Wolves Among Us - Collapse

Collapse

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Gentænkt og iværksat

Wolves Among Us er endnu et opkommende band fra den nye superspiller i dansk metal, Prime Collective. Udover deres rebranding gennem Prime har metalcore-drengene også haft tæt forbindelse til succesfulde danske Aphyxion, og det nyudgivne debutalbum, Collapse, er blevet produceret i samarbejde med bandets guitarist, Jonas Haagensen. Således i tæt forbindelse med bandet, der den seneste tid har banet vejen for dansk metalcore, giver de fem aalborgensere deres bud på, hvordan dansk metalcore skal lyde.

Finpudset og tandløst

I modsætning til Aphyxion satser Wolves Among Us på den mere poppede ende af metalcore-skalaen; deres primære fokus er på clean-vokal og guitarhooks. Således slægter Collapse mange britiske og amerikanske bands på, og gør det ligeledes med deres ungdommelige tilgang til genren. Der kan stadig hives gode idéer ud af den ofte generiske genre, men i dette tilfælde bliver den pladens store svaghed. Globaliseringen er ikke kun noget politikere og store virksomheder påvirkes af; det gør musikbranchen i allerhøjeste grad også, og derfor er det vigtigt for danske bands at skrive noget musik, der på en eller anden måde appellerer anderledes til deres danske målgruppe, end utallige udenlandske bands gør det på nettet – ellers ender man hurtigt med at konkurrere mod flere bands, end det er overskueligt.

Og denne faldgrube havner Wolves Among Us desværre i. Fra titel- og førstenummeret ”Collapse” til sidste sang, ”Save Me”, læner Wolves Among Us sig tæt op af de utroligt mange soft metalcore-bands, der vælter rundt på internettet. Simple temaer, forsigtig attitude og middeltempomusik præger pladen, der følger nogenlunde samme formel fra start til slut. Den tydelige røde tråd er de fængende guitar- og vokalhooks, der giver sangene en vis identitet, dog uden for alvor at få dem til at skille sig markant ud.

Som de andre Prime Collective-bands er produktionen spot on – Jonas Haagensen har gjort et godt stykke finpudsningsarbejde. Men alle pladens kanter er også blevet rundpolerede og efterlader et vellydende, men upersonligt udtryk – noget, der kan være dræbende for et nyt band, der ligger sig så tæt op ad utallige YouTube-alternativer. Der mangler simpelthen et eller andet til at fastholde lytteren – en unik stemning, en sublim vokal eller musiske/lyriske eksperimenter. Det eneste håb Collapse står tilbage med er, at den muligvis kan blive relevant gennem bandets livekoncerter. Fyldes der gode koncertoplevelser på sangene, vil de være mere frydefulde at lytte til. Her gemmer sig blandt andet potentiale i ”Nightmares” lækre dobbeltstortrommer, i melodi og breakdown på ”Icarus” og alle pladens sing-along-indbydende passager.

Den kræver opfølgning

Et friskt ungt band som Wolves Among Us har helt klart mere at byde på end bare præsentationen af første debut. Pladen er relativt middelmådig i mængden af ensartet materiale, men bakkes den op af symbolik og livepromovering kunne den sagtens være startskuddet for et band, som vi sikkert kommer til at høre meget mere fra her i Danmark. I sig selv kan den dog ikke så meget og må nøjes med fem kranier for dens momentale godter og finpudsede lyd.

Tracklist

  1. Collapse
  2. Far From Serenity
  3. Icarus
  4. Nightmare
  5. Fusion
  6. Double Standards
  7. Mirrors And Monsters
  8. Deliverance
  9. Save Me