Teenagevampyrer i industrial-melankoli

Vlad In Tears blev dannet i Italien i midten af 00’erne af de tre brødre Christian (vokal), Alessio (leadguitar) og Dario (bas) Miconi samt en af deres barndomsvenner, Alex. Siden har vennen forladt holdet, og gruppen har etableret sig på ny i Berlin med nye musikere, hvor de har udviklet deres lyd i retning af en mørk og melodisk blanding af goth-rock, industrial og alternativ metal. Den nyeste besætning er foruden de tre brødre Puneete Vohra (guitar) og Francesco Cosma (trommer). Bandet er kendt for deres teatralske visuelle stil og emotionelle udtryk, som henter inspiration fra både Marilyn Manson, HIM og nu-metallens mere melodramatiske sider. Med deres nyeste og tiende album, Hide Inside, markerer de endnu et kapitel i en diskografi præget af melankoli, kærlighedssmerte og mørk romantik. Og der er næsten noget velkendt og nærmest nostalgisk over den nyeste skive, selv om det er første gang, vi anmelder bandet på Heavymetal.dk. Som en af mine venner sagde, da jeg spillede en af singlerne for ham: ’Havde vi været 16, havde vi slugt det råt jo!’. Det er nemlig, som om albummet er skabt til teenagere med sort eyeliner, hjerter i brand og en evig følelse af eksistentiel smerte. Men hvad sker der, når man lytter til den slags i midt-30’erne? Svaret er: en blanding af anerkendende nik og lettere træthed.

Teenagedrømme og gotisk melankoli

Åbneren ”The Monster Inside” er et af de klare højdepunkter på skiven, hvor det fængende omkvæd rammer med en stærk balance mellem mørk stemning og poppet tilgængelighed. Det er det rigtige nummer at starte skiven med, da det giver lytteren lyst til at høre mere. Det samme gælder ”Let Me Love You”, der formår at sætte sig fast, igen grundet et yderst fængende omkvæd. Dette på trods af sin ellers lidt banale lyrik. Det er et af de numre, hvor forsangerens vokal virkelig kommer til sin ret, og man tilgiver den lidt teenageagtige sentimentalitet. Generelt er forsanger Christian Miconis vokal god, og hans særprægede måde at synge på og trække ordene ud fungerer godt i denne kontekst. Dog blev undertegnede lidt træt af netop dette, da pladen lakkede mod enden.

Ligeledes fungerer det okay på ”Your Trace”, hvor riff og beat skruer lidt op for tempoet, og vokalen i omkvædet minder en del om Jonathan Davis fra Korn. Der eksperimenteres her med rap og en gæsteoptræden af John Connor fra Dog Eat Dog – desværre uden held. Det føles påklistret og ude af trit med det univers, bandet ellers forsøger at bygge. Det er som lim og gummi: Det hænger ikke rigtig sammen. Ligeledes går det galt på ”Living Nightmare”, der trækker tråde til Motionless in White, men mangler både nerve og identitet. Det bliver, desværre, aldrig rigtig interessant. Værre går det dog med ”No One Cares”, som starter med Korn-lignende vibes, men efter kort tid mister momentum og bliver uinteressant. Især fordi man får følelsen af, at man har forstået budskabet, og det bliver skåret ud i pap for en: Ingen bekymrer sig om en.

Afslutningsvis står vi med ”Hide”, et akustisk og sårbart nummer, hvor vokalen virkelig får lov at stå frem. Intensiteten stiger stille og roligt gennem gentagelserne af titellinjen, og her fungerer bandets teatralske tilgang faktisk rigtig fint. Det er en smuk og følsom afslutning, som redder noget af helhedsindtrykket. Alt i alt er det ikke et album uden kvaliteter, men samtidig kræver det, at man køber ind på teatralske udtryk og accepterer den lidt pubertære følelsesverden. For dem, der stadig har hjertet plantet et sted mellem eyeliner og nu-metal, er der bestemt noget at hente. For resten kan det føles som en tur tilbage til teenageværelset – på godt og ondt.

Teenagefølelser i voksenkrop

Hide Inside er en plade fuld af store følelser, mørk æstetik og fængende omkvæd, men også en plade, der kæmper med sin identitet og kvalitetssvingninger. Når Vlad In Tears rammer rigtigt, viser de, at de mestrer en form for moderne goth-rock med industrial- og nu-metal elementer, der faktisk fungerer. Men for ofte falder numrene tilbage på klichéer. Det er lyden af en teenageverden, hvor smerten er ægte, mørket er altomsluttende, og kærligheden altid er uopnåelig. For nogle vil det ramme plet. For andre – især dem, der ikke længere skriver dagbog med sorte kuglepenne – vil det føles som at læse gamle dagbogssider og tænke: Dét var en fase.