Alle gode gange tre

Det er tredje gang, jeg kaster mig over Sina Khatoonabadis band From the Vastlands. Min interesse i ham og hans musik skyldes egentlig mere et ønske om at udbrede kendskabet til ham og andre eksil-musikere end en reel interesse i selve musikken. Bevares, der er naturligvis også en flig af mig, der konstant håber, at musikken på sigt bliver god nok til at være interessant i sig selv – uden at man behøver at nævne manden bag. Kunsten burde jo kunne stå på egne ben, trods alt. Servant of Ahriman er bandets tiende udgivelse – hvis man ignorerer den genudgivelse af Kamarika, de udgav i marts. Ergo må jeg erkende, at hvis ikke den sidder i skabet denne gang, ja, så er det måske ved at være tid til at give op på From the Vastland.

1001 Nats Banaliteter

Mit største problem ved From the Vastland har altid været, at det er så banalt. Langt hen ad vejen var det helt standard 1990’er-black metal, hvor der primært blev skulet mod Norge og Sverige. Jovist, Khatoonabadis har aldrig lagt skjul på, hvor hans inspirationskilder kom fra – bandnavnet virker jo også lidt, som noget han har lånt sig til. Men det har altid irriteret mig, når nu tematikkerne altid har drejet sig om persisk, babylonsk og mesopotamisk mytologi, at lyden så reelt aldrig har afspejlet dette. På den foregående plade begyndte der dog – så småt – at snige sig diverse elementer af mellemøstlig mystik ind, men det var stadig alt for spartansk, og det var primært tremolo-riffs og blastbeats a la Norge, der dominerede. Dette er fortsat tilfældet på Servant of Ahriman.

Misforstå mig ej, der er intet i vejen med ‘run of the mill’-black metal, det er bare heller ikke ligefrem en mangelvare. Ergo kræver det altså noget ekstraordinært, hvis man ønsker at lave en sådan plade, der formår at skille sig ud fra den evigt voksende mængde. Det har da også den effekt, at man egentlig husker de mellemøstlige passager som outtroerne i henholdsvis “Ahriman, Triumphant!” og “Empire of Serpents”. Det er først når det kolde Norge møder det varme Iran, at musikken for alvor spiller. 

Det ironiske er dog, at selvom pladen varer 50 minutter, så spiller musikken faktisk utroligt sjældent. Det er nok den mest kedelige From the Vastland-plade, jeg har hørt. Det er ikke engang, fordi musikken er så generisk. Man kan sagtens slippe af sted med at lave ting, som både er banale og underholdende, se bare alle de danske underholdningsprogrammer fra de sidste tyve år. Der sker stort set ikke en fløjtende fis, samtlige numre kører i samme tempo – ja, pladen er slet og ret røvsyg.

Fiberboller på suppen, tak!

From the Vastland burde være bedre. From the Vastland skal være bedre. Den sympati og opmærksomhed Khatoonabadis fik på baggrund af sin medvirken i Blackhearts-dokumentaren, er simpelthen ikke længere nok til at holde musikken oppe over vandoverfladen. Der skal simpelthen nye boller på suppen – og der skal markant flere fibre i den bolledej. Potentialet er der, ideerne er der, og koncepterne er der – så mangler vi simpelthen bare, at vi står med et slutprodukt, hvor summen er mere end sine parter. Det er desværre fortsat ikke tilfældet, faktisk vil jeg vove påstanden, at det her er den slappeste omgang, vi har fået fra From the Vastland længe.