Musikariets Metalskole

Musikariets Metalskole

DR satte Carsten Holm fra P6 på noget af en opgave: Få heavy ind i børneværelset! I samarbejde med Openhell og Musikariet vil DR prøve at uddanne nationens små poder i heavy-historie. Men hvordan tager familien Danmark imod sådan et tilbud, og er en heavy-koncert til børn, kl. 12 en søndag overhovedet en god idé?

Licens, but why?

Lad os starte med at få én ting på det rene: Jeg betaler licens!

Ikke fordi det, teknisk set, er et lovkrav (jo, også derfor), men fordi jeg har en eller anden måske lidt naiv forestilling om, at vi som nation bør have en statsstyret station, der er med til at skabe og fremme en nationalforståelse og -kultur.

Men bare rolig, inden du får kaffen helt galt i halsen og springer til tastaturet for at fortælle mig, at det er hjernevask og tyveri, og at vi alligevel ikke får andet end Barnaby-genudsendelser: Jeg ser faktisk ret sjældent DR, jeg hører aldrig radio, og jeg benytter mig dårligt nok af deres koncertsal. Dette skyldes, at jeg med nærmest kirurgisk præcision kan gætte mig til, hvad der bliver vist lige nu på DR’s kanaler:

  • DR1: Genudsendelse af en krimi, ingen nogensinde rigtigt har brudt sig om, men som er blevet kult grundet overeksponering.
  • DR2: Tilfældigt program fra 70’erne, med stor sandsynlighed skrevet af Lise Nørgaard.
  • DR3: Gamle afsnit af Family Guy.
  • DRK: Noget om anden verdenskrig.
  • DR Ramasjang: Et eller andet børneprogram, der går så hurtigt og har så mange farver, at man efter fem minutter har udviklet epilepsi.

Så det er jo ikke fordi, jeg føler, at DR sådan rigtigt er noget for mig. Hvorfor i alverden er jeg så taget af sted for at opleve Musikariets Metalskole i DR’s Studie 2? Fordi, hvis man faktisk kigger lidt efter, har DR det sidste stykke tid stille og roligt været med til at promovere heavy metal på forskellige måder – alt lige fra Onkel Reje, der lystigt fortæller om sine venner Immortal og Lars Ulrich, til Opeth, der spiller i DR’s koncertsal samt Sort Søndag på P6. Ligeledes har de lavet et par programmer om, hvad det egentligt vil sige at være "så’n en rigtig headbanger". Stille og roligt har DR altså de sidste par år været med til at afmystificere og antidæmonisere heavy metal-musikken og -miljøet. Så via mine licenspenge har DR sneget metallen ind i stuerne og børneværelserne derude, og det er en tanke, jeg godt kan lide. Ikke fordi, jeg mener, at alle straks skal skifte deres garderobe ud, med stram sort denim og læder, samt lade hår og skæg gro og bare spille Slayer fra morgen til aften. Men fordi, hvis det her kan være med til at nedbryde en masse negative stereotyper omkring nichemiljøer i Danmark og derved gøre det lettere for folk at se ud, som de vil, og høre det, som de vil, er det penge givet godt ud.

Især tænker jeg her på de større børn og unge mennesker, der måske pludseligt, en mørk aften ved fuldmåne, opdager, at det der Rasmus Seebach, Marcus og Martinus eller Beyoncé simpelthen bare ikke er dem. De større børn og unge mennesker, der ikke helt kan se fidusen ved en fidget spinner, ikke helt gider vade land og rige rundt for at udklække en Pikachu eller mener, at man altså ligner en idiot, når man dabber eller kaster med flasker. Hvis mine licenspenge kan være med til at eksponere "udstødte" unge mennesker for det faktum, at der er andet derude end bare det absolutte mainstream, så mener jeg igen, at de penge er givet fantastisk godt ud!

Familiearrangement uden familie

Da jeg opdagede, at DR i samarbejde med Musikariet havde stablet en såkaldt "Metalskole" på benene, vidste jeg, at dét måtte jeg ind at se og, naturligvis, høre.

Det første problem, jeg faldt over, var dog, at arrangementet var til enten børn eller børnefamilier. Jeg har ikke selv børn eller mindre søskende, så hvad pokker gør man så?

Jo, man shanghajer da en hel familie!

Jeg allierede mig derfor med et kært vennepar og deres knøs på 11. Jeg vidste, at fruen i familien var gammel punker og nok også havde været med på den tidlige thrash-bølge. Med lidt håb regnede jeg med, at den var hjemme. Og ganske rigtigt! Hun havde gravet sin gamle læderjakke fra de tidlige 80’ere frem, briefet familien om hvordan og hvorledes, og så var det bare i gang!

Hvis man ikke er bekendt med DR’s Studie 2, skal man vide, at det ikke er det største lokale, men akustikken er udmærket, og væggene er pyntet med enorme billeder af fortidens store musikere, såsom Louis Armstrong, Bent Fabricius (bevares, han lever endnu), Aretha Franklin, Ben Webster osv. Men ikke én af disse afbildede musikere har været i nærheden af heavy, så gad vide, hvad alle disse musikere ville sige til at blive forstyrret af to timers heavy?

