DETEKTOREN

I'll Be Damned øser ud af guldkornene

I'll Be Damned I'll Be Damned

At tage på Copenhell som skribent er ikke bare fis og ballade og RIP-område; det er benhårdt arbejde med at holde sig ædru til koncerter og ikke mindst klar nok i hovedet til at tale med et udvalg af de kunstnere, der giver førnævnte koncerter. Så lørdag eftermiddag indfandt jeg mig pinligt tørlagt i presseteltet for at få en lille sludder med Stig fra de efterhånden berygtede I’ll Be Damned – og I’ll be damned, om ikke hele ensemblet defilerede ind i den oase, der var forbeholdt os med notesblokke og kameraer, og trykkede undertegnedes febrilske næve. Jeg var nemlig blevet informeret om, at jeg kun skulle samtale med Stig, men nu måtte jeg så finde mig i at sidde foran ikke én, men en hel håndfuld særdeles jyske mænd, der med garanti havde hver især deres mening om mine til lejligheden forberedte spørgsmål...

For mange jyder, for lidt mikrofon

I forbindelse med udgivelsen af jeres debutalbum udtalte GAFFA, at det var AC/DC med Pantera og Aerosmith på, men jeg hører meget mere Clutch og egentlig også en del Load/Reload.
Der bliver knipset og peget som en gal, da jeg namedropper Clutch, og da jeg lidt nervøst nævner de to ellers så udskældte Metallica-albums, ryger armene kollektivt over hovederne, og der bliver bedyret fra alle sider, at det egentlig ikke er noget, der er tænkt over. Faktisk bliver drengene ganske begejstrede over at høre, de vækker associationer til to albums, de fleste i bandet – bortset fra Stig, der ifølge de andre slet ikke kan lide noget – godt kan lide.

Hvor stor en del af jeres inspiration er hentet i metal og hvor meget i rock ’n’ roll?
Der bliver peget lidt frem og tilbage og remset op på klingende jysk, hvem der har bragt hvad med sig ind i det kludetæppe, der er deres musikalske inspirationer. Stig nævner i flæng bands som Nirvana og Pantera, Boris har efter eget udsagn spillet dødsmetal siden 1943, og Mathias bliver hængt ud som ham, der spiller fjollet indiepis – en anklage, han trækker resigneret på skuldrene ad, han har egentlig ikke noget modargument til den kommentar. Her bryder Stig ind: ”Det var vistnok godt, vi alle sammen var her”, som en slet skjult reference til min umiddelbare panik over at skulle stå ansigt til ansigt med hele bandet, og jeg må jo give manden ret, selvom det er svært at holde styr på så mange jyder på én gang. Den generelle holdning blandt holdet er dog, at de ikke stiler efter at lyde som nogen specielt, det er ikke noget, der bliver aftalt på forhånd.

Hvor stor en forskel har det gjort for jeres eksponering at have deltaget i Karrierekanonen, hvis nogen? Hvor hårdt ville I skulle have arbejdet for at nå, hvor I er nu uden at have været med?
Der bliver grinet og joket med, de var aldrig kommet derud, hvor Karrierekanonen tog dem. Jeg graver lidt i, hvad de mener, og jeg får forklaret, at det var med til at åbne op for nogle nye målgrupper. Alle i bandet har hver sit bud på, hvad I’ll Be Damned er og ikke er. De er hverken kun Karrierekanonen eller kun Copenhell: ”Vi er ikke bare et stangtennisband.”

Ville I have oplevet den samme opmærksomhed uden?
Der bliver svaret prompte og afvisende. F.eks. havde de aldrig spillet på Jelling Festivalen uden at have fået en tur igennem P3-møllen. Som band vil de ikke sættes i bås, men vil gerne nå alle, så ud fra det synspunkt gjorde deltagelsen i Karrierekanonen, at der blev åbnet op for et bredere publikum. Adspurgt hvad de fik mest ud af ved den oplevelse, var det i virkeligheden mest tips til at stå på en scene, og hvordan man gebærder sig i miljøet og egentlig ikke så meget eksponering. Stig fortæller mig, på en måde jeg aldrig nogensinde ville kunne gengive succesfuldt på skrift, hvordan han først tænkte, at ”det må fandeme være en fejl”, da de modtog deres elektroniske invitation til programmet. Han fortsætter sin beretning med så meget vantro i stemmen, jeg snildt kan se situationen for mig: at de så står der til deres første coachingsession hos Henrik Marstal (ham fra Ibens) og tænker ”hvad fanden laver vi her, skal han coache os i, hvordan man spiller heavy metal?”. At halvfemsernes mest slatne håndtryk belærer dem om at ”I ska’ jo være mere heavy, drenge!” var en besynderlig oplevelse – men som Stig så smukt slår fast: Man får undervisning i det, tager det man kan bruge, og skrotter det halve af det. Og så kan det da godt være, det ikke giver ”props” i metalmiljøet, men holdningen blandt dem alle er klar og tydelig: fuck it. ”Vi er mere rebeller end skolede”.


