Beyond Twilight

Beyond Twilight

Kun cirka et år efter det meget roste album, ”Section X” røg på gaden, er Beyond Twilight allerede klar med et nyt album. I den anledning fik vi fat på Finn Zierler, der blandt andet kunne berette lidt om selve tilblivelsen af ”For The Love Of Art And The Making”, manglende tour aktivitet, samt hvorfor der har været så mange forskellige sangere indover bandets karriere.

Jeres nye album er et vovet udspil. Hvordan opstod idéen, med at lave ét langt nummer?

Jeg havde meget jeg skulle af med, og det var noget tid siden jeg havde skrevet en symfoni/opera, så der var noget der brændte i mig, for at gå den vej. Fra starten vidste jeg godt at der skulle flere udfordringer til, jeg synes ikke der er så meget ved at skrive indenfor normerne, altså en almindelig symfoni. Det keder mig i øvrigt også grænseløst at lytte på musik der allerede er lavet. Så fandt jeg på ideen med puslespillet og begyndte at bygge konceptet, og så begyndte strukturerne at tage form.

Skabelonen til det nye album, er skrevet over en ganske kort periode. Fortæl lidt om tilblivelsen, samt hvilke idéer der florerede inde i dit hoved, og hvad den konceptuelle mening går ud på?

Jeg havde tre uger til at færdiggøre alle kompositionerne (43 sektioner + 3 skjulte), strukturerne, konceptet osv. - minus to parter der blev holdt åbne for kompositioner, skrevet på guitar. Jeg arbejdede dag og nat, og det var lidt af et pres. Jeg kunne jo ikke vide om jeg løb tør for inspiration på dag seks f.eks. Men det hele kom meget naturligt, i en lang kreativ proces uden afbrydelser. Albummet blev færdig samme aften bandet rejste til Danmark, for at starte optagelserne. Mange idéer florerede. Jeg vidste dog at rammerne skulle holdes indenfor 45 min. Det er et af mine varemærker. Alle vores udgivelser er holdt indenfor de rammer. Men bl.a. fik jeg ideen om at komponere et af nøglestykkerne bagvendt. Det er sin sag at komponere noget der lyder godt, både forvendt og bagvendt. Men der er i og for sig ikke noget nyt i det. Klassiske komponister gjorde det allerede for flere hundrede år siden. Så jeg udfordrede mig selv til at skrive et stykke hvor melodilinien (højre hånd) er spillet komponeret bagvendt, og baslinien (venstre hånd) er spillet som var det optaget bagvendt. Stykket hedder "The Black Box Of Reverse" (sektion 41 på albummet, red.), og jeg betragter det lidt som et af mine svendestykker. Jeg komponerede også et stykke baseret på rytmiske grin. Konceptet handler først og fremmest om min passion for at komponere, og for musik. Men konceptet kommer vidt omkring, og handler om de store ting og værdier i livet som liv, død, kærlighed, ærlighed, tillid, s/m, om at synde, om løgne, om uærlighed, om essensen af musik og essensen af kunst.

Hvorfor har du atter valgt at rekruttere endnu en ny sanger i bandet? Er der pga. praktiske omstændigheder, i forhold til fremtidige live planer, samt det faktum at Björn Jansson til tider ligger ganske tæt op af netop Kelly Carpenter?

Det var forskellige forhold der gjorde, at vi stoppede med vores tidligere sanger. Han leverede ikke, og vi måtte skubbe planer flere gange. Han bukkede under for presset, og hoppede af 15 timer før han skulle have siddet i flyet fra Texas til Danmark. Medlemmerne boede dengang i tre forskellige lande, og alle i Beyond Twilight har meget om ørerne indenfor musikkens verden, en del af bandmedlemmerne turnerer 150-200 dage om året, og vores tid er meget kostbar. Når en mand skubber planer tager han 5 andre med i faldet. Når vi mødes er der sat mange aktiviteter i gang, og det skal alt sammen planlægges, så det er umuligt at arbejde med mennesker der ikke er disciplinerede, eller har samme passion som resten. Valget på Björn faldt først efter vi havde afbrudt samarbejdet med Kelly. Og et af punkterne var, som du rigtig nok er inde på, at han er fra Skandinavien. Det gør en masse ting lettere for os, at få basen tilbage til Skandinavien, bl.a. liveplaner. Jeg ved ikke om man kan sige at Björn ligger tæt op af Kelly. Björn har været på scenen i længere tid, i så fald må det være omvendt. Men der er jo forskellige årsager til at mange mener Jorn Lande, Kelly Carpenter og Björn Jansson minder om hinanden i Beyond Twilight.