På vej mod Studie 2 blev der tilbudt ørepropper og vist adskillige skilte, der informerede os om, at der altså ville være stroboskoplys. Man skulle lige huske at holde øje med den slags, hvis man nu havde epilepsi eller lignende. Selve studiet var så tilrøget, at jeg et kort øjeblik troede, at jeg var tilbage på Loppen på Christiania. Men altså: masser af røg og stroboskop. Der var dømt 80’er-stemning, og man forventede næsten, at introen til "The Final Countdown" kunne starte hvert øjeblik – det skete dog heldigvis aldrig. På vej mod DR Byen havde jeg tænkt over, hvor mange der egentligt ville komme, og hvilke typer der mon ville dukke op. Jeg blev positivt overrasket over mængden og også over diversiteten blandt publikum. Bevares, det var mest fædre, der havde slæbt deres unger derind, men der var også en hel del mødre og piger blandt publikum, så det var altså ikke en ren pølsefest!

Dog virkede det til, at der var et eller andet, som var gået galt i kommunikationen mellem heavy-far og resten af familien, da alle straks satte sig på gulvet med medbragte rygsække, madpakker, Mathilde-kakaomælk, bamser, og jeg ved ikke hvad. Jeg er med på, at der skal skabes en tryg ramme, men ligefrem at slæbe hele børneværelset med, det er måske også lige at overdrive 7-800 %.

1966-1986

Kl. 12.00 startede festen, og bandet Openhell gik på scenen i takt med, at de slog deres strenge an til "Smoke on the Water" – dog i en lidt livstræt version, men herregud, nu er den stakkels sang også blevet spillet nonstop siden 1972. Ikke engang Blackmore gider den længere, så lad den dog få fred! Efter ca. halvandet minuts Blackmore-riff gik Carsten Holm, festens vært og sprechstallmeister på scenen, og lige så flad, som "Smoke on the Water" var, lige så frisk og oplagt var han. Som en krydsning mellem Hr. Skæg og en skolelærer begyndte han at fortælle om, hvordan det hele startede i 60’erne med Black Sabbath, Led Zeppelin, Hendrix og Cream, hvilket bandet fulgte op på med et medley af de førnævnte kunstnere. Så fik vi hele historien om Tony Iommi og hans manglende fingerspidser, hvorefter musikken for alvor startede!

Som en trold af en æske sprang Openhells sanger frem fra siden, og vi fik en fremragende coverudgave af "Paranoid", der ulig "Smoke on the Water" altså stadig tåler en ekstra afspilning eller fem. Sangeren formåede at både lyde og vralte som Ozzy, så parodien var lige i skabet. Publikum vidste ikke helt, hvad de skulle gøre af sig selv dog. Enkelte børn var løbet op foran scenen og stod og hyggede sig fuldt ud, og de fik da også highfives og horns fra forsangeren. Langt de fleste sad dog stadig på gulvet, og forældrene nærmest knugede sig til deres børn, med et ansigtsudtryk af ren panik. Man kunne næsten høre, hvordan de hviskede til deres børn: "Nej, Antonius! Du bliver her; ikke for tæt på scenen, så bliver du mast ihjel af de vilde børn!". Jeg forstår fuldt ud, at man da helst ikke vil have, at ens børn kommer galt af sted, men at holde dem nærmest fastspændt, mens de er til koncert, slår mig som værende lige curling nok.

Efter en omgang "Paranoid" fik vi historien om, hvordan Steve Harris hellere ville spille bas end fodbold, og om, hvordan han opfandt basgalop, og så 1-2-3, "The Trooper"!

Som tiden gik, bevægede vi os op gennem tiden. Hvert nummer blev fulgt op af en historietime fra Carsten Holm, der på en ret pædagogisk vis fik forklaret, hvordan og hvor musikken har udviklet sig – uden bare at stå at namedroppe og kaste genrekasser efter børnene. Han valgte faktisk, helt bogstaveligt, at skære det ud i pap, da han ville fortælle om "Knogle-Kim fra Hvidovre". Han gik om bag scenen og hentede et papudklip af King Diamond for at vise, hvordan det visuelle udtryk også kan være vigtigt for metal. Børnene grinte og måbede lidt ved synet af King Diamond, og her skal vi være ærlige: Det gjorde vi ALLE, første gang vi så Kim Bendix i fuld krigsmaling og høj hat. Dette blev fulgt til dørs med "Come to the Sabbath", og her faldt Openhell helt igennem – eller i hvert fald deres sanger, der ellers havde gjort et udmærket arbejde. Han havde ikke lige memoreret teksten – fair nok, det kan ske. Men hans måde at løse problemet på, var dybt amatøragtig: Han havde teksten på sin telefon, som han stod og kiggede på, mens han ellers sang derudad. Efter Mercyful Fate var der helt stille i salen. Folk anede ikke, hvad de skulle gøre af sig selv, så Carsten Holm skyndte sig ind på scenen igen for at fortælle om Tennis-Lars, og så fik vi ellers en fremragende version af "Master of Puppets" – puha, Metallica fikser den dårlige stemning!

