"Reading My Day Away" – anbefalinger fra redaktionens læsehest
Biografier – del 1
Sommerferie. For mange er den allerede begyndt, mens den for andre er noget, man utålmodigt og febrilsk går og tæller ned til. Og hvad er bedre at foretage sig i ferien end at læse en rigtig god bog? Jo, jo, bevares – bajere, hygge, samvær, tråd og abefest hører sig til, men en god bog, mens man ligger på sofaen i sommerhuset, og regnen pisser ned udenfor, er sgu ikke at kimse ad.
“Jeg skriver sgu en lille blog om de allerbedste rock- og metalrelaterede bøger”, tænkte jeg, da det slog mig, at jeg efterhånden har læst en del af netop denne slags og altid går og anbefaler dem til folk. Omkring 30 bøger er det blevet til de seneste otte-ti år, og det tæller endda kun biografierne! Ved siden af dem kommer alle de forskellige analytiske værker om genrer, æraer, bølger og andre musiske modefænomener og tendenser, og med dem in mente blev min liste simpelthen alt for lang til en enkelt blog. Derfor starter vi med (selv)biografierne, for dem er der hele 24 af, som jeg vil anbefale, og her i denne series første af tre dele kigger vi på de første otte. Alle de andre bøger tager vi en anden god gang, for dem er der også mange af, og de fortjener ligeledes en anbefaling.
Biografien – og i særdeleshed selvbiografien – er en pudsig og meget dragende størrelse. Den kan være spændende som en god roman, rig på fakta, analyser og perspektiveringer som en god dokumentar om bestemte tidsperioder og steder, og så kan den også være inspirerende og motiverende som en selvhjælpsbog. Og der er noget særligt over at læse andres selvoplevede beretninger. Hvad har deres drømme været, og hvad har de gjort for at forfølge dem? Og har de overhovedet gjort noget særligt? (Selv)biografien giver læseren mulighed for at dykke ned i en tidslomme set fra en helt særlig persons perspektiv, og den giver os unik indsigt i, hvordan det eksempelvis var at være punker i 1970’ernes England, alkoholisk thrasher i 1980’erne eller noget helt tredje. Jeg er kæmpe fan af genren, og i disse tre dele af Heavymetal.dk’s nye boghjørne skal vi se nærmere på de allerbedste. I øvrigt i ganske tilfældig rækkefølge.
Official Truth, 101 Proof – The Inside Story of Pantera (2013)
af Rex Brown
Vi starter i brandvarme Texas, hvor “the drunk guy from Pantera”, Rex Brown, er synonym med et af statens største metalbands nogensinde. Den afdæmpede bassist var for mange lettere anonym og stod da også mestendels i en passiv klemme mellem bandets to brødre, Dimebag Darrell og Vinnie Paul, på den ene side og den intimiderende frontmand Phil Anselmo på den anden, men hans beslutning om at dokumentere sin egen og bandets historie for omkring et årti siden var fandens god. Denne bog er nemlig ikke bare informativ og noget af det mest upartiske og fyldestgørende, der findes om bandet, den er også aldeles velskrevet og medrivende. Hudløst ærligt og kompromisløst kommer Rex omkring Panteras spæde glam-start, deres gigantiske succes i 1990’erne, der ellers er kendt som et notorisk skidt årti for metallen, og slutteligt Panteras opløsning og Dimebags tragiske død.
Jeg læser normalt ikke bøger mere end en enkelt gang, men denne har fået en tur under sengelampen hele tre gange. Og det bliver muligvis til flere. Denne bog er ganske enkelt et must for Pantera-fans og generelt en kæmpe anbefaling til alle, der elsker gode fortællinger om metal, afsindige mængder sprut, opture og nedture plus pissesjove røverhistorier.
It’s So Easy – and other lies… (2011)
af Duff McKagan
Endnu en bassist, der stod lidt i baggrunden, da krisen i hans band begyndte at kradse for alvor: Duff fra Guns ’N’ Roses. Hvis man ønsker sig en lang og detaljeret historie om “the most dangerous band in the world”, vil man nok blive en anelse skuffet, men fans skal helt sikkert stadig læse bogen. Om ikke for historien om et af 1980’ernes bedst sælgende rockbands, så fordi det er meget underholdende læsning.
