour, og TT's far dør. Jeg kunne simpelthen ikke synge den sang den dag... Vi var på en parkeringsplads i Tyskland, på vej til nr. 2 job ud af 3. Det var sådan, skal vi køre hjem, eller skal vi blive ved? Vi lod det være op til TT, og hans familie så ud til at have styr på det. Det var en weekend, og vi kunne ikke gøre ret meget, så vi valgte at fortsætte. Vi havde også udsigt til en udsolgt koncert på en super fed punkklub i Berlin, og det trak også en lille smule i os… så vi kløede på. The show must go on.”

TT: “Vi gav den jo gas på scenen, men ellers var det ret afdæmpet. Der var ikke den vilde rock'n'roll-stemning den dag. Jeg satte min mobil på flight-mode til dagen efter. På en eller anden måde havde jeg det sådan, Man, bottle it up, shut it out. Og så laver man en rock'n'roller og drikker det væk. Du venter, til du kommer hjem, for du kan alligevel ikke gøre noget ved det.” 

Gajos tilføjer: “Hvis man har set os mange gange, så tror jeg godt, at man kunne mærke det på scenen. De der 45 minutter til en time, der tager man bare en maske på. Eller det gør man jo ikke, for man forbliver stadigvæk også sig selv. Man kommer bare i den der live-show-mode. Folk har betalt penge for koncerten, og de skal have en oplevelse. Og så alt det udenom, det måtte bare være lidt mere afdæmpet, end det plejer at være.” 

Narrefisser og polske hotelværelser

I musikvideoen til “Hell and a Maze” jagtes en mand gennem Helvedes kornmark, og i det hele taget går majs ifølge bandet igen både i deres navn og liveoptrædelser. Men hvordan kan det være, at bandet er blevet så corny? Stoffer fortæller:

“Det her med, at det er HellMaze, at det er Helvedes majs, er lidt en running gag. Da vi kaldte os selv for Hellmaze, vidste vi godt, at der ville komme majsjokes ind i billedet, og vi har så bare kastet os ud i det. Hashtag flere majs.”

Gajos: “Tænk, alt det, vi har fået ud af majs. Vi har brændt majs af til koncerter. Vi har solgt majskolber som merch og kastet frosne majskolber fra scenen. Jeg tror generelt, at det var sådan, at okay, så har man et fokuspunkt, hvor vi kan få noget af det her humor afladet, og så er det et running theme i det her.” 

TT: “Og så er vi bare ikke klogere, tror jeg. Hvis vi ikke kan finde på noget, der er dumt nok, så er der altid majs.”

Gajos: “Men det skal selvfølgelig ses i kontekst. Omkring musikken, omkring vores jobs, omkring måden vi spiller på - det er jo ikke bare sjovt, det er der jo meget seriøsitet omkring. Men vi vil gerne have det sjovt, mens vi skal gøre det. Grunden til, at vi laver det her, er jo at vi elsker at spille musik, men det er lige så meget for at komme væk fra det jag, der er i hverdagen. Det her, det er jo lidt et outlet for alt det drengerøvede, det dumme, der hvor man ligesom har et andet fællesskab og kan tillade sig nogle andre ting, end man kan på arbejde.”

Stoffer: “Jeg skal nok vende tilbage til den der, fordi det er ikke alle sangtekster, der er lige seriøse. Hvis jeg nu ser på vores sætliste… “Flesh”, den handler om kannibalisme. “Slave” er sådan lidt ateistisk. “Killer fucking thrash”, det er jo bare om at spille metal og have det fedt. “Hell and a Maze”, det er om det her med at blive fanget af en kvinde på godt og ondt. “King of Suffering”, det er så en anden ateistisk sang. “Moshpit Bukkake”, den kom ud af en dum joke… den handler om at være VIRKELIGT glad for at spille metal.”

Vi stiller nu særligt skarpt på en af de nye singler, “Hell and a Maze”, der er et godt eksempel på bandets tekstunivers, sangskrivningsproces og arbejdet med at optage en musikvideo. Gajos fortæller:

“Nogle af idéerne er kommet på et hotelværelse i Polen, hvor man sidder og jammer, og så har vi bare haft et kamera tændt, mens vi har det sjovt. Andre af numrene har taget lang tid om at lande i den form, de har nu. Og så er der numre, der er blevet til på en halv time til en time, og så har de fungeret. Det er typisk de mere dumme numre, der virker på den måde, og dem skal der være plads til. Altså vores nyeste single (på interviewets tidspunkt “Hell and a Maze”, red.) er jo en sjov historie. Jeg fik ideen til omkvædet, efter vi havde været til metalfestival. Jeg landede derhjemme halv seks om morgenen om søndagen, efter jeg har fået 3-4 timer søvn i løbet af en weekend. Og så kom den til mig, og jeg måtte bare tage min diktafon frem. Så glemte jeg alt om det, indtil jeg så tog den frem en måned efter og tænker: Hey, det var sgu da meget fedt, det her!