Og apropos hele det der fuck it

I er jo blevet lidt nogle darlings på scenen: I’ll Be Damned This, I’ll Be Damned That – der bliver kastet roser efter jer fra alle sider. Hvordan går al lovprisningen i spænd med jeres fuck it-attitude? Gør den det?
Stig bliver helt fjern i blikket ved tanken om tvungen selvransagelse og giver udtryk for, en stor del af det går på massive mængder selvkritik. Han går som regel af scenen og fokuserer på det negative frem for det positive: ”Jeg forventer noget af dem, der spiller musik, og så forventer jeg eddermame meget af mig selv. Når folk så bare klapper ryg på en konstant, så bliver jeg sgu mistænksom; hvad gør vi galt?”. Men der er jo rigtig meget positiv feedback fra både fans og anmeldere, og det lader til, de heldigvis er enige om, det alligevel er ”pissefedt”. Dog påpeger de selv, det kan være svært at holde sig skarpe i syndfloden af uhæmmet ros, men at det er nemmere at arbejde med den form for opmærksomhed, de får, fordi de netop har arbejdet hårdt for det. Det er nemmere at distancere sig selv, når man er i 30’erne end i 20’erne, og de vise gamle mænd rundt om bordet nikker tænksomt. ”Hvis man bliver fanget i den der selvfedme, holder man op med at være god”.

I want my rockstars dead

Vores anmelder faldt i svime over jeres musik, og jeg gad godt vide: Hvad er det vigtigste element for jer i forhold til at udtrykke jer – tekster eller musik?
”Det hænger uløseligt sammen. Jeg kan ikke stille mig op og synge noget ligegyldigt, for så bliver musikken ligegyldig”. Stig hiver atter den hedengangne frontmand fra Nirvana frem som eksempel på, hvor han finder sin inspiration. ”Hvis ikke man går op på scenen og dør, så har man ikke gjort det godt nok. Du skal gå på scenen og lide”. I hans øjne giver teksten indhold til musikken, og den skal også rumme et budskab.

Jeg har bidt mærke i jeres tekstunivers, der både er flabet, sarkastisk og afsindigt normkritisk…
Der bliver understreget på det kraftigste, at der aldrig kommer fisse-/druk-numre fra deres side. De har en kant til deres musik, og den ønsker de (og deres fans, med garanti) altid at bibeholde. Jeg bliver nødt til at prikke lidt mere i det her, for det er tydeligt, de har meget på hjerte, når det handler om det mere håndgribelige aspekt af et abstrakt begreb, så jeg beder dem udrede, hvem der har hvilke ansvar i deres ensemble: Hvem står for hvad i bandet? Hvem skriver sangene, og hvem skriver musikken?
Boris bliver udpeget som den, der skriver det meste af musikken. Han skriver ”de fede riffs”, og så mødes bandet og snakker om dem, hvorefter der kommer struktur på det, og så tager Stig det med hjem og laver vokal og tekst. ”Ideerne er vi fælles om at få udført, det er ikke et diktatur, og vi giver os god tid til at arbejde med det”. Det er ganske tydeligt at se, hvorfor de har så stor succes med det, de laver, for de serverer et produkt, der er både gennemtænkt og umiddelbart, og det kan mærkes – især i folks respons på titlerne på deres sange kontra indholdet i dem. Stig er en ”fucking akademiker” og provokatør med noget på hjerte og ved lige præcis, hvad der skal til for at fange folks opmærksomhed, og jeg er da også gennemskuet på stedet, da jeg spørger ind til sangen om de skizofrene ikke-bøsser…

Det lader til, I har fundet en formel, der virker, men jeg har ikke indtrykket af, I er et band, der hviler på laurbærrene, så hvad kan vi forvente af jer fremover?
”Mere hiphop! Verden har brug for mere hiphop". Der er klare meninger om, hvad folks forventninger til den svære toer skal ligne, for på det bedste specialklassedansk bliver der sarkastisk vrænget, at ”anden skive skal være magen til den første”. Men fordi der er så mange forskellige strømninger i bandet, vil det være umuligt at sætte en finger på, hvad vi kan forvente os af et band, der overhovedet ikke tager hensyn til folks sarte følelser eller forringede åndsevner, og deres afskedssalut til Deres efterhånden hårdt prøvede udsendte er, at selvom det har været en helt igennem fantastisk oplevelse at stå på en scene på Copenhell og modtage folkets hyldest, slår det alligevel ikke Jelling…

Tilføj kommentar