Michael McKagan, som hans borgerlige navn nu engang lyder, har i grove træk delt bogen op i tre dele: tiden før, under og efter Guns ’N’ Roses. Den midterste tredjedel er uden tvivl den bedste, men historien om, hvordan en ung punker bliver gigantisk misbruger af diverse substanser i 1970’ernes punkmiljø i Seattle samt historien om, hvordan han små tyve år senere kommer ud på den anden side, er enormt dragende. Okay, sidste tredjedel om al hans kampsport, maratonløb og hans økonomiuddannelse kan i passager blive en anelse langhåret og selvhøjtidelig, men det kan ikke undgås, at man taber underkæben et par gange undervejs. Hvordan fanden har manden overlevet de strabadser, og hvordan er det muligt, at han ikke er fuldstændig ødelagt i dag? Svarene findes her i en vaskeægte og yderst velskrevet fugl phønix-fortælling.
I’m The Man – the story of that guy from Anthrax (2014)
af Scott Ian
Det er de færreste af de personer, jeg runder i denne blog, der er nået ret langt uden en vis grad af dedikation. Og en af dem, der besidder mest af det, er den skaldede mand med fipskægget fra Anthrax, Scott Ian. På ærlig og medrivende vis får vi hans livshistorie med en pokkers masse underholdende anekdoter undervejs, men det mest betagende ved historien er mandens uforlignelige standhaftighed. Ændringer i lineuppet, bøvl med forsangere og pladeselskaber, de svære 1990’ere og ikke mindst vennen Cliff Burtons alt for tidlige og tragiske død har aldrig stoppet den lille fyr fra New York. Og det er alt sammen fortalt, som sad man over for manden selv bevæbnet med en stormflod af iskolde bajere. Jeg har aldrig været synderlig stor fan af Anthrax eller Ian, men hans historier og talent for at fortælle dem må man som metalfan ikke sidde overhørig.
I Won’t Cut My Hair (2012)
af Jesper Binzer
Selvbiografier af danske rockstjerner findes der ikke mange af. Og dem, der findes, er ikke voldsomt interessante. På nær denne. Den evigt flabede, men uhyrligt reflekterede drengerøv Jesper Binzer fra D-A-D er manden bag fortællingen om et dansk band, der var lige på nippet til at blive det næste store navn på den verdensomspændende rockscene. “You guys are just one hit away from world domination”, sagde en af de øverste chefer for Warner Music Group, da den helt store kontrakt blev underskrevet i 1989. Og der var da også gigantiske forventninger, da kvartetten udgav legendariske Riskin’ It All i 1991. “Men…”, som Binzer nedtrykt konstaterer, “…så kom Nirvana…”
I Won’t Cut My Hair er en rørende og medrivende fortælling om en flabet knægt fra Frederiksberg, der med punk, ko-rock og glam har levet det vilde rockstjerneliv siden teenageårene, men samtidig forsøgt at holde begge ben på jorden, mens ønsket om et normalt familieliv fyldte mere og mere. For det må da kunne lade sig gøre – eller hvad?
Confess (2020)
af Rob Halford
Hvis man kun skal læse én selvbiografi i sit liv, så lad det være denne. Robert John Arthur Halford fortæller i Confess ikke bare en kronologisk beretning om Judas Priests imponerende og medrivende rejse mod metaltinderne. Han leverer også en rørende og meget personlig beretning om kærlighed, stoffer, alkohol og ikke mindst frustrationen over at skulle hemmeligholde sin seksualitet i årtier. For hvordan ville den stærkt machoprægede omverden i 1970’ernes og 1980’ernes metalmiljø reagere, hvis frontmanden for et af verdens største metalbands fortalte, at han var homoseksuel? Denne centrale del af den 350 sider lange fortælling er så velskrevet, at den løfter bogen op på et langt højere niveau, end der man sædvanligvis finder den gængse rockbiografi. Omend den ikke rummer de helt store afsløringer og overraskelser for den dedikerede Priest-fan, er Confess stadig et absolut must for fans samt alle andre, der elsker gode, medrivende, humoristiske og dybt ærlige beretninger om mennesker, der har levet ekstraordinære liv. Havde denne serie været en rangliste, var Confess placeret helt oppe i toppen.
