A long time ago in a galaxy far, far away …
Livet på jorden, som vi kender det, er blevet sværere – militære konflikter, sygdomme og naturkatastrofer hjemsøger menneskeheden, så The Scanner, en cyborg, tager en gruppe af udsøgte mennesker med til Terrion, en beboelig planet i en anden galakse. Men på den nye hjemplanet bliver mennesket atter stillet over for problemer såsom rumvæsenangreb og systemkritikere blandt Terrions beboere. I forhold til sidstnævnte har The Scanner dog fundet en måde at identificere disse på, idet den invaderer de frafaldne indbyggeres drømme for efterfølgende at straffe dem. Denne futuristiske fortælling kan findes på Scanners studiealbum The Cosmic Race, der rummer ni sange og har en spilletid på omkring 48 minutter. Den tyske powermetal-kvartet har eksisteret siden 1986 i et utal af forskellige konstellationer, både som fire- og femmandsorkester, og dette er altså bandets syvende album.
It's a trap!
The Cosmic Race starter meget lovende med “The Earth Song”, hvis indledende og meget skønne guitarpassage bedst kan beskrives som en krydsning mellem AC/DC’s “Thunderstruck”-introriff og Accepts neoklassiske elementer. Men det var jo næsten for godt til at være sandt, så bandet har sørget for, at der tilføjes så mange overflødige og modstridende elementer som muligt. Vi hører derfor ikke kun overgearede korpassager, men også en talesekvens på tysk!? Og det går sådan set videre i den dur med sange, der starter meget lovende og har et godt instrumentspor, men så bliver mere eller mindre ødelagte af bandets forsøg på at være innovative. Der er dog også lyse øjeblikke i universets mørke – meget passende i form af “Warriors of the Light”. Sangen er ligefrem heavy metal, der sprudler af godt guitararbejde, vellykkede temposkift og et medrivende omkvæd, hvor man ikke kan gøre meget forkert. Videre går verdensrumsodysseen med “Dance of the Dead”, der, i modsætning til pladens andre sange, har et tungt, doomy udtryk og hører til pladens mere tolerable sange, selv om man til tider føler sig fristet til at råbe: “Plagiat!”. Særligt vokalen virker som et lettere mislykket forsøg på at lyde som Bruce Dickinson. Og vokalen er i det hele taget endnu en ting, der skal påtales, idet sanger Efthimios Ioannidis tilsyneladende ikke har en egen identitet og snart kopierer ovennævnte Dickinson, men også Alice Cooper, Kai Hansen og Joacim Cans bliver imiteret. Teksterne er heller ikke noget at råbe hurra for, da det engelsk, der møder det uforberedte øre, er noget, en elev i 7. klasse ville kunne have gjort lige så godt ved hjælp af Google Translate: “Man, you think you own me / You dared to cause me pain / what lies within is stolen / and sold without regain”. Tillige synges der så utydeligt og med en så elendig udtale, at man ikke får en disse ud af den historie, som bandet gerne vil fortælle.
I have a bad feeling about this …
Rent musikalsk er der ikke meget dårligt at sige om The Cosmic Race, for fine guitarriffs, en vintage powermetal-lyd og et højt energiniveau er der ingen mangel på. Men på dette album finder man desværre hverken autentiske eller originale numre, idet det lyder, som om bandet har taget udklip fra diverse andre kunstnere og kritikløst stykket dem sammen. Yderligere er sangene på pladen ret forglemmelige, da det for de flestes vedkommende er noget, man har hørt før og bedre. Noget, man også kunne kritisere bandet for, er at have et så forskelligt udvalg af sange, at disse slet ikke passer sammen. For eftersom vi har med en konceptplade med en lineær fortælling at gøre, kunne man ønske sig, at også musikken havde fulgt en rød tråd. Disse anker i kombination med, at bandet har eksisteret i snart fyrre år og burde vide bedre, gør, at denne anmelder siger: “Augen zu und durch!”.
