Danske Statement er tilbage med deres andet album, og det er et, der har givet sved på panden. Bare ikke på den måde, det burde – ikke hele tiden i hvert fald. Forvirret? Det kender jeg godt

Den svære opfølger

For lidt mere end to år siden fik Statements debut 9 fejende flotte kranier her på siden. Den slags forpligter: Man kan ikke bare lave en copy/paste af sin debut. Man skal udvikle sig, forbedre sig, vise at man er vokset som band. Det siges, at album nr. 2 ofte kan være ret svært, medmindre bandet har eksisteret i mange år og har skrevet rigeligt med sange… Man skal jo smede, mens jernet er varmt og udgive endnu et album, mens folk husker en.

Det er alt sammen meget godt, men hvad nytter det at haste af sted og skyde på alt, hvad der bevæger sig, hvis ikke man rammer noget som helst?

Godt begyndt er halvt fuldendt…

Heaven Will Burn åbner med nummeret ”A Fire Burns”, som ligger ubønhørligt fra land. Her er ingen fine introer, ikke noget pis. Jeg er fornøjet. Lige indtil første vers, hvor der bare går sing-along-pop i den, og det hele bliver lidt kønsløst. Det er som om, vokalen ikke helt er der. Du ved nok… dér! Sangen er egentlig fin nok, og der er tydeligvis tænkt i live-baner med et breakdown undervejs og en lækker solo, som det givetvis er tanken, at folk skal kunne nynne med på. Højt.

Titelsangen gør mig sur. ”Heaven Will Burn” er virkelig en fed titel til en rocksang, og at spilde den på en tung pop-ligegyldighed er ikke godt nok. Koret i omkvædet kan bedst betegnes som et hviske-kor – så luftige er stemmerne.

Der er dog også lyspunkter: ”Nightmare”, ”Darkest Hour” og ”Madness” er vaskeægte rocksange på hver deres måde. ”Nightmare” er dynamisk og viser tænder mellem nogle lidt mere stille passager. Det lykkes næsten at skabe en mareridtsstemning, og det er sgu godt gået. ”Darkest Hour” er bare en dyster, tung og vredladen hard rock-sang, som den skal være, mens ”Madness” er en forrygende, livsbekræftende hyldest til rock ’n’ roll-livsstilen. Og så er der albummets måske stærkeste: ”Sleazy Fantasy”. Tung, hurtig og næsten metallisk visse steder.

På den anden side er der også kliché-parader som ”Created By You” og ”Benefit My Time”, der er kvalme og alt for sukkerpoppede til at høre hjemme på et rockalbum. Og jeg er endda en sucker for power-ballader!

…men det betyder ikke, at man skal stoppe der!

Heaven Will Burn er et af de mest skizofrene albums, jeg har hørt i meget lang tid – og desværre ikke på den fede nu-har-Faith-No-More-endelig-lavet-noget-igen-måde. Men mere på den ærgerlige hvad-fanden-vil-de-her-mennesker-mig-egentlig-måde.

Der er en overvægt af gode sange, men de, der er dårlige, er decideret ækle og klistrede. En del af de gode sange er tilmed forholdsvist ordinære og uden det dér ekstra, der gør, at man manisk tjekker koncertkalenderen for at se, om ikke nok Statement kommer til en by nær sig.

6 kranier, der har været oppe at slås, fordi de kunne lide hver sin del af albummet og selv er blevet skizofrene i processen, kan det blive til.