Dancing With Myself (2014)
af Billy Idol
Okay, der er nok en del læsere, der spærrer øjnene op her og sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor fanden i panden Billy Idol overhovedet nævnes på Heavymetal.dk. Men jeg skal hverken forklare eller undskylde noget som helst, for William Michael Albert Broad, som hans borgerlige navn så smukt lyder, har i dén grad levet og åndet “sex, drugs & rock’n’roll” på et plan, der får Keith Richards til at ligne en vandkæmmet præst.
Efter at have givet The Sex Pistols kamp til stregen på 1970’ernes engelske punkscene med sit band Generation X tog den unge William til New York i de tidlige 1980’ere for at prøve lykken som soloartist. Skæbnen og heldet ville, at præcis som Billy Idol, som han nu kaldte sig i mulighedernes land, udgav sin første single, opfordrede hans pladeselskab ham til at lave en musikvideo. Der fandtes nemlig en nystartet tv-kanal ved navn MTV, hvor han måske kunne få lidt eksponering og komme til at fylde sendefladen, hvis de var hurtige og smedede, mens jernet var varmt. Og da Billy Idol og Madonna stort set var de eneste, der havde lavet musikvideoer til MTV i kanalens helt tidlige dage, var en stjerne født.
Dancing With Myself er ikke bare en underholdende fortælling fra poppunkens skabers egen pen, den er også et fantastisk spændende indblik i den engelske arbejderklasses anarkistiske punkmiljø samt New Yorks hidsigt pulserende musikscene op igennem 1980’erne, hvor stoffer, succes og uanede mængder af penge har ødelagt mangen en stjerne. Og så kan lydbogsversionen af bogen anbefales på det kraftigste, da den med stor indlevelse, passion og intensitet er indtalt af Billy Idol selv.
White Line Fever – Lemmy: The Autobiography (2016)
af Lemmy Kilmister
Lemmy. Behøver jeg skrive mere? Nej, det gør jeg faktisk ikke. Som personificeringen af alt, hvad der er rock’n’roll levede manden et fuldkommen vanvittigt liv fyldt med masser af musik, kvinder og stoffer helt op til sin død i 2016. Hyldet af mange og matchet af få dækker bogen Lemmys liv fra hans unge dage som roadie for Jimi Hendrix, tiden med Hawkwind og selvfølgelig årene som frontmand for Motörhead plus tiden efter. Her er ikke så meget andet at sige, end hvis man er fan af Motörhead, så er denne bog et must.
For en sikkerheds skyld skal det nævnes, at jeg her anbefaler nyeste udgave af bogen. De tidligere udgaver af bogen er også fabelagtige, men den nyeste og nyligt opdaterede version indeholder forord af vores egen danske Lars Ulrich samt efterskrift fra en masse andre stjerner, der kendte manden selv. En mindre detalje, men stadig en væsentlig forskel på nye og gamle udgaver.
Rainbow in the Dark: The Autobiography (2021)
af Ronnie James Dio
Præcis som i tilfældet Lemmy herover kræver Ronnie James Dio ikke den helt store introduktion. Den lille mand med den store stemme havde op til sin alt for tidlige død i 2010 arbejdet på en selvbiografi, der langt om længe udkom for et par år siden. Den er med sine kun 264 sider til den korte side, mandens fascinerende liv taget i betragtning, men den skuffer bestemt ikke.
Dio nåede at udgive legendariske plader både i eget navn, men også sammen med guitaristen Ritchie Blackmore i gruppen Rainbow og selvfølgelig også med ingen ringere end Black Sabbath. Og selvom Gene Simmons fra Kiss hårdnakket påstår andet, var Dio ophavsmand til de djævlehorn, alle vi metalhoveder med vores strittende pege- og lillefingre smider til højre og venstre, så snart der er metal i luften. Alle disse milepæle i Dios liv bliver fornemt præsenteret i bogen, og det er rigtig god læsning. Men hvor ville man dog ønske, at Dio havde været i live til at uddybe og forlænge historierne, frem for at hans kone, Wendy Dio, havde udfyldt hullerne i hans tydeligvis ufærdige manuskript efter hans død. Men når alt kommer til alt, er bogen selvfølgelig et “must-read” for alle ægte metalhoveder.
Det var otte anbefalinger fra redaktionens læsehest. Følg med her på sitet, når jeg i de næste to dele vil skrive lidt om, hvorfor man bør læse om, blandt andre, Cliff Burton, Bruce Dickinson, Tony Iommi og Machine Head.
Rigtig god sommer!