Stoffer supplerer: “”Hell and A Maze” handler om… hvis man skal bruge et rigtigt flot ord, så handler den faktisk om sådan en narrefisse. Vi havde en snak om, at det kunne være meget sjovt at have sådan et titelnummer til Hellmaze, men hvordan fanden skriver man om en Hellmaze? Og så blev det sådan i lidt overført betydning, hvor sangen handler om en kvinde, som suger mænd til sig, og man bliver helt forgabt i hende og helt fortabt. Og så bliver man udnyttet, og så bliver man slæbt igennem Helvede og en labyrint af følelser og ting og sager.”

Gajos: “Det er måske en af de der mindre progressive, lidt mere ligefremt thrashede sange med bøllekor og hele moletjavsen. Vi kiggede på hinanden og tænkte, at det ville sgu være en fed første single, fordi den er ligetil, den kan de fleste sgu fange. Videoen er optaget tæt på, hvor der er en majslabyrint, og så tænkte vi, at hvis vi ikke skal optage en musikvideo i en majslabyrint til “Hell and a Maze”, hvornår fanden skulle vi så gøre det? Så vi fik fat i bondemanden, der havde den, og han var helt med på ideen. Det blev lidt tidspresset, for alle optagelserne til videoen er lavet på cirka 3 timer en sen aften på den mark der. Det var grotesk, men det var sjovt. Kvinden i videoen er Freja, som er med i det der Zombierun og professionel zombiemaler. Så vi endte faktisk med at optage en forholdsvis professionel video med to videofolk og en skuespiller.”

Er der en fremtid for thrashens dyrkning af fortiden?

Thrash har haft en renæssance i Danmark, og Hellmaze er en del af den bølge af nye, gamle thrashmetalbands, der bryder bølgebryderne for tiden. Men hvorfor lige thrash?

Stoffer: “Altså vi er jo nogle gamle hoveder, ikke? Dengang, da vi voksede op og begyndte at spille musik, der var der jo meget old-school-thrash. Det var dengang, hvor Metallica var thrashed, og det ikke hed old school endnu.” 

Gajos:  “Altså, vi var enige om, at vi gerne bare ville lave noget thrashed. Vi vil gerne have, at det er lidt hurtigt, og at man tydeligt kan høre inspiration fra de gode gamle dage. Og så kommer der alt muligt lort oven i. Det er jo det gamle blandet med noget af det nye, ikke? For vokalen spænder jo fra skønsang til growl. Altså, det er jo ikke helt klassisk thrash, vel?”

TT: “Der er både skønsang og grimsang.” 

Det er dog ikke blot genrens form, men også dens indhold, der har inspireret Hellmaze. Malewski fortæller: “Vi spiller thrash, og thrash har tendens til at være meget system- og samfundskritisk, sådan rent historisk. Dengang jeg skrev sangen “Slave”, det var lige der, hvor Gaza-konflikten blussede helt op, og jeg bare tænkte, at det der religion skal bare pisse af. Jo mere lort, der sker i verden, jo mere har man brug for at sætte spørgsmålstegn ved det. ” 

Gajos: “Altså, selvom vi jo sgu egentlig ikke har noget at klage over som sådan. Vi sidder alle sammen i nogle udmærkede jobs og betaler vores skat, og det er fint. Ikke nogen sorte penge her.”

Stoffer: “Det er også en genre, der får lov til både at være seriøs og sjov, altså man har jo en fest til en thrashkoncert, hvor man får lov til at råbe oy oy oy og sparke lidt til naboen. Men altså, metalmusik må gerne provokere. Du behøver ikke nødvendigvis at være enig, men hvis det kan skabe lidt debat, og det kan skabe noget oprør, så er det fint.”

Gajos: “Man har mange situationer at være frustreret og sur over i løbet af en hverdag. Og når man har sådan et outlet, hvor man bare kan give den fuld smadder, så kommer det helt af sig selv.”

Nyholm supplerer: “Ja, gnavne, gamle mænd, der brokker sig, det kan noget.”

Gajos: “Der kommer en del nye, fede thrashmetal-bands, også unge bands. Samtidig kan man også se på store bands, altså hvis man tager sådan nogle som Anthrax og Exodus. Hvor spillede de for 10 år siden, og hvor spiller de nu? Se, hvor højt de er på festivalplakaterne. Har du set, hvad det koster at komme til Kreator og Exodus? 680 kr. pr. billet.”

TT: “Det er jo næsten Michael Bublé-priser.” 

Stoffer: “Jeg tror, at thrashen, fordi den hele tiden har den her rå, simple energi, så bliver den ved med at komme igen i bølger. Ligesom trompetbukser.”

Hellmaze’s anden single er netop udkommet, hvis man vil have endnu en forsmag på det kommende album. Indtil da må vi vente i spænding på, hvad der mon venter bag næste hjørne i Hellmaze’s helvedeslabyrint og håbe på, at vi ikke bliver spist af en zombie.