Copenhell 2018

Copenhell 2018 Copenhell 2018

Copenhell er vel overstået. De ømme muskler har fortaget sig, de sidste anmeldelser er skrevet, men der er stadig brus i blodet oven på en festival, der i år viste sig fra sin pæne side: Vejret holdt, musikken var god og det samme var stemningen. Vi har gjort status op over dette års festival og dommen er faldet – absolut godkendt!

 

Pantsystemet

Der har været en masse larm omkring professionelle flaskesamlere, der udviser varierende grader af aggressiv adfærd i deres jagt på emballage – ikke blot på Copenhell, men alle steder folk samles udendørs for at nyde solen og noget at drikke. Her på redaktionen skal vi ikke kunne sige, om det har været en af grundene til, at der var indført pant på drikkevarerne på årets festival, men mængden af førnævnte iværksættere har været nærmest ikkeeksisterende i år. Copenhell havde nemlig allieret sig med Hus Forbi, som var at finde på pladsen som ”professionelle pantsamlere”, men de havde såmænd også taget opstilling ved indgangen. Der kunne man, traditionen tro, nå at tylle sin medbragte voksensaft og aflevere flasker eller dåser til de venligtsindede – og officielle – samlere, inden man stavrede ned ad Highway to Hell.

Med 23.000 gæster i løbet af fire dages festival er det uundgåeligt, at der bliver en kende rodet. Vi har set det de foregående år, hvor vi ikke skulle langt ind i arrangementet, før vi måtte finde os i en losseplads af bortkastede ølkrus, vandflasker og shotrør. At rydde op efter sig selv er sjældent førsteprioritet, når solen hamrer ned, humøret stiger i takt med promillen og der er to minutter til ens yndlingsband går på. Derfor havde Copenhell i år imødeset problemet med skrald og indført pant på samtlige emballager købt på pladsen. Det medførte naturligvis en hel del brok over forhøjede priser – ganske som sidste år og året før det – men sjældent har Copenhell set så smuk ud. Med hele fem kroner i pant har det naturligvis været en kostbar affære at drikke som et hul i jorden. Men ikke nok med det, så har det også åbnet for muligheden for at blive belønnet for at rydde op efter sig og så har der også været en langt mere altruistisk gevinst: Man havde muligheden for at donere sin pant til et velgørende formål, for donationerne er gået, ubeskåret, til værestedet Transmogriffen, som er et tilbud til ensomme unge. Vi så gerne, at folkene bag Copenhell holdt fast i pantsystemet og samarbejdet med Hus Forbi, både af de åbenlyse æstetiske grunde, men i højeste grad også af de førnævnte altruistiske årsager.
 

Prisniveauet

Igen i år har priserne været grund til utilfredshed blandt festivalens deltagere. Dette skyldes blandt andet den førnævnte pant, men også madpriserne har været i søgelyset. Om kvantiteten ikke levede op til portionspriserne, eller om det er et spørgsmål om kvalitet kontra pris, kan vi ikke udtale os om. Det er op til de enkelte boder at fastsætte priserne, så i stedet for at lede efter et sted at placere skylden, vil vi i derfor kommentere kort på de faktuelle aspekter. Udvalget har igen i år været bredt. Diverse kulinariske oplevelser, såsom champagne og østers i R.I.P, stod side om side med klassiske festivalsnacks i form af burgere og i år var der nye tiltag: Foruden luksusmenuen blev der inviteret på krebsegilde, men om det var en tilstrækkelig stor succes til at blive gentaget, tør vi kun gætte på. Der er mere mad på Copenhell, end man kan nå at smage og det bidrager til følelsen af et velsmurt maskineri. Der er en stor del af festivalgængerne, der ikke stiller sig tilfreds med at drikke sig mætte og til dem var der, igen i år, praktisk taget ALT mellem himmel og jord. Om man synes, at det er for dyrt eller ej, er et spørgsmål om standarder sat op imod priser. Selvom man i retrospektiv godt kan udpege et par madboder, hvor maden ikke stod mål med hvad man betalte for den, er der intet grundlag for at brokke sig over hverken eller; med så bredt et udvalg, er det bare et spørgsmål om at finde et andet sted at spise. Det eneste kritikpunkt kan såmænd kun rettes mod gæsterne selv: Ryd nu op efter jer! Der står skraldespande til samme formål og de FRIVILLIGE medarbejdere kan sikkert finde på noget bedre at bruge tiden på under festivalen, end at skulle samle jeres halvspiste rester sammen.
 