"Spil nået mæ Slayargh!"

Første akt var så småt ved at være færdig, men man kan ikke sige Metallica uden at nævne The Big Four, og som tiden gik, var musikken også blevet hårdere og hårdere. Enkelte heavy-fædre kunne godt mærke, at klokken nu var slået kvart i Slayer, og Carsten Holm nåede slet ikke at nævne Dave Lombardo, før den ene heavy-far brølede: "SPIL NÅÅÅET MÆ SLAAAYAARGH!". Ja, så gerne: "Raining Blood" lige i face på børnefamilien! Igen blev stemningen meget, meget underlig. Et enkelt barn begyndte at græde, hvilket nok ville få Kerry King til at grine, men heldigvis blev det grædende barn reddet af Carsten Holm, der sendte publikum til frikvarter.

Jeg fik nu mulighed for at snakke med min shanghajede familie. De var godt tilfredse; fruen havde hygget sig, og vi fik talt lidt om, hvor meget Carsten og co. mon havde tænkt sig at dykke ned i metallen. Vi blev enige om, at det nok forblev relativt mainstream, så alle havde en chance for at følge med. Familiens medbragte knøs var også godt tilfreds. Han ville dog have foretrukket lidt mere Black Sabbath, og hvem kan bebrejde ham? Herren sagde ikke så meget; han grinte lidt for sig selv og fandt vist hele arrangementet ganske fornøjeligt.

90’er-fløjl

Efter frikvarteret skulle det vise sig, at vores teori om, at vi ikke skulle lege med nicher, var forkert. Carsten Holm hoppede frem igen og fortalte os kort om Florida, der kun havde to befolkningsgrupper: pensionister og dødsmetalbands. Det fulgte bandet op på med Obituary samt et lynkursus i, hvad growl egentligt er. Derefter smuttede vi sgu til Norge, med Satyricon – det kom ærligt talt bag på mig, så hatten af for det – hvor Carsten Holm kort fortalte om kirkeafbrændinger, Satan og om, hvordan det, sådan lidt, hang sammen med King Diamond (som var blevet hevet frem igen). For at præsentere den absolutte modsætning til dødsmetal og norsk black metal sprang vi til Seattle for at høre lidt om, at der altså også var grunge, og hvad det nu gik ud på. Så det var frem med den ternede skjorte, og så skulle der mumles med på, at bandet fyrede det ultimative grunge-medley af med Nirvana, Alice in Chains, Soundgarden og Pearl Jam.

Arrangementet var nu i 1992 og tilbage til USA og 90’er-metal. Vi fik et medley af diverse nu-metal-kunstnere: Deftones, Korn, Marilyn Manson, Papa Roach og slutteligt System of a Down, hvor forsangeren sang hele teksten til "Chop Suey" – altså sådan, som vi kender den ("WAKE UP… blabaasdblasda… MAKE UP!"), og det var da meget sjovt.

Derefter var det tid til slut-90’erne med Pantera (så var heavy-fædrene klar igen!) og Machine Head – i den rækkefølge. Det ville måske gøre Robb Flynn lidt knotten, da han vist ikke er så stor fan af Anselmo længere. Ikke nok med det, så spillede de også "Davidian", hvilket måske også ville få ham til at poste en lang, usammenhængende video på Facebook, men sådan er der jo så meget!

Festen var ved at være slut, og som afslutning blev King Diamond hevet frem igen. I bedste børnefjernsynsstil havde Carsten Holm en "samtale" med papskiven om, hvordan det hele skulle slutte. Afslutningen blev en afstemning mellem Judas Priest og Mötorhead, som Mötorhead vandt. Så bassen fik lige en omgang distortion, og så var der sateme "Ace of Spades" til folket! Børnene blev hevet op på scenen – nogle lidt mere paralyserede af denne hændelse end andre. Hele arrangementet blev sluttet af med highfives, hujen og et sidste budskab fra Carsten Holm til børnene, nemlig at når de vågner i morgen tidlig, skal det første, der kommer ud af deres mund, være: "SPIL NÅÅÅET MÆÆÆ SLAYAAAARGH!".

Konklusion

Metalskolen 2017 var hermed slut, så familien og jeg smuttede videre, mens vi snakkede om arrangementet.

Vi blev hurtigt enige om følgende konklusion:

  1. Carsten Holm var showets stjerne – flot arbejde!
  2. Forsangeren fra Openhell ramte de mange forskellige stemmer rigtigt flot og var generelt en god showmand.
  3. Men det går ikke at finde sangteksten frem på telefonen.
  4. Bandet spillede godt, men måtte gerne være lidt mere levende på scenen.
  5. Forældrene burde ikke have været så bange for at lade deres børn tumle og have en fest.
  6. Hvis der kommer en Metalskolen 2, må jeg godt shanghaje dem igen.