Tyskerne i stærk opstilling
I amerikansk fodbold er touchdown den primære form for mål, som opnås ved, at en spiller løber med bolden ned i målzonen, eller at der bliver kastet til en spiller, som allerede befinder sig der. Et sådant mål giver ret til at forsøge at score et ekstra point ved at sparke bolden op mellem de to målstænger. Og ligesom Dallas Cowboys scorer touchdown efter touchdown, har Udo Dirkschneider endnu en gang i sin lange karriere krydset mållinjen. Han er kendt fra både Accept, bandet Dirkschneider og U.D.O., hvoraf sidstnævnte har været aktivt siden 1987, og de flittige tyskere er nu klar med deres 18. studiealbum, Touchdown. Siden sidste plade er der sket et enkelt lineup-skift: I september 2022 kollapsede U.D.O.-bassist Tilen Hudrap under Game Over-turneen, og tidligere Accept-bassist Peter Baltes trådte til som vikar. Nu har Hudrap endegyldigt forladt bandet, og Baltes er blevet officielt medlem og spiller med på deres nyeste udgivelse. Vi undersøger i denne anmeldelse, om der virkelig er tale om et touchdown eller kun et field goal.
Ball to the wall
Bandet har denne gang haft fokus på at skabe en tung metallisk lyd, der fint supplerer Dirkschneiders unikke stemme, men det sker ikke på bekostning af melodiøsiteten. Det høres blandt andet på pladens tungere højdepunkter “Sad Man’s Show”, hvor den tunge guitar og vokal sammen skaber en medrivende dynamik, der toppes af en veludført melodisk guitarsolo, og “Living Hell”, der trods sin aggressivitet er særdeles syng-med-venlig. Men selvom det er det tunge lydbillede, der er i centrum på størstedelen af sangene, får det melodiøse sin plads i rampelyset på for eksempel “Forever Free”, der med sit positive budskab og brugen af kor bliver en sand hymne. Nogle steder føler man sig hensat til de gamle Accept-dage: Selv fik jeg et lille smil på læben, da jeg hørte, at bandet i “Fight For The Right” havde integreret Mozarts “Rondo alla Turca” i en fin lille guitarsolo. I det hele taget får de to guitarister Dee Dammers og Andrey Smirnov rig mulighed for at boltre sig på dette album, hvor guitaren gennemgående sidder i skabet. Kor og sang er også velafstemte, hvilket er en klar forbedring i forhold til Game Over, der her på Heavymetal.dk fik hug for den overdrevne brug af kor og kun høstede 6 af 10 kranier. Der er ingen decideret dårlige numre på dette album, men “The Betrayer“ og “Better Start To Run“ er ikke synderlig huskværdige og har ikke samme hitpotentiale som de andre numre.
Playing it safe
Efter at Baltes er kommet med på holdet, går U.D.O. i en mere oldschool-retning end det, vi tidligere har hørt, hvilket klæder bandet og definitivt vil falde i god jord hos gamle Accept-fans. Det er ikke noget nyt, men når Udo Dirkschneider går i studiet, kan man være sikker på, at der kommer noget godt ud af det – også selvom det hverken er specielt nyskabende eller specielt varieret i udtrykket.
