Min festival startede fredag kl.15.30 da jeg ankom til Hades scenen for at starte dette års Copenhell med en koncert med det amerikanske band Skeletonwitch. Desværre var der alt for mange mennesker der endnu ikke havde indfundet sig foran scene, om det var på grund af det lidt tidlige tidspunkt er ikke til at sige, men de der blev væk gik glip af et band der gav sig fuldt ud, No matter what! Skeletonwitch spillede godt og virkede tændte hele koncerten igennem. Forsangeren Chance Garnette havde godt fat i det fremmødte publikum og opfordrede flere gange til circle pits blandt de forreste. Desværre var lyden ikke i topklasse fra starten af, især vokalen var meget lavt stillet og når det så samtidig blæste en smule, ja så gik det desværre ud over helhedsindtrykket. Bandet spillede en lille times tid og var det ikke for lyden havde de nok også fået en bedre bedømmelse.

7/10

Killswitch Engage åbnede dette års Copenhell på den største scene, nemlig Helvíti. Jeg skal være ærlig med det samme og sige at mit kendskab til Killswitch Engage var relativt småt, da jeg troppede op til koncerten og det er til trods for at det amerikanske band har eksisteret siden 1999 og regnes for at være pionerer indenfor metalcore genren. Jeg ved dog ikke om min kendskab til bandet blev bedre efter denne koncert for jeg fandt Killswitch Engage’s performance noget rodet og til tider temmelig ensformigt. Koncerten startede musikalsk noget sløvt mens der var tænding på bandet måske en smule for meget, for deres guitarist tog en del af min fokus med sin overstadige og til tider nærmest overtændte optræden. Musikken blev igennem koncerten bedre og bedre og havde koncerten startet som den sluttede så havde min endelige bedømmelse også været en del bedre, men desværre kan det være svært at slette en dårlig start og i dette tilfælde mistede Killswitch Engage min opmærksomhed allerede fra start af. Jeg kan sådan set ikke sige at de spilede dårligt for deres tekniske niveau var ganske højt, men der manglede bare en rød tråd gennem koncerten.

7/10

Klart at Metal thrasherne skulle spille på Copenhell 2012 og ikke mindst med deres ny skive ”Worship Music”, med deres gamle forsanger Joey Belladonna. Det var et meget veloplagt band der gik på Helviti klokken 19, med ”Worship” altså introen til denne sublime koncert. De var helt klar igennem hele koncerten, og deres energi ramte alle. Joey Belladonna er ikke ung mand, men det kan bestemt ikke mærkes og helt fra start fanger han hver og en, eller han fanger mig, for den mand har da virkelig pep i røven, for ikke at sige krudt! Helt klart var min favorit da bandet væltede ud med - ”Cry for the indians – Wardance!” Helt klart en klassisk opvækkende oplevelse, ”In the end” var nok mit højdepunkt for den koncert fra Worship pladen. Men intet mindre en virkelig fed koncert, dog en skam at lyden røg, men det er som sagt ikke bandets fejl! Scott Ian derimod måtte give en opsang til folket, for åbenbart var folk enten betaget af bandet eller også skulle en opsang netop til, for at vække metal sultne sjæle til livs og fortælle dem ”we need you to do some horns, and bang your heads!” for det var da lige hvad der skulle til. Pragtfuld.

8/10

Så blev det tid til at se det amerikanske deathcore band All Shall Perish, hvilket for mig var første gang. Bandet var sat til at spille Hades scenen op kl. 20.30 fredag og til trods for et relativt lavt fremmøde så gav All Shall Perish den fuld skrue. Bandet virkede super tændte og fik med det samme et godt tag i publikummet og for først gang til dette års Copenhell opfordrede forsangeren Hernan "Eddie" Hermida folk til crowd surfing, moshpits og circle pits. Selv en Wall Of Death blev det til. Lyden var der heldigvis ingen problemer med hvilket jeg ellers havde frygtet efter de første par koncerter. Bandet selv spillede hårdt og tight og skabte dermed en helt igennem fantastisk koncert. Det er I hvert fald ikke sidste gang jeg skal se All Shall Perish live. Bandet fik små 55 minutter at spille i og samlet set var det en fed oplevelse at se All Shall Perish.

