Metalsnobbens Hjørne – En ode til Caladan Brood
Da Caladan Brood udgav sin debut i 2013, fik vi ikke anmeldt den – en klar fejl, som vi råder bod på nu
At jamme hos boghandleren
Lige siden sin spæde start tilbage i 1970’erne har heavymetalgenren fundet inspiration i litteraturens og fiktionens verden. Jeg har ikke tal på, hvor mange bands der har ladet sig inspirere af store forfattere og digtere som Tolkien, Lovecraft, Poe eller Nietzsche.
Uanset genre har metalbands gennem årtierne valgt at hige og søge i gamle bøger efter inspiration, lyrisk såvel som konceptuel. Der er endda bands, der jo slet og ret identificerer sig som ”Lovecraft-metal” og tilsvarende. Ligeså ser vi, at bands ikke kun kigger mod de gamle mestrer, men også nyere forfattere som J.K Rowling, George R.R. Martin eller Andrzej Sapkowski er at finde i metallens forunderlige verden.
Så det med, at bands runder biblioteket eller boghandleren, inden de lige smutter i øveren, er der absolut intet nyt i.
Men hvorfor denne sniksnak om litteratur? Jo, fordi i dette skriv skal vi nemlig hylde den amerikanske epic black-duo Caladan Brood og deres mesterlige udgivelse, Echoes of Battle, der fylder ti i år.
Calada-hvem?
Caladan Brood er navnet på den pseudoguddommelige krigsherre fra bogserien Malazan Book of the Fallen. En episk fantasyserie på ti bøger skrevet af Steven Erikson i årene 1999-2011 – og til trods at jeg selv har læst og beskæftiget mig med fantasy, siden jeg var knægt, har jeg endnu aldrig mødt nogen, der nogensinde har hørt om – eller læst – denne bogserie. Men dette i øvrigt totalt ligegyldige fakta til trods så er det ikke desto mindre en bogserie, som to mand fra Salt Lake City, USA syntes, fortjente så megen opmærksomhed, at de dedikerede et helt band til den.
Caladan Brood (bandet, ikke den fiktive krigsherre), der bestod/består af Shield Anvil (Jake Rogers fra bl.a. Visigoth) og Mortal Sword (Sven Smith fra Winterlore), er lidt af et mytisk band. De udgav ét album for et årti siden, og siden har man nærmest intet hørt fra dem. Ingen aner, om de to nogensinde udgiver noget nyt, ingen ved rigtigt, om bandet er aktivt, og få tør drømme om at se dem optræde live nogensinde.
Så hvorfor overhovedet stadig tale om så lillebitte et projekt som Caladan Brood? Det korte svar er: Fordi Echoes of Battle er et mesterværk – slut.
Den længere forklaring er, at alle bør gøre sig selv den tjeneste at lære Caladan Brood at kende, for om ikke andet så blot for at høre Echoes of Battle én gang. Nok læigger bandet ikke skjul på, at deres største inspirationskilde var østrigske Summoning, der vel egentligt opfandt hele ’epic black’-genren. Men trods den tydelige påvirkning så er Caladan Brood – og derved Echoes of Battle – helt sin egen.
Sangskrivningen og ligeså kompositionerne er i top, og bandet formår gang på gang i løbet af albummets spilletid at ramme den perfekte balance mellem de klassiske black metal-virkemidler og så de særegne 8-bit-lydende keyboardmelodier, der konstant spiller andenviolin i epic black. Den ekstremt lidende vokal kombineret med de ultramelankolske keyboardmelodier er så hjerteskærende smukke, at det nærmest virker æterisk – lyt bare til det tredje nummer på albummet, ”Wild Autumn Wind”, og du vil forstå nøjagtig, hvad jeg mener.
Bedre sent end aldrig!
Vi anmeldte aldrig albummet, da det udkom tilbage i 2013. Det tror jeg egentligt ikke, mange gjorde, for det år udkom der album som Sunbather, Infestissumam, Surgical Steel, Everblack, 13 og Hail to the King, så hvem i alverden ville dog bruge tid på at anmelde en debut fra et nicheband, ingen havde hørt om, i en tid fra før, black metal blev cool? Men denne forbrydelse retter vi altså op på nu!
For hvis ikke jeg har gjort det klart nok allerede, så tillad mig at slå fast med massive og tonstunge syvtommersøm, at Echoes of Battle er et klart og definitivt mesterværk – altså en 10/10. Det var det i 2013, det er det i 2023, og det vil det også være i 2033, 2043, og ja, indtil solen imploderer, eller Meta overtager verdensherredømmet.
Selv hvis albummet udelukkende bestod af nummeret ”Book of the Fallen”, som er så latterligt godt, at det virker absurd, at det er menneskeskabt, så ville albummet være en 10/10. Det er umuligt ikke at få lyst til at drage i krig mod vindmøller, drager, sure naboer eller folk i andre lande, når man hører nummerets outtro og de bevægende ord:
“Strap on your shields and raise your banners
Hear the call of raging battle
Beneath a hail of burning arrows
Push ever forward, never surrender
Siege weapons tolling out like thunder
Ripping the city walls asunder
Columns of flame reach ever skyward
Horizons filled with burning pyres”.
Kunsten at stoppe, mens legen er god
”Men kommer der aldrig nyt fra Caladan Brood?”, sidder man så og tænker.
Jeg tror det personligt ikke, og ærlig talt så ville det heller ikke gøre mig noget. Nogle historier fortjener at slutte; ikke alt behøver være en Marvel-historie, der aldrig stopper. Kunstværker bliver stærkere af at stå alene. Jeg kan heller ikke forestille mig, at hvis Leonardo da Vinci havde lavet et ”Mona Lisa II: Mega Lisa”, at det ville være blevet taget godt imod. Så værdsæt den kunst, der findes, for kunst er skrøbelig, og ægte kunst kan ikke repliceres, og det ville klæde utroligt mange kunstnere at se sig selv i øjnene og erkende, hvornår nok er nok, for det er trods alt bedst at stoppe, mens legen er god.