Psst… Jydekompagniet har et godt trick
Man siger ofte, at toeren er svær at lave og ofte får en dårligere modtagelse end etteren. Speed 2: Cruise Control var dårlig på mere eller mindre alle punkter, Type O Negatives The Origin of the Feces er klart ringere end Slow Deep and Hard, og hvad skete der lige for Possesseds Beyond the Gates? Så på den baggrund kan man undre sig over, at The Vision Ablaze har valgt at give sig i kast med endnu en plade, nu vi her på Heavymetal.dk gav debuten 9/10. Men det har de gjort. Embers har de kaldt den, og de smed den på gaden i starten af maj i år.
Stort, men uden at blive for stort
Som det var tilfældet med debuten, så er Embers igen en yderst melodisk, men også storslået sag. Det er en interessant blanding af nyere, mere moderne melodød og energisk opløftende metalcore toppet af med de storladne elementer, man også finder i f.eks. Breaking Benjamin.
Ud fra de tre ovennævnte bands, så er det heller ikke nogen hemmelighed, at der er god plads til de store armbevægelser på Embers. ”Medicated Moment”, ”Forever Haunted” og ”Violent Path” kommer alle skyllende ind over lytteren som en brusende flod af dundrende rytmer, storladne melodier og næsten episke omkvæd, hvor man burde tage til Vestjylland bare for at få plads nok. Der er flueben ud for alt, der kræves for at lave storslået melodisk metal, men det kammer aldrig helt over. For i en tango af growls, vrede knurrende baslinjer, kreative trommefills og småproggede guitarnørderier danser især ”The Violent Path” let og elegant uden om de utallige faldgruber, der ellers leder ned til ulideligt og rendyrket Breaking Benjaminsk musikalsk følelseporno. Ellers er titelnummeret og ”Spiral” også ganske effektive i at minde lytteren om, at The Vision Ablaze også gør sig i melodød. Det læner sig op ad Soilwork, men netop på grund af den Killswitch Engage-inspirerede metalcore og det lette Breaking Benjamin-krydderi, så formår The Vision Ablaze at give deres eget bud på, hvordan melodisk dødsmetal kan lyde. Hvis man manglede et nummer at udføre en opløftende mosh pit til, så er ”Embers” eller ”Spiral” ganske glimrende bud.
Men selvom de fire gutter har så højt til loftet, at man skulle tro, de havde glemt at lægge det på, så har de et par klodser om benene. Navnligt Tim Nederveens growl. Når det bliver båret af en solid bund, fungerer det udmærket, men på ”Turmoil Flame” og især ”Water”, hvor der ikke sker alverden, så bliver vokalen meget tynd. Hvis man forestiller sig en ren diskant udgave af Bo Summer, så er det ikke helt ved siden af. ”Turmoil Flame” er i det hele taget et nummer, der bare skal skamme sig over at være blevet født. Det lyder som vanvittig generisk Myspace-metalcore, som bandet febrilsk har prøvet at forbedre på alle leder og kanter. Desværre uden meget held. Og kan vi ikke alle blive enige om, at akustiske ballader imod krig eller om revolution mod systemet skal stoppe?! Det er gudsjammerligt kedeligt, og jeg tvivler stærkt på, at ”Revolution” bliver nummeret, der får eksempelvis russerne til at gøre oprør mod Putin.
Kontrolleret ildebrand
Med Embers holder The Vision Ablaze desværre ikke niveauet fra debuten. Hvis det skulle lykkes, skulle der arbejdes en del med den rå vokal og øget kvalitetskontrol af metalcore. Men bandet er stadig yderst leveringsdygtige inden for melodisk metalcore, hvor der er højt til himlen, og det er de store armbevægelser, der regerer.