Beyond Twilight har endnu ikke optrådt live, kan man derfor konkludere at I fortsat primært er et studie projekt?

Nej, Beyond Twilight har aldrig været et projekt. Men der er gode grunde til at vi ikke har optrådt live. Vi brænder alle for at komme ud at spille, og nu mere end nogensinde før. Men som tidligere nævnt så lever vi alle sammen af musik på forskellig vis, og skal vi ud at spille er vi nødt til at planlægge et halvt år ud i fremtiden. De jobs vi er blevet tilbudt har ligget max 1-2 måneder frem i tiden. Det er umuligt for os at realisere kortsigtet planlægning. Det synes også svært at etablere et levebrød livemæssigt indenfor metallen. Indtil videre har det desværre ikke kunne lade sig gøre for os. Vi skal vi jo have smør på brødet for at overleve.

Du virker som en mand der virkelig brænder for sin sag, og uden at give køb på dine ideologier, i forhold til salgstal og normal demokratisk bandvirksomhed. Er du svær at arbejde sammen med, eller har du blot tidligere været uheldig med dine tidligere valg af bandmedlemmer?

Nu skyder du noget i skoene på mig, med hensyn til demokratisk bandvirksomhed haha. Det andet vil jeg gerne stå inde for. Men jeg kan godt forstå antagelsen, set ud fra lyset af at vi har skiftet sangere på hvert album. Bemærk "vi". Selvom jeg er hovedmanden bag Beyond Twilight, bliver der taget mange demokratiske beslutninger. Jeg gør alt hvad jeg kan for at publicere Beyond Twilight som et band, og bandmedlemmerne betyder alt for mig. Jeg værdsætter dem lige så højt som musikken. Jeg tror ikke jeg er svær at arbejde sammen med, i så fald ville vi nok ikke kunne fejre 10 års jubilæum i år. Det er trods alt kun sangere vi har haft problemer med, og vi har ikke muligheden for at lære folk at kende i fem år, inden vi starter et samarbejde. Med hensyn til sangere, så har vi først lært dem at kende, efter indspilningerne. Ikke just de bedste vilkår. Menneskeligt dukker der jo mange ting op hen ad vejen. Vi er meget jordnære i Beyond Twilight, og det er en forudsætning, for at vi kan arbejde med sangere, at de også er det. Dér kan vi vist godt sige, at vi ikke altid har været så heldige. Det at folk er oplyste om hvad de går ind til, inden de kommer med i Beyond Twilight, er ikke ensbetydende med at de i virkeligheden fungerer under de vilkår. Socialt kan vi kun være sammen i perioder, og musikalsk kræver det en god portion disciplin og passion. Der er meget tryk på, og vi er alle underlagte et stort pres og tidspres. Når vi mødes er vi nødt til at yde vores bedste på kort tid. Det er kaotisk, ikke selvvalgt, men vilkårene vi må arbejde under.

Lad os antage, at du havde frit valg på alle hylder, og økonomien ingen grænser havde. Hvilket tour ønske er så det ultimative?

Hvis vi skulle tage hele pakken med, ville der være en del scene-rekvisitter, statister og kunstnere med på scenen. Det ville være lige så meget en visuel optræden, som musikalsk. Jeg ved egentlig ikke hvem vi ville passe godt sammen med, må jeg med skam indrømme. Men for min skyld gerne et ekstrem metal band, eller et progressivt. Måske kunne vi opføre en ballet med nøgne dansere i læder haha. Jeg ved det ikke.. Opeth måske?