9/10

Klokken var nu 21:30 på Helviti og Mastodon stod netop for tur til at lade metal batteriet op, bandet virkede dog træt og ikke særlig veloplagt, da de indtraf scenen. Faktisk virkede de ikke særlig varme eller klar, men nu var de her. De skulle have været her i 2010, men det kom de aldrig, men nu – nu stod de der. Og de skulle nok lige falde til, for som regnen liflede fra himlen i små klaser blev metal musikken flettet sammen med de små dråber af vand som eksploderede i hovederne på folket. Det blev mere magisk! Bandet spillede med deres nyeste udspil ”The Hunter”, som beviser de kan spille ret så intenst. Men selvom regn er en forsoning var det i meget korte sekunder at man følte den. Numre som Stargsam og Crack the skye, faldt lidt til jorden og blev mere patetisk end ærligt. Dog tror jeg bare de lige skulle finde fæste på dansk jord atter igen. Faktisk blev koncerten faktisk bedst efter ”Curl the Burl”, men der fungerede tingene virkelig også godt. Bandet vågnede op til dåd og fattede at de befandt dem på Refshaleøen blandt 8000 - 9000 skrigende metal hungrende gæster og så skulle der bevises ting og sager. Men for hulen der blev tingene virkelig så sat på plads, for fuck det var fedt! Awesome! Koncerten slutter af med intet mindre end Blood and Thunder og gejsten stiger atter op i en. Fedt afsluttet og endnu en fin koncert, med en lang start.

6/10

Bandet er fransk og nok min største overraskelse på dette års Copenhell. Bandet spiller teknisk death metal og er du da sindssyg hvor er de teknisk dygtige. Sjældent har jeg oplevet så højt et niveau til en live koncert. Gojira spillede hårdt, tungt, hurtigt og melodisk på samme tid uden at man følte at det var rodet eller svært at skelne numrene fra hinanden. Skulle man nævne noget negativt om koncerten så skulle det være at der ikke var særlig meget kontakt til publikum, men igen hvad gør det når musikken taler sit helt eget sprog og det gjorde den denne aften. Bandet var placeret på Hades scenen, hvilket jeg fandt ærgerligt da der desværre var lidt knas med lyden i mikrofonen de første 15-20 minutter. Ærgerligt at et band som Gojira ikke spillede på Helviti, da lyden var en del bedre på den scene samt de ikke havde svært ved fylde Hades scenen med mennesker. Generelt var der dog godt gang i den oppe foran scenen hvor der både blev lavet circle pits, crowd surfing og mosh pits flere steder. Bandet spillede en masse blandede numre fra deres albums og vi fik også lidt fra deres nyeste skive ” L'Enfant Sauvage”. Der var masser af kræs for øregangene for de fremmødte så koncerten var klart noget af det ypperligste Copenhell kunne byde på dette år.

9/10

Jo tænk engang, Slayer på Copenhell. Det er virkeligt intenst og ikke mindst en meget stor burger man lige skal bide over. Dog ikke en fesen Øko-bolle, med lidt løg og en kedelig bøf til 60,- kr. Nej, jeg mener en motherfucker burger med salat, ost, bacon, dressing, ketchup til en 50,- måske, med alt det. Men Slayer skulle afslutte første dagen, for Copenhellerne og det er i sig selv et minde værd. Bandet går på og South Of Heaven som brøler derud af, sikke et ræs! World Painted Blood er næste og ja det er jo den ene klassikker efter den anden. Dog føler jeg at bandet leverede sit skidt, men manglede den sang som kom over scenekanten. Det var en fed koncert, lidt kedelig til tider, men Slayer kan stadig leverer varen og smide med svine frikadeller i skridthøjde. Dog manglede jeg en lidt vildere energi, de kan stadig som de konger de er og Copenhell skulle have dem på, for med Kerry King, Tom Araya, Jeff Hanneman og Dave Lombardo i deres selskab kan det virkelig ikke gå galt! De gjorde det de skulle intet mindre, intet mere.

5/10

Det var en dejlig eftermiddag kl. 14 på Helviti, en pak smøger og en kop mokka og ikke mindst engelske Saxon. Bandet startede op med Heavy Metal Thunder, som i sig selv er fedt. Faktisk er Saxon lige den kop kaffe, man har brug for en lørdag morgen med lidt tømmermænd. Og forsamlingen var bred ældre herrer med deres Saxon shirts, unge i deres Denim veste og en far med sit barn på skulderen. Kan især godt lide Biff Byfords meget rolige tilgang og konversationen med folket var i en virkelig rar tone. ”Do you want some new or something from the 80’s?” og klart det gamle skulle da fingereres. Især når man får en historie med på vejen er det jo cool. Vidste ikke at ”To Hell and Back Again” handlede om en fyr der var/er fan af bandet, der skulle henrettes. Den er god at have med på vejen. Ikke mindst ”Denim and Leather”, som var nostalgisk. De sluttede af med ”Princess Of The Night”, de var færdige og lørdag på Copenhell var for alvor startet.

