Watain spiller koncert på Roskilde Festival 2018.
Watain - The Wild Hunt

The Wild Hunt

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Blackmetal-bandet Watain er tilbage med deres femte album, og det er et album som på godt og ondt har skabt røre i blackmetal-miljøet. Balladen handler kort og kort om rene vokaler og en ballade - af alle ting.

Albummets titel er taget fra Peter Nicolai Arbos 1872 maleri "Åsgårdsreien", som ligeledes var cover på Bathory’s 1988 album Blood Fire Death. Den vilde jagt er et gammelt folkesagn, som fortæller at vilde horder, som et varsel om krig, død og sygdom, rider hen over himlen. På deres vej flår de børn, unge og ungmøer med sig – for at de aldrig skal blive set igen.

The Wild Hunt bygger i nogen grad på dette folkesagn, uden at det dog bliver et konceptalbum. Samtidig er det en metafor for Watain og deres mange år som et turnerende band på tværs af kontinentet.

Wild, astride the Devil's thunder. I ride until the death, cross hell and burning bridge. Untamed, a scourge The flame, the source; I am legion, for we are many who approach

Albumgennemgang

Første nummer et noget så sjældent, for blackmetal, som et instrumentalt nummer. Som en sucker for en god intro, der formår at sætte scenen er jeg allerede begejstret efter de første par minutter. introen er ikke blackmetal, men stadig tungt og ildevarslende. Det lover godt…

De Profundis albummets andet nummer, og ingen er længere i tvivl om, at vi snakker kulsort blackmetal. Det her bliver voldsomt:

So loud, that sound, Rising from under ground. Each mouth of Hell; Scream forth that rebel yell!

"Black Flames March", "All That May Bleed" og "The Child Must Die" forsætter i samme hæsblæsende tempo i klassisk blackmetal stil. Episk metal og storslået i klassisk forstand. Men bedst som den indre autopiloten tager over sker der noget uventet…

They rode on er albummets længest nummer - næsten ni minutter - og er en ballade som har flere ligheder med "Nothing Else Matters". Her er akustisk guitar, rene vokaler, kvindelige backing vocals og en guitarsolo af den melodiske slags - og det virker, og det er stadig ondt. Erik Danielson’s rene vokal har sine tydelige begrænsninger, men fungerer alligevel overraskende godt. Til trods for at jeg værdsætter afvekslingen er titlen meget rammende. They rode on… and on … and on .. Episk, storladent og… alt, alt, alt for langt - også selvom guitarsoloen er albummets bedste.

"Sleepless Evil" tager over, og igen er vi tilbage i blackmetal sporet. Voldsomt, tungt og pågående. Men på titelnummet har vi igen Erik Danielsons rene vokal på et tungt og slæbende nummer, som ligefrem ender med spansk akustisk guitar. "Outlaw" er påny et stykke black metal, og stilforvirringen begynder at være total. Albummet afsluttes med endnu et instrumentalt nummer og mere blackmetal på "Holocaust Dawn".

The Wild Hunt

The Wild Hunt har fået meget forskellige modtagelser i metal miljøet. Der er udbredt enighed om at albummet ikke overgår 2003's fantastiske Casus Luciferi, men her stopper enigheden også.

Nogle anmeldelser roser Watain for nytænkning og modet til at bryde med faste rammer. Andre splitter albummet ad og raser over, at bandet sælger ud. Særligt får balladen "They Rode On" meget kritik – mest fordi, at det er en ballade på et black metal album.

Erik Danielson var dog aldrig i tvivl om, at nummeret skulle med på albummet:

There was never any doubt in that regard. Perhaps, doubt in that it was so extremely personal. Artistry is all about that really, in this case it felt so intimate, but that’s the beauty of it. That’s why it was so important to us, and that is why it MUST be there somehow. I’m actually glad, because people can relate to that. It’s very much, I wouldn’t say evolution, but a natural step for the band. A lot of bands that have been around for fifteen years want to make steps, but stray away from who they really are. I think “They Rode On" is the antithesis of that. For us, “They Rode On" meant traveling deeper into ourselves than we ever had before. I’ve very proud to have that song on the album.

Den vilde jagt

The Wild Hunt er et meget interessant blackmetal album. Albummet låner tydeligvis fra Bathory’s 1988 album Blood Fire Death og spiller de sikre kort på albummets første halvdel - og gør det godt.

Herefter udfordre albummet genren og inddrager nye elementer. Black metal er, som genre, kendt for at forarge og provokere. Men hvor det hidtil har været omverden som er blevet provokeret, er Watain nu raget uklar fans og anmeldere… på grund af en akustisk ballade og rene vokaler. Det er både underholdende og meget tankevækkende. Men når det er sagt. The Wild Hunt mangler en klar linje, og stilforvirringen er - trods alt - for stor. Men Watain åbner op for spørgsmålet om et band må, og skal, udvikle deres udtryk. Derfor er The Wild Hunt et album som alle, der holder af black metal, må forholde sig til.

Tilføj kommentar