Uncle Acid & The Deadbeats - The Night Creeper

The Night Creeper

· Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Psychedelic Rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

​Onkel Syre og hans Dødbiddere syrer ud med ti nye numre - syv jævne og tre rigtig gode!

Næsten lidt for poppet

Engelske Uncle Acid & The Deadbeats er nu ude med deres fjerde album, The Night Creeper. Efterhånden bevæger de sig tættere og tættere på den slags psych-rock, der bliver spillet på P3 af og til, og dermed også væk fra det segment af bands, vi har for vane at anmelde her på sitet, men de skal da stadig have lidt ord med på vejen. Og helt skidt er det bestemt ikke.

Tunge riffs og doven vokal

Skivens bærende elementer er uden tvivl ørehængende riffs og forsanger Kevin Starrs tågede og udsyrede Beatles-vokal. Mht. guitaren, så er hvert nummer bygget op om et riff, der, ret så meget i stil med Black Sabbath, er det grundlæggende fundament i nummeret og konstant lægger bunden. Dertil ligger der et skævt og tungt gyngende groove, der på nogle af numrene er ekstremt vellykket og ørehængende, og af og til forkæles vi også af en fed guitarsolo eller to.

Kevin Starr, hvis stemme minder om en træt og doven John Lennon på LSD, smører hertil numrene til med sin meget monotone og tågede stemmeføring - og så har Onkel Syre og hans Dødbiddere ellers fulgt deres egen opskrift til punkt og prikke.

Rent konceptuelt er der en flot rød tråd gennem hele udgivelsen. Lige fra coveret henover melodierne og selve produktionen findes et flot og gennemført pulp/horror-tema, der leder tankerne hen på dårlige og kitschede zombiefilm fra 70’erne. Sjov ide og meget vellykket.

Fantastisk i små doser

Numre som "Waiting For Blood", "Murder Nights" og "Melody Lane” fungerer vanvittigt godt og kan høres om og om igen. Resten af skæringerne er egentlig bare mere af samme skuffe, men på et mere jævnt og til tider kedeligt niveau, der gør skiven en anelse kedelig og ensformig, hvis man hører den fra start til slut. Og det er sådan set også undertegnedes generelle holdning til Uncle Acid & The Deadbeats: i små doser er det super fedt og i for store doser lidt for stenet og kedeligt. Gad vide, hvordan deres koncert 30. oktober i Amager Bio bliver? Vi håber på noget energisk og tung 70’er psych-rock, som vi ved, de kan levere. Indtil videre får de 7 kranier for en udmærket plade med tre rigtig fede numre.

Tracklist

  1. Waiting For Blood
  2. Murder Nights
  3. Downtown
  4. Pusher Man
  5. Yellow Moon
  6. Melody Lane
  7. The Night Creeper
  8. Inside
  9. Slow Death
  10. Black Motorcade

Tilføj kommentar