8/10

”Demiurge” starter dette band ud i æteren til folket på Copenhell. Et systematisk kaos rammer folket og ikke mindst er det et tight band, men de er minsandten også så velspillet, at myrepatterne boltrer sig rundt på kroppen af en. Mehsuggah spiller sen formiddag og ikke mindst er det varmt og rart, men selv i eftermiddagshedens lys ulmer mørket ret harmonisk og kaotisk i et væld af dybe onde toner med jazz fusions soloer af Fredrik Thordendal. ”Combustion” vælter frem i sit groovy riff og hvor vildt det end er så er brutal ikke ordet for det. Meshuggah vækker noget i mig, uden det bliver perverst, som gør at koncerten indtil nu har været fænomenal, det vil sige omkring Rational Gaze. ”Lethargica” sprænger næste huld i lydmuren og sammen med numre ”Do Not Look Down”, ”The Hurt That Finds You First”, ”Bleed” og ikke mindst ”Rational Gaze” er perfekte spillet. De kan! Jeg er lamslået af deres håndtering og ikke mindst det enorme overskud bandet spidder en med. ”New Millenium Cyanide Christ” og ”Future Breed Machine” er med til at slutte en velspillet lørdag eftermiddag af og derfor banke nummeret ”Dancers to a Discordant Synstem” af som også afslutter ObZen pladen. En fed koncert som havde det hele.

9/10

Klokken er 18 på Copenhell. Man kan vælge folk metal eller danske The Kandidate på Pandæmonium. Jeg tog Kandidaten! Det er jeg glad for og ikke mindst er jeg særligt glad for den enorme velkomst der blev givet af Anders Bøtter, tak for det. Bandet var lige vendt hjem fra det store udland. Man kunne godt mærke at de var trætte, men ikke så trætte at det gik ud over musikken, for sikke en gejst de havde. Den kære Jacob og Co. Spillede deres nye album ”Facing The Imminent Prospect of Death” og fedt var det. Det var grusomt og især er det godt at se N.P. tonse afsted på trommer. Intet mindre end ondskabsfuld lidenskab der pløjer jern betonen op på Refshaleøen. Men for hulen Bredahls ”face-to-face” attitude er cool. Dejlige henvisninger til SAXON og ”hvorfor er i ikke til Folke metal?”. Det er virkelig behageligt ondskabsfuldt at stå til. Ikke mindst den lille Mosh-pitt, et par Horns og løbende Jacob på den lille Pandæmonium scene. Det var fedt.

8/10

Så kom tiden endelig til et af de bands jeg havde set allermest frem til. Det finske folk metal band Korpiklaani gik på Hades scenen kl.18.00. Et stort antal mennesker havde taget turen over til scenen for at opleve de gale finner og deres vanvittige show. Korpiklaani har efterhånden været i branchen længe nok til at vide hvilken musik der skal spilles til festivaler, så vi fik mande disco for alle pengene. Der blev danset, sunget og bare drukket igennem blandt publikum og det var alt mens den ene klassiker efter den anden brølede derudaf, her kan jeg nævne sange som “Vodka”, “Tequila”, “Beer Beer” og så selvfølgelig “Happy Little Boozer”. Alt I alt var det en stor finsk fest på Hades scenen i godt og vel en lille time. Jeg har haft fornøjelsen af at se Korpiklaani før og det var helt sikkert ikke sidste gang...

8/10

Det amerikanske metalcore band Trivium gæstede dette års Copenhell og gik på Hades scenen kl.20.30 til et talstærkt publikum, selv græsbakkerne var fyldt godt ud og alle kunne overvære Trivium give en lektion i hvordan man spiller tight! Der var allerede fra begyndelsen ingen tvivl om at Trivium var kommet for at give os alle noget at ryste hoved til og det blev der i den grad gjort rundt omkring. Bandet viste et tårnhøjt teknisk niveau igennem hele koncerten og jeg må nok erkende at jeg sjældent har hørt Trivium bedre end dette. Bandet har i deres forsanger Matt Heafy en frontfigur der virkelig formår at interagere med publikummet, igennem hele koncerten fik han publikum til at hoppe, synge og bare kaste ”horn” i vejret. Konklusionen på denne koncert må være at Trivium formåede at holde et velspillet og energisk brag af en metalfest på dette års Copenhell. De spillede i alt 55 minutter.

