Død er ikke bare død
Når døden indtræffer, gennemgår et legeme fem stadier af nedbrydelse. Det første stadie starter umiddelbart efter udånding, og her falder kropstemperaturen, rigor mortis indtræffer. I andet stadie svulmer kroppen op på grund bakterierne i tarmen, der begynder at æde af kroppen, og i tredje stadie begynder insekter at lægge æg i liget, og maddikernes festmåltid påbegyndes. I fjerde stadie er nærmest al væv og celler rådnet, og når disse er væk, indtræder femte og sidste stadie, som er det bare skelet. En smuk proces, der uden tvivl har inspireret amerikanske Stages of Decomposition, som er klar til at tæve dig med deres seneste langspiller Raptures of Psychopathy.
Aldrig har en halv time været så ringe
At Stages of Decomposition begår sig i dødsmetal, er nok årets mindste overraskelse. Skal man præcisere stilen en smule mere, så er det brutal død med en smule inspiration fra hardcoren.
Har man savnet Cannnibal Corpse-riffs fra omkring årtusindskiftet og ønsket dem opdateret til en mere brutal dødsmetallisk lyd, så er numre som “What Lies Within” og “Killing Under Possession” gaven, som bare bliver ved med at give. Endda i mere end én forstand. For numrenes slå-på-tæven hardcore grooves gør, at man ikke bare nøjes med den behagelige lyd af sav mod lårbensknogle, men man får også lige det foregående fastspændingshåndgemæng med. Hvad angår riffs, så har Stages of Decomposition gjort et klogt valg med en mere rå og skrabet produktion.
Kigger man på resten af pladen, ja, så er det noget jammerligt bras, hvilket udelukkende skyldes pladens mix og produktion. Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, at det var Chris Barnes, som efter sin exit fra Cannibal Corpse havde hyret det absolut billigste russiske brutale dødsmetalband og prøvet at genindspille Gallery of Suicide i, hvad der i bund og grund lyder som et faldefærdigt shelter. Trommerne minder om et alt for ihærdigt medlem af Jehovas Vidner, vokalen har Barnes’ umiskendelig klang af hæs Skandinavisk Dyrepark med kighoste, og de bass drops, som er spredt ud over pladen, rammer kun plet halvdelen af gangene. Derudover lyder det også til, at takten bliver tabt i blastbeatsne på ”Beast of Jersey”. Hvad, jeg dog ikke begriber, er, hvordan noget menneske synes, mixet på Raptures of Psychopathy er andet end en rå debutdemo værdigt. På trods af at ”Crawl Space Burial” demonstrerer, at trommerne er tyndere end toiletpapiret på den gennemsnitlige lejrskole, ja, så er specielt lilletrommens banke-på-klang trukket helt frem i lydbilledet. Vokalen har en irriterende, nærmest karaoke-agtig klang, som om den var optaget på campingpladsen til Obscene Extreme Festival og bare kylet ubearbejdet ind over instrumenterne. Og bassen, ja, den eksisterer kun for at agere røgslør for trommerne. Hele herligheden varer 36 minutter, og allerede efter to og et halvt minut kan ikke engang den fedeste guitarlyd stoppe den accelererende forrådnelse.
Stop promoflæsk nu!
Raptures of Psychopathy er udgivet på Gore House Productions. Og selskabet kalder pladen for et elleve numres mesterværk. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved meget om dette pladeselskab, men at kalde Stages of Decompositions seneste udgydelser for et mesterværk er decideret løgn. Ja, pladen har fede riffs, men alt andet, lige fra vokal over trommer til mix og produktion, halter så gevaldigt, at selv Johnson ville opgive ævred og bare gøre en ende på staklens lidelser for derefter at kyle liget i en gang syre, så samtlige beviser for eksistens er slettet fra jordens overflade.
