Dawn Of Demise

Dawn Of Demise

Dawn Of Demise er lige på trapperne med deres længe ventede debut album, ”Hate Takes Its Form”. Bassist Bjørn Jensen forklarer blandt andet her lidt om hvad vi kan forvente os af skiven, og hvorfor Suffocation er verdens bedste band.

heavymetal.dk:
Tillykke med Jeres kontrakt på Deepsend Records. Jeg kan forstå det er det helt rigtige selskab i Jeres øjne, da I nu bliver udgivet direkte på det amerikanske og canadiske marked, hvilket ikke så hyppigt er sket for et dansk band. Taget Jeres stil i betragtning, var det så også disse territorier I bevist sigtede efter?

Bjørn Jensen (BJ):
Mange, mange tak for det. Nej, ikke rigtigt. Vi ledte bare efter en deal der passede os godt. Vi fik en håndfuld andre tilbud fra andre selskaber, men der var ikke noget der rigtigt sagde os noget. Da Graham Landers fra Deepsend så dukkede op med sit bud, sagde vi ja, næsten med det samme. At den udkommer i USA og Canada er bare et plus… Et stort plus.

heavymetal.dk:
Hvilke forventninger er der så til samarbejdet med selskabet fra Jeres side, skal der f.eks. turneres på den anden side af Atlanten nu?

BJ:
Vi forventer faktisk ikke det helt store. Vi håber bare skiven bliver hørt af så mange som overhovedet muligt. Vi ville hellere end gerne derover og spille. Om det bliver til noget, ved jeg sgu ikke. Nok ikke lige foreløbigt, men forhåbentlig engang i fremtiden. Nu får vi at se.

heavymetal.dk:
Er der mulighed for at albummet bliver udsendt på vinyl?

BJ:
Det har vi ikke diskuteret endnu, men det kunne være megafee. Selskabet har jo før udgivet nogle vinyler, så hvorfor ikke? Jeg punker dem lidt i den nærmeste fremtid. Det kunne da være monsterfee at have en vinyl ude. Oldschool!

heavymetal.dk:
Apropos live aktiviteter, så har I spillet en del gigs på kun et par år, og har også allerede fået skabt Jer et solidt navn rundt om i Danmark. Er det disse koncerter der driver bandet, eller er det bare et nødvendigt onde? Der vel ikke den helt store mønt i at tage ud og spille, men til gengæld en masse hårdt arbejde?

BJ:
Hårdt arbejde? Fandeme nej!! Det er det fedeste at spille live. Du kan nok have ret i at der ikke er de store penge idet (for at sige det mildt), men det er jo derfor at man har sit almindelige job ved siden. Hvis man spiller hegn for at tjene penge, så er man sgu gået galt i byen. Man spiller det fordi det er fee og fordi det er det eneste der holder. Det er så absolut ikke et nødvendigt onde, men tværtimod noget som mig og drengene glæder os til konstant. Det er da det fedeste at spille rundt omkring og se folk nyde ens musik. Det betyder så meget for os. Vi elsker fandeme at spille koncerter. Uden dem var vi nok ikke et band i dag. Det er sgu dem det handler om. Et solidt navn? …argh? Men tak skal du have.

heavymetal.dk:
Jeg ved I er ret pjattet med Suffocation, og i april havde I så fornøjelsen af at spille sammen med dem, i Studenterhuset oppe i Aalborg. Det var vel uden tvivl en stor drengedrøm der gik i opfyldelse der, men hvad er det helt præcis ved det band, som er så fascinerende i forhold til… ja, vel stort set alle andre?

BJ:
Uha! Det var en af de fedeste aftener i hele mit liv. Og ja, det var en kæmpe, kæmpe drengedrøm der gik i opfyldelse. De er jo kongerne. Du spørger hvad der er så fascinerende ved dem…hmmm? Da de udgav "Effigy of the Forgotten" tilbage i ‘91 var der ingen andre der lød som Suffocation. De skabte deres helt egen genre indenfor dødsmetal genren. De havde dybere vokal, spillede strammere og havde et helt andet udtryk end alle de andre bands fra den tid. For deres tid var de meget hurtige, meget tighte og generelt mere teknisk begavede end de andre dødsbands der var fremme dengang. Da de så i maj ‘95 udgav "Pierced from Within" var det så fuldstændig på plads - de er jo verdens bedste band. Skiven havde monster lyd, var mega fængende, utrolig velspillet og deres N.Y stil med tunge stykker, hurtige passager og mange temposkift var nu perfekt. De kan det stadig den dag i dag, og deres nyeste skive "Suffocation" sparker da også, stort set, alles røv. Bands plagierer dem, men der er ingen der kan gøre dem det efter. De er bare kongerne. Jeg synes de er det mest fængende dødsmetal band på kloden. Alt ved dem er bare mesterligt… Hvad mere kan jeg sige. Jeg hører dem stort set hver dag, og det er sgu siden jeg fik “Effigy…" i ’92. Så at spille med dem? Jamen for satan, det var det fedeste!

