Et beskidt virkelighedstjek

Sønderjylland. Et rart og hyggeligt sted, man ofte forbinder med fuglesang, højt til himlen og plads til de store armbevægelser. Landsdelen er som trukket ud af en Morten Korch-film, hvor gæve bønder altid har kaffe på kanden og byder gæster velkommen til det store sønderjyske kaffebord. Det er den rene idyl, og det virker til, intet kan ødelægge dette glansbillede. Det er så her, sønderjyske Slowjoint træder ind i billedet. Iklædt slidte overalls, mudrede støvler og med en joint i kæften skruer de op for en beskidt omgang sludge metal, der langer lytterne en flad og giver dem et seriøst wakeupcall, der river glansbilledet midtover.

Jysk afmagt og apati

At kalde Jutlandian en konceptplade er nok at tage munden for fuld, men pladens overordnede tema omhandler livet for den gennemsnitlige jyske mand – det er røvsygt, alle flytter væk, og det eneste, man kan lave, er at høvle bajere, samtidig med at man kører formålsløst rundt og leder efter noget at lave. I Slowjoints optik er det faktisk den rene elendighed at være fra Jylland. Men man holder ud, for som Steen Steensen Blicher skrev: ”Jyden han æ stærk å sej” – eller bare ualmindeligt stædig.

Jutlandian åbner med det knap ni minutter lange titelnummer. En buldrende mastodont, der snegler sig afsted, mens den gør, hvad Slowjoint gør bedst: spyr galde til højre og venstre uden hensyntagen til noget som helst. Fem minutter inde opsummerer vokalist Dennis Fumblefinger nummerets stemning med linjen: ”burn the bridge”, hvorved rabalderet får et nøk opad. Med pladens tema in mente kræves der ikke meget tankevirksomhed for at være klar over, hvilken bro der er tale om. ”Snot Shovel” er et nummer, der er lige så simpelt og effektivt som titlens danske pendant: snotskovl. Det er ligeud ad landevejen-sludge, som man kender det, og det fungerer. ”Pigs” indledes med ordene: ”Føj for satan, det er ikke saftevand, det her”, og så fyres bassen i kælderen, guitaren får et ekstra skud fuzz, og så går det ellers over stok og sten med sludge-fyldt spritkørsel.

Resten af pladen er dog mere i stil med de to første numre og viger aldrig en millimeter fra genrens skabelon. Man kan argumentere for, at bands som Bongzilla og Weedeater har skrevet Jutlandians otte numre adskillige gange i løbet af deres karriere, men i sludge metal er det sjældent, at der bliver kigget voldsomt dybt i bongvandet, når et nummer skal skrives. I Slowjoints tilfælde kunne man dog godt savne nogle flere passager i stil med nummeret ”Pigs”. For trods pladen kun er knap 40 minutter lang, begynder den at blive lidt langtrukken over de sidste par numre, og en lille opkvikker havde været på sin plads. At pladen afsluttes med et stykke fra Jeppe Aakjærs ”Skuld Gammel Venskab Rejn Forgo”, er meget uventet, men er på sin vis den perfekte afslutning på en så jysk plade.

Og ik’ fra Køffenhaun

Slowjoint ved præcist, hvordan de vil lyde, og på Jutlandian formår de at koble deres vrisne sludge metal med et lige så vrissent tema: den jyske mands afmagt overfor situationen. Dog mangler pladen lige et par skefulde had mere, før lyden er helt i mål, og lytteren er med hele vejen. Og skulle man sammenligne Jutlandian med noget typisk bondsk, ville det være en gammel John Deere-traktor: Den buldrer, hoster, sprutter og hvæser for at komme i gang, og derefter går det egentlig møj sinne, hvis vi skal bruge et sønderjysk udtryk.