Guess who’s back?

Efter en lille pause på fem år, hvis man ser bort fra, at bandet lavede et nummer til videospillet Cyberpunk 2077 fra 2020, er polske Totenmesse tilbage. Trioen spiller fandenivoldsk black metal af den særdeles nihilistiske og misantropiske slags. Det er dog krydret godt med en råhed, vi kender fra 90’ernes Norge, og kombineret med den østeuropæiske tendens til at hive dødsmetallen ind i det kulsorte mix. Fiktionlust har egentlig en hel del lag at byde på, spørgsmålet dog bare, om der også er en kerne?

Gaerehemoth

Albummets åbningsnummer, ”The Great Simplifiers”, narrer lytteren til at tro, at bandet blot er endnu et band, der forsøger at lege norsk black metal. Men det viser sig hurtigt at være særdeles misvisende, for allerede på det næste nummer, ”Bastards”, viser Totenmesse, at de egentlig hellere vil lege ”Gaerea møder Behemoth”. Hvilket, på papiret, er en superspændende ide. Problemet er dog, når det kommer til praksis, for her kan Totenmesse ikke just måle sig med hverken Gaerea eller Behemoth. Men det til trods, så er der faktisk op til flere udmærkede momenter og aspekter på Fiktionlust. Eksempelvis er titelnummeret fremragende, og ligeså er numrene ”The weight of uselessness” og ”Incipit”. Her formår bandet at kanalisere sin egen weltschmerz ud via sine instrumenter, og det gøres endda tilpas overbevisende. Dog havde det fungeret bedre, hvis der bare var lidt dybde og tyngde i trommerne – desværre er de så papkasseflade, at det gør helt ondt. Bandets barnagtige fascination af blastbeats gør dem heller ingen tjeneste.

Fiktionlust er virkelig en spøjs størrelse, og det virker desværre ret ofte til, at trioen ikke helt kunne blive enige om, hvilken stilart de egentlig skulle forfølge. Der er elementer af post black, blackened death, dsbm og klassisk 90’er-black. Problemet er, at de i deres søgen på at hitte ud af, hvorvidt de er fugl eller fisk, ikke rigtig formår at lave et overbevisende produkt. Deres forsøg på at lave post black bliver eksempelvis for rå, mens deres forsøg på at lyde som et andenbølgeband bliver forpurret af behovet for også at have langsomme, basdrevne passager.

Så for at opsummere har Totenmesse egentlig nogle gode ideer, de mangler bare at blive enige om, hvilke ideer de skal forfølge, samt hvilken retning de skal gå. At forsøge på at være det østeuropæiske svar på Gaerea er ikke en dårlig ide – så fokuser på det, og drop trve-attituden, tak.

Gode ideer, men…

Fiktionlust ville stå så meget stærkere, hvis bandet havde droppet ”The Great Simplifiers” og fået styr på trommelyden. Der er en del ting, jeg godt kan lide ved Fiktionlust, men trods det er chancerne for, at jeg kommer til at genhøre det, meget, meget små. For selvom der er gode aspekter, er det samlede helhedsindtryk simpelthen for middelmådigt til et frivilligt genhør. Men når det så er sagt, vil jeg da holde øje med Totenmesse for at se, hvad det udvikler sig til. Al kritik til trods, så er der potentiale her. Fiktionlust har egentlig en hel del lag at byde på, spørgsmålet dog bare, om der også er en kerne?