heavymetal.dk:
Har I så stadig holdt kontakten ved lige med Suffocation, da jeg formoder at det kunne være interessant at få mulighed for at hamre flere koncerter af sted med dem?

BJ:
Nej, men det burde vi. Jeg har lovet at sende nogle t-shirts når vi har dem klar. Så mon ikke vi gør noget ved kontakten der? Og jo, det ville være megacool at komme på, f.eks US-turne, med drengene.

heavymetal.dk:
Ligesom tilfældet var med demoen, "…And Blood Will Flow", er også "Hate Takes Its Form" optaget i et mindre studie i Silkeborg, for derefter at få Jacob Hansen til at mixe albummet i hans eget studie. Er disse tre numre så også inkluderet på "Hate Takes Its Form" i deres oprindelige produktion? Jeg var jo selv pjattet med lyden, på "…And Blood Will Flow".

BJ:
Nej, numrene er med på skiven, men vi genindspillede dem. Vi vidste at vi kunne spille dem bedre, så vi valgte sgu at gøre det på den svære måde. Vi kunne jo bare have genbrugt de tre numre, og på den måde sparet noget tid, men nej. Det skal jo helst lyde så godt som overhovedet muligt. Jeg tror nu også du kan lide lyden på fuldlængden så. Den minder lidt om demoen, bare lidt mere gennemført. Scotts vokal går klokkeklart igennem og denne gang er det tydeligt at høre bassen. Der er sgu kommet fee lyd på. Ingen tvivl om at det er en Jacob Hansen produktion. Det kan sgu snildt høres.

heavymetal.dk:
Herhjemme har vi efterhånden en pæn række af anerkendte producere (også set med internationale øjne), men hvad var grunden til at valget faldt på Jacob Hansen?

BJ:
Det var simpelthen fordi vi vidste hvad vi ville få. Han lavede jo demoen, og den lyder sgu godt. Så derfor var det et naturligt valg. Oveni det er han ikke så dyr, og så er manden jo også en makker.

heavymetal.dk:
I forhold til gammel Infernal Torment lyrik, hvor porno og hvaldrab stod på dagsordenen, hvor befinder Dawn Of Demise sig så rent tekstmæssigt?

BJ:
HAHAHAHA! Ja, de havde sgu fee stil. Jeg må desværre indrømme at vi ikke har helt så meget hammer på. I Infernal Torment, specielt på "Mans True Nature", skrev Scott mange af teksterne. Og de omhandlede jo helst nekrofili, incest, skide/pisse porno og den slags. Scott skriver ikke tekster her i bandet, det er faktisk mig selv der gør det. Ikke fordi han ikke vil eller må, eller fordi vi nødvendigvis er imod gore-tekster. Det blev bare mig fordi jeg var den første der spyttede nogle tekstforslag ud. Så har jeg sgu haft lidt monopol på opgaven lige siden. De andre synes at det er ganske fee det jeg laver, så hvorfor ikke bare blive ved? Teksterne omhandler lidt af hvert, blandt andet vold, sygdom, krig, død, ødelæggelse og had, haha! - Det sædvanlige – Der er sgu ikke noget revolutionerende her, det kan jeg godt fortælle dig. Teksterne er sgu heller ikke så vildt vigtige, de skal bare passe ind og ikke være alt for kiksede... nemlig ja, haha. De betyder da noget, men det vigtigste for os er det generelle lydbillede.

heavymetal.dk:
Jeg glæder mig i hvert fald til at høre "Hate Takes Its Form", men hvornår er albummet at finde i butikkerne?

BJ:
Skiven vil være at finde i butikkerne engang i starten/midten af Oktober. I kan forvente Dawn of Demise i topform, med en fee produktion og artwork "to match". De folk derude der kender vores stil, ved hvad de får; tungt fængende dødsmetal med kæmpenosser, tight, varieret og lige i fjæset! 10 numre og næsten 45 minutters lytteglæde til dem der kan lide det brutalt. Vi ses vel derude til en pilsner eller to… Horns up motherfuckerz!