9/10

Speed, speed og atter speed! Ja det var nok kodeordet for dette brag af en koncert af de amerikanske mastodonter Lamb Of God. Jeg må starte med at kaste mig i støvet og indrømme at sjældent har jeg oplevet en så intens koncert som den Lamb Of God kastede os i hovedet på Helviti scenen den aften. Knusende tunge rytmer bragede mod publikum i 90 minutter i et tempo, der kunne få en 100 meter løber til at miste pusten. Bandet spillede med så stort et overskud og energi at det smittede af på alle, selv i de bagerste rækker kunne folk ikke holde hovedet i ro. Bandet diskede op med det ene geniale nummer efter det andet, hvor jeg især vil fremhæve numre som ”Ruin” og ”Desolation”. Jeg kunne dog blive ved med at nævne samtlige fra deres setliste, men bandet fik et smil frem på mine læber, da de spurgte det meget hårdt prøvede publikum, om de kunne klare mere tempo? For så derefter at spille nummeret ”Contractor”, der fik Helviti scenen til nærmest at eksplodere i en kæmpe mosh pit. Forsanger Randy Blythe var i et fremragende humør den aften og vi fik da også en indsigt i at hans favoritsted i Danmark er Christiania. Men her stoppede Randy ikke, for vi skulle også lige have festivalens største circle pit, denne fyldte det meste af området foran scenen og ned til lydtårnet. Fantastisk at opleve så levende et publikum, hvilket selvfølgelig var Lamb Of Gods fortjeneste. Aftenen sluttede af med bandets to bedste numre til dato, nemlig ”Redneck” og ”Black Label” og så var der heller ikke en eneste blandt publikum der havde mere energi tilbage. Lamb Of God satte hermed en stor tyk streg under at de absolut er kongerne inden for metalcore/groove metal og det er ganske umuligt at give denne koncert andet end topkarakter. Alt gik op i en højere enhed for både band, publikum og lyd denne aften.

Setlist:

1. Desolation
2. Ghost Walking
3. Walk With Me in Hell
4. Set to Fail
5. Now You've Got Something to Die For
6. Ruin
7. Hourglass
8. The Undertow
9. Omerta
10. Contractor
11. The Number Six
12. Laid to Rest
13. In Your Words
14. Redneck
15. Black Label

10/10

Kl.23.00 lørdag aften gik det amerikanske/brasilianske band Soulfly så på Hades scenen. En koncert jeg havde glædet mig utroligt meget til lige siden de blev annonceret på festivalen. Jeg har før haft fornøjelsen at se Soulfly, men det ligger små 7-8 år tilbage i tiden så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente mig. Bandet startede ud med at spille et super fedt nummer i ”World Scum” men igen havde teknikkerne problemer med en meget lav lyd i mikrofonerne hvilke fik ødelagt de første 3 numre Soulfly spillede. Bandet spillede ud over deres egen musik også et par gamle numre fra Max’s fortid i bandet Sepultura, hvilket skabte stor begejstring hos det fremmødte publikum. Desværre var det ikke kun lyden der ikke var på toppen, forsangeren Max Cavalera virkede uoplagt og til tider så han ud som om han havde svært ved at følge med resten af bandet. Om det skyldes at han ikke er helt ung mere vides ikke, men han var langt fra den sanger jeg så for 8 år siden. Det blev også til et nummer hvor Cavalera’s to sønner kom på scenen og hjalp med vokalen, hvilke virkede som en større oplevelse for familien Cavalera end for publikummet! Bandet spillede en times tid og set i lyset af at jeg nok havde forventet mig en del mere af et band som normalt er hovednavn ved diverse festivaler rundt omkring i verden, så var denne koncert nok den største skuffelse ved Copenhell 2012.

5/10

Selvom manden var ca. 20 minutter forsinket var gejsten høj da han endelig stod på scenen og med ”Hey, cruel world” startede slutningen på Copenhell. Man har sin mening om Manson, jeg er vokset op med manden, dog uden at ligne en idiot. Men han provokerer i den grad folket og det sætter jeg pris på, for man har sin mening om ham. Hans gadgets var også af moderat størrelse. ”The Love song” vandt top hos mig og især hans mikrofon som en kæmpe slagter kniv er da for fedt! Men regnen valsede ned til tonerne af hans groteske tilgang, som han stadig lever fuldt op til. ”Im Marilyn Manson, and i like drugs!” …hehe… Det tror jeg ikke nogen er i tvivl om. Kokainen og andet stads flyver i tonerne af ”The Dope Show”. Med en setlist som ”Sweet dreams” af Eurythmics, ”Personal Jesus” af Depeche Mode, ”Tournuquiet” og ikke mindst ”Antichrist Superstar”, kan det ikke gå galt. Her bliver en talerstol med utallige mikrofoner kørt ind, og en bibel bliver mere eller mindre revet i stykker og smidt ud til publikum. Greb den selv i ’98 i KB Hallen, så dig der har grebet den, tjek lige alle sider om der står noget , da der i min står ”I want to fuck King Diamonds X-wife!”. Koncerten er nået sin ende og ”The Beautyfull People” slutter både Marilyn Manson og Copenhell af. Fantastisk med en god Koncert og selvom det har regnet ned i stive stænger, går man fra pladsen med en underlig fornemmelse i maven. For Copenhell er slut og sikke et år, så store navne og så cool et publikum. Vi ses om et år.

7/10