Når man sådan bliver præsenteret for et band man ikke kender i forvejen, som tilfældet er med Seneca, så må man jo lave lidt research. Og det har jeg så gjort. Det der virkelig slår mig i den sammenhæng er; hold da kæft hvor har jeg bare ikke styr på metal subgenre-begreber mere. Ja så er katten ude af sækken. Amerikanske Seneca bliver betegnet som både den ene og den anden slags "–core" band. But you know what?? Jeg er f****** ligeglad hvad vi kalder det, det her er bare en fed skive. Det er ultrateknisk til tider lænende sig op af gamle tech-mestre som f.eks Spiral Architect/Zero Hour, men med en mere hard-core dødsagtig tilgang til musikken. (Læs Protest the Hero f.eks). Virkelig brutalt, men med tilstrækkeligt afdæmpede passager til at det hele ikke bliver for anstrengende. Sanger Corey growler virkelig dybt (og fedt!) og evner også at have nogenlunde godt fat i de passager hvor han synger rent. Numrene er relativt korte; lander vel på gennemsnitlige 3 min. og er sådan set bygget op over samme læst; ultratekniske vers og mellemstykker afløst af relativt poppede/melodiske omkvæd. Kombinationen er på sin vis med til at gøre musikken dynamisk, selvom jeg klart synes Senaca gør sig bedst når de er mest brutale, som i det næsten rendyrkede dødsmetal track "Creator", eller "Names and Faces". Hvis jeg skal kritisere noget, så synes jeg Seneca kunne have gavn af lidt modenhed sangskrivningsmæssigt måske, endnu mere tech og mindre Avenged Sevenfold, men ok, det er en smagssag. Hatten af herfra.