Vokseværk

I år har festivalpladsen vokset sig større for at gøre plads til nye idéer. En af de ideer gemte sig i et hjørne af Styx-området og i metalkulturens ånd omhandlede Purgatory, som det så smukt er blevet døbt: grænsesøgning. I dette tilfælde smertegrænsen. Både besøgende og optrædende kunne få og fik testet deres grænser for, hvad der gør ondt. Tatoveringer, sideshows med horrorfilm som backdrop og naturligvis ekstra stærk mad og drikke satte en ekstra sløjfe på den institution Copenhell efterhånden har udviklet sig til. Er det ikke nok med tråd og bajere, er der nu noget ekstra at se på og, hvis man er af den rette støbning, deltage i og keder man sig på Copenhell, er det efterhånden kun ens egen skyld. Men er det virkelig nødvendigt at mase flere aktiviteter ind på den sparsomme tid, vi har til rådighed? Kritikerne af konceptet vil mene, at fokus langsomt flytter sig væk fra kernen i Copenhell: musikken. Man kan argumentere for, HVOR vigtigt det er for ens festivaloplevelse at se folk stikke nåle i sig selv, men som en enkel fortaler for området så smukt formulerede det, står det en ganske frit for ikke at benytte sig af tilbuddet og dermed lade andre glæde sig over konceptet i ro og mag. Hvorvidt det har relevans for Copenhells besøgende eller ej, er ikke noget vi skal gøre os til dommere over. Om det gentager sig til næste år, skal vi heller ikke kunne sige, men ønsket fra ledelsens side om at udvide og skabe oplevelser er noget, som vi byder velkommen og vi ser frem til, hvad de hiver ud af ærmet til næste år.

 

Ingen festival, uden musik

Man kan ikke reflektere over en festival uden også at beskæftige sig med det allervigtigste: Line-uppet. Den uofficielle danske nationalsport er at brokke sig og ingen kan bryste sig af så mange mesterskaber som metalfolket. Det er det samme år efter år. Så snart de første navne bliver offentliggjort, falder de første negative udbrud og de få fornuftige stemmer drukner i den råbekonkurrence, der er kommentarsporet på deres Facebook-side. Smag er naturligvis individuelt og det eneste vi har tilfælles, i det brede perspektiv, er ønsket om, at det er lige netop VORES smag, som bliver tilgodeset.

Men i år har Copenhell mestret det umulige. Oftest, når man forsøger at glæde alle, ender man med at glæde ingen, men det er på ingen måde tilfældet her. Fra mastodonterne i form af Ozzy Osbourne, Kreator og Sodom til de modige valg af nichekunstnerne Zeal & Ardor, Crossfaith og Natjager har programmet været et veritabelt overflødighedshorn af repræsentanter for en paraplygenre, der er mere mangfoldig end gæsterne. Der er blevet sigtet efter de store navne, de helt store navne, de sikre navne, de brandvarme navne og så har de danske navne været godt med. Bands som Defecto og Livløs er, i deres respektive genrer, publikumsfavoritter og der er ingen tvivl om, at de hjemlige bands lægger sig ekstra meget i selen, når de træder på scenen på Copenhell.

De mindre kommercielle navne er blevet tilgodeset, den ekstreme metal har også fået plads og til trods for lidt murren i krogene over for mange gengangere beviste langt de fleste af dem, at de var gensynet værd. Hvad bookerne finder på til næste år, bliver svært at spå om, men mon ikke der bliver skelet til det faktum, at det er et jubilæumsår? Under alle omstændigheder var i år ganske godt sat sammen og vi tager hatten af for satsningerne – både de sikre og de knap så sikre.

 

Nå ja, og så for resten…

23.000 gæster. Guderne må vide, hvor mange frivillige. Fire dage med druk, alskens former for metal og det evige håb om ingen regn. Der er rigtig mange ting, der skal spille. Heldigvis er beslutningstagerne udstyret med ører og hvert år, post-Copenhell, bliver arrangementet nådesløst vurderet af brugerne – i større eller mindre grader af sammenhæng, relevans og brugbarhed. Der bliver lyttet, når vi taler og det har blandt andet medført vandposter på pladsen, så vi ikke skulle betale 20 kr. for en halv liter vand uden låg, som vi så kunne gå og håbe på kunne række en hel dag.

I år har det ikke været muligt at benytte sig af kontanter på en stor del af pladsen, hvorfor ”cashcardet” blev introduceret. Basalt set er det et betalingskort, som du selv sætter penge ind på og så kan det benyttes til at afregne for mad/drikke etc. Men hvorfor indføre det, når de fleste mennesker nu om dage som minimum har et Mastercard eller alternativt MobilePay? Der er sikkert en masse gode grunde til, at det er begrænset, hvor kontanter er gangbare, men bøvlet ved at få refunderet et eventuelt overskydende beløb overstiger, hvor praktisk det er at skulle de ekstra trin igennem for at få endnu et kort, som man kan tabe i pitten.

Alt i alt har årets Copenhell været en succes. Både som almindelig koncertgænger, men også gennem den kritiske kikkert, der følger med en akkreditering, har vi på redaktionen været vidne til en række forrygende koncerter – og et par knap så overbevisende. Det er vigtigt at huske på, at der går et massivt arbejde forud for sådan et arrangement, men såmænd også undervejs og ikke mindst bagefter. Der bliver løbet stærkt på gangene hos arrangørerne, og kompromisets kunst skal gå hånd i hånd med innovation og logistik. Derfor er det ikke utænkeligt, at der er enkelte svipsere i det små, men også succesoplevelser, der ikke kan måles på hverken decibel eller promille – ej heller antal solgte billetter. Det er de små ting, der ved første øjekast ikke gør stort væsen af sig, men som sammen med alle de andre små ting, kan ende med at vokse til enten et stort problem, eller noget vi alle kan glæde os over. Som forbrugere lægger vi kun mærke til tingene, hvis de ikke fungerer, så herfra skal der lyde et stort ”BRAVO” for årets Copenhell og et anerkendende nik fra et af de inviterede medier. Vi ses igen til næste år.

Tilføj kommentar