Hades from a land down under 

Efter at have ligget i dvale i tolv år vender det australske funeral doom-projekt Tempestuous Fall tilbage med sit andet fuldlængdealbum, The Descent of Mortals Past. Dette er endnu et projekt af multiinstrumentalisten Dis Pater, som i mellemtiden har haft travlt med sine andre musikalske foretagender, blandt andet Midnight Odyssey. Denne gang har han genoplivet ‘det stormfulde efterår’ for at skabe et værk, der tager afsæt i græsk og romersk mytologi, og som udforsker menneskets nedstigning i mørket. Albummet består af seks numre, hver centreret om en mytologisk figur: Theseus, Psyche, Heracles, Ulysses, Orpheus og Aeneas. De fungerer som små fortællinger i sig selv – en slags musikalske elegier over helte, som både sejrer og fejler. 

Vi sejler op ad Styx

Fundamentet på The Descent of Mortals Past er opbygget af larmende, tilbagelænede guitarer og trommernes langsomme tunge slag, som bliver smeltet sammen med klassisk musik og folketoner. Pater inddrager strygere og orgel, hvilket giver et kirkeligt og næsten barokt præg. Især på andet nummer, “Psyche – Temptation of the Divine”, fungerer det godt, hvor gæstevokalen Alice Corvinus’ stemme løfter nummeret og tilfører en smuk, tragisk dimension, der står i kontrast til de tunge guitarlag. Samtidig dukker der i flere sange overraskende poppede melodier op, som sammen med det episke udtryk giver albummet en teatralsk følelse. Til tider kan man næsten få associationer til en mørk rockmusical, hvor de mytologiske figurer træder frem på scenen i stedet for blot i lydbilledet. Lige indtil Pater bryder illusionen med sit dødsgrowl og giver forløsning til os, som var begyndt at tvivle på, hvorvidt udgivelsen hørte til på metalafdelingen. 

Dog er ikke alt lige vellykket. Flere steder føles kompositionerne for statiske og gentagende, med meget simple melodier og akkorder, der ikke helt tryllebinder på den måde, det repetitive ellers kan. Trommerne fremstår meget mekaniske, nærmest programmerede, hvilket bryder illusionen af organisk storhed, som genren ellers kan opnå. Dermed virker det teatralske mere cheesy end medrivende. På “Ulysses – Requiem of the Sea” er der klare musikalske referencer til Mozarts Requiem – en interessant og modig idé, men udførelsen virker ikke helt integreret i helheden. Når man låner et motiv fra den nok mest velkendte og smukkeste dødsmesse nogensinde, kan det hurtigt komme til at klinge hult og uforløst, da det uundgåeligt åbner op for sammenligningen med et mesterværk. I dette tilfælde gav det mig mere lyst til at lytte til originalen i stedet.

Albummet spiller i stor stil på stemning og atmosfære med blandede resultater. Den mere stille “Orpheus – In The Dark Deathly Grey” fungerer som et rørende, akustisk åndehul midt i mørket, og nummeret tager afsæt i mere simpel folkemusik, hvilket lykkedes ret godt. Desværre fylder det symfoniske mest, som på grund af produktionen og de uinspirerende melodier falder fladt og mislykkes med at smelte sammen med doommetallen. Det afsluttende nummer, “Aeneas – Guide Me Home”, runder udgivelsen af med et glimt af forløsning, og den lange rejse gennem dødsriget når endelig en form for hvile. 

Trætte muser

The Descent of Mortals Past er et ambitiøst og tematisk gennemført værk, men samtidig en udgivelse, hvor idéen overgår udførelsen. Pater viser stadig sin sans for storytelling og atmosfære, men den tekniske og musikalske side virker mindre gennemarbejdet end tidligere udgivelser. Der er enkelte højdepunkter, men man kunne ønske, at manden bag projektet havde brugt lidt mere energi på at finpudse sine visioner. Albummet vil så gerne være et epos om heroisk undergang, men ender mest som en fodnote i sin egen mytologi. Ironisk nok viste det sig at være de få mere simple idéer, som fungerede bedst.