Ja, det kunne sgu være fedt at opleve bandet live, for fuld udblæsning med både statister, lækkert lys og scenerekvisitter. Men en hvilken som helst slags koncert med Beyond Twilight skal være mere end velkommen. Den musik der spilles i Beyond Twilight, kategoriseres ind under heavy metal, og sandt at sige er der også visse ganske metalliske parter i Jeres musik, men den trækker nu også på mange andre stilarter. Hvordan vil du selv beskrive Jeres musik, hvis du selv skal sætte ord på?

Jeg ville kalde det Beyond Twilight.

Ja, så enkelt kan del vel også siges. Beyond Twilight har modtaget hæder og ros i danske metal medier, men alligevel virker det som om I er en velbevaret hemmelig, under disse himmelstrøg, generelt set. Er Danmark bare et skidt sted at være metal, eller tror du tingene vil ændre sig til det bedre herhjemme hen af vejen? (Det virker eksempelvis som om der er mere opbakning i Sverige, med den svenske metal scene).

I de første mange (ni) år var det et bevidst valg fra min side, at holde os skjulte. Det var først sidste år at vi trådte lidt frem fra skyggerne, fordi vi følte at vi skyldte det til vores fans. Vi er meget taknemmelig over den hæder vi har modtaget, men det er sandt at vi er mere kendte i udlandet. Vi har ikke selv gjort noget for at opsøge medierne, og det kommer vi heller aldrig til. Vi er ikke et medieband, vi er her for musikkens skyld. Har metalmedierne øjne for os, er vi selvfølgelig taknemmelige, hvis ikke, klarer vi os med udlandet. Metal er et fyord i Danmark, og jeg skammer mig over det. Hvis man kigger på den danske metal scene, har den aldrig været sundere, der har aldrig tidligere været så mange gode bands, og så meget talent. Takket være metalmedierne når "noget" af scenen frem. Men metal er undergrund i Danmark. I stort set alle andre kredse ser man ned på metallen. Det skyldes især at man i Danmark ikke eksponerer metal i de almene, de gængse, de store medier med de store kræfter, og det store ansvar. Der findes stort set ingen metal, på de større tv/radiostationer, de større aviser, magaziner osv. Det er tankevækkende, for metalscenen i Danmark er ikke så lille endda. Tværtimod vælger de større medier det stikmodsatte. Et godt eksempel, er at man på DR nu kan få lov at høre en lille bid metal, hvis man vælger at ydmyge sig selv foran hele Danmarks befolkning primetime. TV Zulu kørte vist også et parodi program på et metalband der latterliggjorde, og udstillede metallen i et useriøst lys - jeg så det aldrig, men har hørt det omtalt. (Mon ikke Zierler her tænker på DR’s pinlige programserie om Stormslag?, red.). Utroligt at Danmark ikke har fået øjnene op for, hvor mange kroner der bliver hevet hjem i eksport på metal - Lars Ulrich’s kroner er de sgu selv skyld i, at de ikke får del i, men værst af alt, utroligt at de ikke har øjnene åbne, overfor hvor succesrigt Danmark faktisk er internationalt, set indenfor metal.

Kommentarer (3)

corpsegrinder

Indlæg: 4

Fedt interview og ja, Beyond

Fedt interview og ja, Beyond Twilight er nok et af de mest undervuderede bands i metallens verden både herhjemme og i udlandet.....de er simpelthen for fede!!! Længere er den ikke....

darkwaters

Indlæg: 2

Ikke i udlandet. Ville da

Ikke i udlandet. Ville da være synd at sige. De er kæmpestore i udlandet. Beyond Twilight ligger for 3. uge nummer 1 på top 100 listen for progressiv metal. De har slået bands som Dream Theater, Tool, Devin Townsend, Vanden Plas, Queensrysche osv. osv. Check lige http://www.progarchives.com/top-prog-albums.asp?year=2006 .Det er kun i DK at de er oversete. Total nedtur at have så fedt et dansk band som folk bare overser eller ikke har øjne for her i fædrelandet.

dingbatinumsen

Indlæg: 3

Sejt! Velfortjent BT sparker

Sejt! Velfortjent BT sparker røv. Fedest med et dansk band i den internationale superliga. Ja fedt interview. Tror de er nogenlunde kendte herhjemme? Men håber at DK snart for alvor vågner. Nummer 1 på den internationale top 100 kan jo ikke være mere tydeligt. Stærk gået.

Tilføj kommentar